Zubo!

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Hvad får man, hvis man krydser Pokémon med et vilkårligt rytme-spil? Svaret kunne meget vel være Zubo – et nyt spil fra EA, hvor man støder på underlige væsner, man kan rekruttere i kampen mod nogle andre underlige væsner... i takt til musik! Vi kigger nærmere på produktet indenfor.

Pokémon Hero?

Børn elsker Pokémon – og i disse Guitar Hero/Rock Band-tider er det meget forståeligt at nogen forsøger at kombinere de to ting. Zubo er et simpelt rollespil til Nintendo DS i stil med Pokémon, hvor man har nogle små væsner (de gode Zubos), der skal dyste imod andre små væsner (de onde Zombos). En dyst er i dette spil lidt en mellemting mellem kamp og dans, og selv når det går vildest for sig, ser dysterne mere ud til at være ufarlige løjer end egentlig alvorlig vold.

Man ankommer til Zubalon uden mulighed for at dyste med nogen, men man møder hurtig Zuboen Pinky og bliver derefter præsenteret for de muligheder og den historie spillet byder på. Det hele foregår i et tempo hvor alle kan være med, selv når det mest avancerede bliver forklaret. Man møder flere Zubos på sin vej – der er 55 forskellige – og man skal selvfølgelig vælge de rigtige at bruge på forskellige tidspunkter. Nogle Zubos skal have lidt hjælp før de gider hjælpe dig, hvilket medfører at man tit i spillet har flere forskellige ting at give sig til. Zubos findes i mange varianter, men inddeles generelt i tre grupper: angreb, forsvar og kunstnere. Denne inddeling er inspireret af den gamle sten/saks/papir-leg, så en slags Zubo er meget svag overfor en anden slags, men stærk overfor den tredje slags. Da man højst kan vandre rundt med 3 Zubos på holdet, giver det derfor god mening at have en af hver, så man ikke gør sig sårbar overfor én bestemt slags fjende. Heldigvis er det ikke svært at bringe menuen op med stylussen og ændre på holdopsætningen.

Kampene foregår efter tur. Du vælger hvilken Zubo du vil angribe med, vælger hvilket angreb du vil bruge, og så går det ellers løs med at trykke på skærmen på de rigtige tidspunkter. Når din Zubo angriber vil der på skærmen være en streg rundt om den, og den streg vil komme tættere og tættere på. Når stregen rører Zuboen skal man som spiller røre skærmen. Vildere angreb betyder flere og hurtigere streger, så de er både sværere for Zuboen og for spilleren at udføre. Denne dynamik i kampene sikrer, at man ikke bare sidder og venter på at kampen skal blive færdig, selv når man har haft en masse dyster efter hinanden. I modstanderens tur er der endda en knap, der spoler kampen hurtigt frem. Sådan en knap har hærdede konsol-rollespillere efterhånden manglet i mange år, og det virker rigtig godt til at forhindre den ”døde tid”, der tit opstår i fjendens tur.

Spillet styres udelukkende med stylus (den lille pind der følger med DS'en), hvilket gør styringen mere intuitiv end hvis man skulle bruge knapperne. Det gør også kameraet en smule irriterende, og hvis man i forvejen har vænnet sig til knapperne vil man måske komme til at mangle den præcision, de giver. Spillet giver mulighed for at spille to imod hinanden – men begge spillere skal have et eksemplar af spillet. Vi har ikke haft mulighed for at teste denne del af spillet, men det lyder ret underholdende.

Grafikken er ret imponerende efter DS-standard. Det samme er musikken og lydeffekterne faktisk også. Det er ikke noget, der blæser spilleren omkuld i dag, men hvis spillet havde været udgivet for blot et par år siden, havde det virkelig taget kegler. Til gengæld har spillet – eller måske nærmere de forskellige Zubos – personlighed i spandevis. De forskellige teknikker de kan bruge er tit ret komiske, og fordi Zubos er så simple, men alligevel godt animerede, så fungerer det hele ret godt. Nye angreb bliver afprøvet lige så meget fordi man gerne vil se animationen, som fordi man vil vinde kampen.

Zubo er et hyggeligt spil, der er simpelt nok til at være introduktion til nogle af de mere tunge rollespil på DS som Dragon Quest og Final Fantasy, men hvis man i forvejen kommer derfra vil Zubo nok virke lidt for tyndt.

Om Søren Vestergaard