Jeg foragter snowboardere. Det er den skinbarlige sandhed. De sætter sig midt på pisterne uden hensynstagen til os elegante skiløbere, der derfor ofte må forsøge at afvige med høje hastigheder og med katastrofale uheld og brækkede ben som resultat. De pløjer pisterne op og blotter det glatte islag, igen til stor fortrydelse for os rigtige atleter, og til sidst ter de sig som om de ejer stedet. Jeg hader dem. Alligevel er det dem der pryder de fleste vintersportsspil, og indrømmet, der har været nogle ganske glimrende iblandt. Vi har kigget på det seneste snowboardspil fra Ubisoft.
Udforsk bjergene
Navnet Shaun White klinger velsagtens ikke videre velkendt i vores ører herhjemme, men indenfor snowboardingsporten er han tilsyneladende den allerstørste. Ifølge Ubisoft selv er han endda den mest succesfulde snowboarder i historien, og hvad er derfor mere nærliggende end at udvikle et spil i tæt samarbejde med OL-guldvinderen fra Torino-legene i 2006. Ubisoft forsøger dermed at tage kampen op imod SSX-serien, 1080° Snowboarding og til dels Amped 2 om at være det bedste spil i genren, men denne kamp, kan jeg allerede afsløre nu, vinder Shaun White Snowboarding ikke. Det afholder det dog ikke fra at være ganske hæderligt.
Stilmæssigt læner Shaun White sig umiddelbart mere op ad 1080° og Amped end SSX, og tilbyder således et snowboardspil med fokus på en mere realistisk oplevelse. Dette mærkes først og fremmest i udvalget at tricks, der er væsentlig begrænset i forhold til en serie som eksempelvis SSX. Væk er al den overdrevne hokuspokus, og tilbage er et trickrepertoire skåret helt ind til benet med kun spins, flips, grabs og naturligvis grinds. Man kan sige om dette hvad man vil, men jeg synes godt om denne seriøse tilgang, også selvom Ubisoft har lidt svært ved at holde sig fra et element som ’Focus’ der gør at man er hurtigere til at udføre tricks og kan hoppe højere.
Allerede fra spillets start har man alle fire bjerge i henholdsvis Park City, Europa, Japan og Alaska til sin rådighed, og det står én frit at boltre sig i de enorme områder. Hvert bjerg består af tre niveauer, bjergtinden med dyb sne, mange klipper og farlige kløfter, et skovområde med mange træer og til sidst de præparerede løjper hvor man hyppigt vil støde på andre snowboardere. Dette fungerer rigtig godt, og den visuelle overgang imellem de tre niveauer virker både naturlig og troværdig. Dog synes især det øverste niveau at være lidt for ’kunstigt’ indrettet med belejlige stier der holder én i hånden i sneen – man får derfor aldrig indtrykket af den vilde og utilregnelige natur, udover at man ofte skal flygte fra store laviner, hvilket er en intens oplevelse i sig selv. Selve banernes omfang er imponerende, og det kan snildt tage over 10 minutter fra top til bund. Man kunne dog godt efterlyse lidt større variation fra bjerg til bjerg.
Omkring på bjergene er der spredt forskellige udfordringer og discipliner. Det elegante er, at spillet tillader ’drop in-drop out’ via multiplayer, lidt som vi kender det fra eksempelvis LittleBigPlanet, og således kan løb og konkurrencer spilles både imod AI-modstandere og 15 andre spillere. Visse udfordringer kan endda kun spilles online, og det fungerer glimrende selvom der er en smule lag ved mange spillere på skærmen. Onlinekomponenten er uden sammenligning det mest underholdende aspekt ved Shaun White Snowboarding, og det er tilfredsstillende både at konkurrere med venner, men også bare at bevæge sig rundt på et bjerg befolket af andre spillere.
Selveste Shaun White er naturligvis også med i spillet, og det er ham der giver spilleren de opgaver der bærer den beskedne ’historie’ frem. Her er målet desværre blot at indsamle en række mønter på de forskellige bjerge, og i starten virker det som et noget banalt koncept. Efter man har samlet de første tolv mønter bliver dette dog mere kringlet at finde frem til dem, og man kommer ofte ud for at skulle grinde over flere genstande for at komme i nærheden eller hoppe præcist, mens de også er placeret mere i udkanten af banerne. Som et lille hjælpeværktøj kan man vælge at stå af sit bræt og løbe rundt i sneen, hvilket er effektivt hvis en mønt er placeret et sted der ville være svært at nå i høj fart. Det er ydermere muligt at placere tjeckpoints rundt omkring, og derfor bliver man ikke nødt til at køre helt ned i bunden for at tage en helikopter eller stolelift op igen. Disse, skal det tilføjes, kan også findes med hjælp fra venner online.
SWSs controlscheme er desværre noget ulogisk og svært at vænne sig til. Man bruger venstre analog til at styre sin snowboarder rundt samt til spins og flips, mens den højre bruges til grabs og hop-knappen er placeret på R2. Grinding er utrolig simpelt, da ens board klistrer sig fast til en genstand, og man skal således kun tage højde for balancen ved hjælp af en indikator, mens det også er lettere at kombinere sig frem. Der skal bruges en del tid på at vænne sig til især hop-knappens placering (en beslutning man ikke forstår med en funktionsdygtig X-knap), men aldrig bliver det intuitivt og naturligt at bruge. Værre er det, at ens snowboarder bevæger sig stift og trægt, og fartfornemmelsen er heller ikke specielt medrivende medmindre det bliver virkelig stejlt. Kontrollen minder mere om det første Amped end SSX, og hvad sjov er der ved underholdende discipliner og store bjerge, når det ikke er tilfredsstillende at styre sin snowboarder rundt i dem.
Ubisoft har benyttet Assassin’s Creed-motoren i SWS, og dette mærkes især i spillets enorme omfang. Bjergene er ganske enkelt kæmpestore og i besiddelse af en imponerende drawdistance, og som nævnt før kan de det tage mange minutter at komme fra top til bund. Desværre oplevede jeg med PS3-versionen en noget ustabil framerate på vej ned af bjerget, mens sneens tekstur og træernes skygger heller ikke er videre overbevisende. Ligesom grafikken er spillets soundtrack en blandet fornøjelse, og favner om favoritter som Blue Öyster Cult, Black Rebel Motorcycle Club, COC, Sweet og Heart, men endnu flere triste numre fra blandt andet Incubus, Metro Station og et mindre heldigt cover af Johnny Cashs ’Ring of Fire’ af Social Distortion. Til sidst hører man kun de samme 5-6 numre igen og igen.
SWS er bedst når det spilles med venner (eller andre) online, og køber man spillet udelukkende for at spille offline, kan det ikke anbefales. Det er underholdende blot at freeride og deltage i discipliner, men spillets beskedne kampagne er på ingen måde dyb nok til at man gider bruge flere timer i træk på den. Derfor skete det ofte, at jeg blot smed spillet i maskinen når jeg lige havde lyst til et hurtigt løb online eller prøve et bjerg fra top til bund. Når alt dette er sagt, er SWS stadig det bedste (og eneste) snowboardspil der er udkommet i lang tid, og er man glad for sporten, vil man uden tvivl finde stor fornøjelse i spillets mange kvaliteter.
Loading ...
