Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Den lille drage Spyro er på spil igen. Ikke helt overraskende lige i tide til julehandlen. Det tredje og afsluttende spil i Legend of Spyro trilogien ligger klar lige til at pakke ind og lægge under juletræet. Ganske som med det forrige spil i trilogien, så folder Spyro sig også ud på Wii konsollen og det er den vi tager under kærlig behandling her.

The legend of Spyro – Dawn of the dragon

Jeg har for nylig anmeldt Dawn of the Dragon til PS2 og den udgave var jeg ikke specielt begejstret for, som man kan læse her. Men en ægte anmelder er altid klar til at give vores helte en chance mere og det skal Spyro da også have. Så disken ryger i Wii konsollen og vi er endnu en gang klar til gå på eventyr med Spyro.

Spyro og hans gamle fjende Cynder har slået pjalterne sammen og samarbejder om at forhindre Dark Master i at blive fremmanet. Han vil nemlig lægge hele verden i et evigt mørke, og det er de to små drager ikke interesseret i. For at lykkedes med det skal de to venner rydde en masse onde skurke af vejen og klare sig igennem en masse farlige baner. Det er en standard historie og standard gameply for et platform spil, og for dem der har spillet et Spyro spil tidligere, kan det næppe komme som nogen overraskelse. Det giver et spil, man kan dele op i to dele: platform og kamp.

Lad os kigge på platforms-delen først. Begge de to drager er på skærmen samtidig og er lænket sammen ved hjælp af en usynlig lænke, så de ikke kan komme for langt væk fra hinanden. Det giver et rodet og meget frustrerende platform spil, hvor den drage man ikke kontrollerer ofte sidder fast i et eller andet og forhindrer ethvert forsøg på at komme op på en bestemt platform eller bare videre i banen. Man kan så skifte kontrol og så guide den forvirrede drage derhen hvor det vil være praktisk at befinde sig og så prøve igen. Men det er ikke særlig underholdende at skulle guide to drager igennem den samme bane på denne måde. Man kunne godt have ønsket sig at AI’en var noget bedre til at styre dragerne. Heldigvis kan man så spille i Co-op og tage en ven med og dermed slippe for AI’en. Men selv om det afhjælper det umiddelbare problem med en dum AI, så er Co-op ikke videre interessant for der er ikke rigtig nogen forskel på de to dragers kundskaber. Så der er ingen taktiske overvejelser om hvem der skal gøre hvad hvornår. Man styrer blot hver sin drage på skærmen, og det er ringe udnyttelse af en co-op funktion.

Så er der kamp-delen. Den formår heller ikke at imponere. Hver drage har sine egne special angreb, men de er faktisk ikke så specielle. Det er mere et spørgsmål om hvilken farve de har når man bruger dem. Kampene er, uanset hvilken drage man bruger, blot et spørgsmål om at spamme med speciel-angreb indtil man ikke har energi til det mere og så ellers spamme sit normale angreb. Der er ingen udfordring og ingen som helst taktik involveret. Det giver nogle kedelige kampe som aldrig formår at blive spændende eller sjove at komme igennem. Wii’en kontroller er ikke udnyttet særlig godt. Man kan ryste den fra side til side for at angribe og holde den i lodret position for at blokere for modstandernes angreb og det er sådan set det. Ikke videre originalt og jeg syntes faktisk at kontrollen i PS2 udgaven var bedre end den er i Wii udgaven.

En anden ting der også er bedre i PS2 udgaven er, nok så overraskende, grafikken. Den ser sjusket ud på Wii’en. Wii’en kan præstere meget bedre grafik end det der er i Dawn of the Dragon. Karaktererne er virker kantede og kluntede og selv de cut-scenes der er (som ikke er gameplay-videoer) ser ikke specielt imponerende ud. Med mindre vi altså snakker imponerende grimt. Lyden er det bedste ved dette spil, med stemmerne som det absolutte højdepunkt. Musik og lydeffekter generelt er ok, men stemmerne er faktisk rigtig godt lavet og de virker rimelig overbevisende i deres skuespil.

Selv her i andet forsøg formår Legend of Spyro – Dawn of Dragon ikke at imponere mig. Det er et middelmådigt platformspil uden nogen form for nytænkning. Spillet er ikke særlig pænt at se på og gameplayet formår at være både frustrerende og monotomt på en gang, hvilket næsten er en præstation i sig selv. Man må håbe at afslutningen på trilogien ”The Legend of Spyro” betyder at Activision tager de kritiske briller på og giver Spyro en alvorlig finpudsning inden de slipper ham løs igen. Fortsætter de i samme sjuskede spor som Dawn of Dragon, så vil Spyro hurtigt gå i glemmebogen som en af de spilfigurer der var sjove at følge en gang. Jeg skal ikke kunne nægte at Spyro fans måske godt kan finde Spyro og hans historie i Dawn of the Dragon interessant, men for almindelige gamere er der tale om et ganske middelmådigt platformspil.

Om Frank F Pedersen