Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad Language

Sidste år mente vi, at vi mindst var blevet uddannede kirurger, efter at vi havde spillet Trauma Center: Second Opinion – men det var bare ikke nok til at overbevise bestyrelsen på det lokale sygehus til at give os et job som hjerne kirurg. Derfor er vi igen gået i træning med Trauma Center: New Blood og denne gang skal det nok lykkes for os!

Under kniven igen

Ligesom sin forgænger og Trauma Center spillene til Nintendo DS er Trauma Center: New Blood en simulation af en operationsstue på et større hospital. Der er ikke tale om en økonomisk simulation, men om en form for puzzlespil, hvor de enkelte operationer og behandlinger er puzzles, bundet sammen af en handling. Mellem operationerne fortælles spillets plot i form af en masse dialog imellem læger, sygeplejersker og patienter. Der er melodrama på alle tangenter, men selve kirurg-delen, hvor man med diverse instrumenter og medikamenter skal behandle forskellige sygdomme og traumer er lige så spændende i New Blood, som det var i Second Opinion – også selvom sværhedsgraden er så knusende svær at dette spil let kan koste en wiimote eller to livet.
 
Spillet følger to læger, Markus Vaughn og Valeria Blaylock, der begge besidder den mystiske "Healing Touch"-evne, som hovedpersonen i Second Opinion også havde. De arbejder på et hospital lige smæk i midten af ingenting (nærmere bestemt i Alaska), hvor de møder og behandler patienter med alt fra riffelskud til dårligt hjerte. Plottet mellem operationerne er noget mere forvirrende og uden den samme røde tråd, som der var i Second Opinion, men i det mindste er selve operationerne stadig god underholdning. Plottet er som sagt til tider en kende melodramatisk og til tider en kende for sukkersødt, f.eks. når man kan vælge at operere en fattig mors syge barn gratis. Nej vi er naturligvis ikke hjerteløse – men ingen arme, ingen kage!
 
I starten er operationerne ganske enkle og kræver kun få instrumenter og indgreb – men efterhånden som spillet skrider frem bliver operationerne længere og længere og meget mere komplekse. Der er ikke megen hjælp at få, når man først har lært de forskellige instrumenter og medikamenter at kende – så det er op til dig selv at gennemskue hvordan problemerne under operationen skal løses – og laver du for mange fejl eller er for langsom i kritiske øjeblikke, ja så dør patienten. Der skal faktisk ikke ret meget til – brug det forkerte instrument på det forkerte organ – vupti, så kan du godt udfylde en dødsattest.
 
Langt størstedelen af spillet handler om at vælge det rigtige instrument og bruge den på det rigtige sted / organ på patienten. Man skal huske at gøre tingene i en bestemt rækkefølge, således, at man desinficerer før man skærer, skanner før man roder, syr før man giver antibiotika og så videre. Det lyder måske ikke så slemt, men der kommer hurtigt mange led ind i operationerne og udover at vælge de rigtige ting og medikamenter, skal man også anvende dem korrekt, for eksempel skal man med skalpellen roligt følge den linje man skal snitte i kroppen – let nok når det handler om et lige snit, men når man skal skære organer ud eller fjerne mystisk formede kræftceller, så bliver det pludselig en anden sag.
 
Heldigvis kommer Healing Touch evnen ind i billedet – den fungerer som en form for "bullet time" eller ekstra healing til patienten. Men selv med den i baghånden er Trauma Center: New Blood ikke et spil for folk uden tålmodighed. Det er nemlig rasende svært, selv på den letteste af de tre sværhedsgrader. Problemet er ikke kun at patienterne dør til højre og venstre - en forkert bevægelse og så er det i affaldsskakten med patienten. Problemet er også at hvis en operation mislykkes, så skal man starte helt forfra – og nogle af dem kan sagtens tage mellem fem og ti minutter. Det er begrænset hvor sjovt det bliver at starte den samme operation om og om igen, fordi man taber på en af de sidste komplicerede procedurer. Og ja... operationerne er på tid, så oven i alt det her kommer en stressfaktor.
 
Spillet er ikke fotorealistisk – og tak for det, for der er vist ingen af os her på redaktionen der ynder at se indvolde eller blod. Det er derimod i samme visuelle stil som sin forgænger – typisk japansk anime i spillets mellemsekvenser, der primært består af stationære personer som taler til hinanden. Grafikken i operationerne er stort set magen til dem man oplevede i Second Opinion. De er tydeligvis designet med gameplay for øje og ikke som en realistisk gengivelse af et menneskes anatomi. Så alle kan være med.
 
Som noget nyt siden Second Opinion er der kommet tale i spillets mellemsekvenser - det er sjovt nok en stor forbedring, når nu der ikke sker så meget andet i mellemsekvenserne end at personerne, der snakker, vises på skærmen. Musikken, som der ikke er ret megen af, er ikke værd at skrive hjem om.
 
Samlet set går New Blood i sin forgængers fodspor. Spillet er måske lidt bedre end Second Opinion, men da det er primært er talen, der er den store tekniske forskel mellem de to spil, kan man vist roligt konkludere, at der ikke er sket de store gamplaymæssige landvindinger siden sidste udgivelse. Men kunne man lide Second Opinion og er man ikke bange for frustrerende nederlag, så er Trauma Center stadig et befriende anderledes og underholdende puzzlespil. Giv det en chance, hvis du har en lille kirurg i maven. Vi er i hvert fald sikre på, at vi snart kan træffes som kirurger på Aalborg Sygehus (så er du advaret!).

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).