Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Det vil ingen ende tage med de små Rabbids. Rayman tog et gigantisk spring fra at være hovedpersonen i en lang række (ganske gode) platformspil til at være bifigur i disse samlinger af minispil med de komplet sindssyge, men meget elskværdige, Rabbids i hovedrollen. Nu er det tredje Rabbids spil så udkommet, men er grænsen for hvad vi kan holde til af Rabbids nået? Nej ikke helt...

Nuttede psykopater i TV

I det første spil fangede de mentalt ustabile og totalt retarderede Rabbids Rayman og tvang ham til at deltage i en lang række Rabbid-olympiske discipliner (læs: minispil). Det var ganske morsomt, især fordi de toiletsvupper-tilbedende Rabbids var kære og samtidig skøre at se på. Rayman: Raving Rabbids 2 udkom på denne tid af året sidse år for lige at presse citronen yderligere. Denne gang skulle de kære Rabbids på ferie rundt omkring i forskellige lande og opleve lokale skikke (læs: minispil). Nu er der så gået er år til og nu er Rayman: Raving Rabbids TV Party så udkommet. Den skarpe læser kan sikkert allerede nu gætte hvad det handler om.

Ja du gættede rigtigt. Minispil! Rayman er efterhånden helt kørt af sporet i disse Raving Rabbids spil og han er da også kun meget kort med i TV Party. Han sidder nemlig hjemme i sin lænestol og kigger fjernsyn - fjernsynet er overtaget af en hær af Rabbids, der på mystisk vis er blevet transporteret ind i selve Raymans tossekasse og nu kontrollerer og deltager i alle de hæslige udsendelser der sende i fjerneren. Forsøg ikke at forstå plottet, for det betyder nemlig intet, når man først er i gang.

Spillet er igen en samling af minispil, der denne gang præsenteres som en sendeflade på en tv-station. Hvert minispil, som der er omkring 5o af, er meget løst baseret på en eller anden form for kikset tv-serie, et tv gameshow, sportsudsendelse, et reality show, en dokumentar eller en kultfilm. Spilleren skal udfylde en dags sendeflade af gangen ved at gennemføre minispillene tilfredsstillende - sker det overføres minispillet i form af et tv-program til sendefladen og man kan på den måde avancere igennem spillet dag for dag. Et sjovt lille påfund, der dog ikke på nogen synderlig måde påvirker minispillene.

Minispillene, der jo er essensen i alle Rayman: Raving Rabbids, spænder vidt og bredt: der er f.eks. klassiske railshooter sekvenser, hvor man skal skyde Rabbids, der render rundt i kulisserne til en kultfilm. Der er "pimp my Rabbid" spil, hvor man skal klæde en Rabbid ud og tilsvarende minispil, hvor man skal vaske og børste en Rabbid. Der er også blevet plads til nogle simple racerspil, hvor man for eksempel kører på havetraktor eller snowboarder ned af et bjerg på en gnu!. Det fælles for disse minispil er, at det som regel kræver en eller anden kombination af præcision og hurtige reaktioner med wiimoten at opnå de påkrævede antal point.

Det er i forbindelse med minispillene værd at nævne, at TV Party understøtter et Wii balance board, men det er ikke nødvendigt at have et for alle minispillene kan sagtens spilles uden. Boardet anvendes stort set udelukkende til spillets racerminispil og de mange danse minispil. Dansespillene, som jeg ikke har nævnt endnu, er ganske sjove og fungerer som en form for American Idols, hvor man skal ryste og bevæge wiimote og nunchuck controllerne, således, at man laver samme positioner, som dem, der vises på skærmen. Det kræver lidt træning, men når man først har fået timingen på plads er disse dansespil absolut TV Partys sjoveste minispil, ikke mindst fordi de Rabbids, der er dommere, er ganske morsomme at kigge på under spillet.

Man kan spille Rayman: Raving Rabbids TV Party alene og bare forsøger at sætte high scores og befri nye beklædningsgenstande, der klan bruges i ”Pimp my Rabbid” minispillet. Men generelt så er spillet sjovest hvis man er flere om at spille - især dansespillene kan anbefales som et sjovt indslag, hvis man har vennerne på besøg. Men det er jo nok de færreste, der har mere end et balance board og det er måske også kun de færreste der har fire wiimotes og fire nunchucks. Heldigvis kan enkelte af minispillene for eksempel ”Pimp my Rabbid”, spilles online.

Visuelt ligner Rayman: Raving Rabbids "sig selv". Der er med andre ord ikke sket det store siden sidste udgivelse. Kaninerne er stadig med til at bringe masser af humor og skøre indfald ind i spillet og til trods for en ret simpel grafik, så fungerer TV Party rigtig godt. Faktisk vil jeg mene, at spillet har en større bredde og bedre fungerende humor end Rayman: Raving Rabbids 2, hvor humoren aldrig rigtig kom helt op i tempo.

Har man spillet de foregående Rayman: Raving Rabbids og kan man lide konceptet, så er det svært at gå galt i byen med TV Party. Men er man træt af minispils samlinger til Nintendo Wii (og dem er der f***** mange af), så vil dette spil hænge dig langt ud af halsen – Rabbids og skør humor eller ej. Selvom humoren er god og der er mange sjove minispil med i spillet, så er TV Party, som sine forgængere, ikke et spil der har alverden til levetid. Man skal ikke forvente at spille det mange dage i træk, men det kan med succes findes frem igen og igen med jævne mellemrum for at skabe et billigt grin.

Samlet set lever Rayman: Raving Rabbids serien videre og TV Party var måske den indsprøjtning af saltvand serien havde brug for efter Rayman: Raving Rabbids 2, der viste en række svaghedstegn. Men når det så er sagt, så er der stadig tale om et gimmick-baseret spil, der næppe vil bliver husket længe efter at kalenderen begynder at vise 2009.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).