Manhunt 2

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Helt tilbage i 2003 udkom det første Manhunt – et råt og brutalt spil, der i den grad gik langt over den streg, som de fleste computerspilskritikere har for hvornår spil er for voldelige. Faktisk gik spillet så langt over stregen, at det endte med at være en lille prik i horisonten. Det kunne få Rockstars kritikere til at blive helt røde i hovedet og hvæse om "moralsk anstødeligt og afstumpet indhold" – det gjorde vi ikke, vi synes nemlig det var fedt at dolke folk ihjel i slowmotion med et stykke glasskår...

Omdiskuteret voldsorgie

Manhunt 2 har allerede været en hel del i medierne – til trods for at det først udkom sidst i oktober i år i Europa. For spillet har faktisk været klar længe, men det fik en "Adults Only" rating i England og Irland og det satte udgivelsen i stå, idet Sony ikke accepterer spil med den rating fra 3. parts udviklere. Derfor måtte Rockstar gå i tænkeboks og redesigne spillet til det europæiske marked – nu er det så langt om længe nået frem... og for at være helt ærlig, så har al den hype og hysteri om spillets forfærdelige brutale indhold været kørt helt af sporet, for spillet lever i hvert fald langt fra op til den medieomtale det har fået. Jo det er brutalt og voldeligt, men ikke i samme grad som sin forgænger.
 
Spillets hovedperson er Danny Lamb – en indsat på en galeanstalt, der naturligvis har hukommelsestab (som hovedpersoner i computerspil har til vane at have). Ved et uheld slippes den gode Hr. Lamb fri og efterhånden som han arbejder sig gennem voldsorgie efter voldsorgie i spillet begynder han at opdage brudstykker af sin fortid – blandt andet noget med et medicinsk eksperiment, som han på den ene eller den anden måde har været involveret i. Plottet viser sig faktisk at være temmelig banalt og der er ikke helt samme stemning over Manhunt 2, som der var i det første spil, der, i hvert fald i starten, havde en helt fantastisk og uhyggelig stemning.
 
I det første spil spillede man en ukendt person, smidt midt ind i produktionen af en form for bestialsk snuff-film, hvor man måtte kæmpe for overlevelse imod en ukendt fjende. Som Danny i Manhunt 2 er målet at finde informationer om sin baggrund, så mystiken og uhyggen mangler delvist. Bevares spillet har stadig masser af stealth elementer (spillet er, som sin forgænger, primært et stealth action spil), hvor man kan blive bange for at blive opdaget eller fanget, mens man sniger sig rundt på hospitalet og de lokale omgivelser, men det er bare ikke helt så medrivende, som forventet.
 
Stadig masser af rå vold
Dog er spillet stadig lige så råt og brutalt som det første spil. Der er masser af bestialske slagsmål, vold (inklusiv det gode gamle hug til kuglerne) og en rå og troværdig dialog. Der er forskellige måder at slå folk ihjel på – alt efter hvordan du får sneget dig ind på dem og hvornår du får trykket på din angrebsknap. Resultatet er dog altid en blodig afstumpet omgang, der dog er langt fra så detaljeret eller visuelt udpenslet, som i det første spil. Spillet giver dig kun meget sjældent adgang til skydevåben (heldigvis da for kontrollen med dem er elendig) – til gengæld er der en bred vifte af interimistiske våben såsom brandøkser, kanyler og køller, som man kan hakke, stikke, smadre og knuse fjenden med. Ja – glasskåret er med igen.
 
Til trods for en meget mørk og gnidret setting samt masser af rå vold og en meget direkte stil, så kan Manhunt 2 ikke løbe fra, at vi sidder med et PlayStation 2 spil, der har nogle år på bagen allerede. Spillet ser gammelt ud – animationerne er ikke helt i top og til trods for det gnidrede filter, der er lagt over grafikken, så er det tydeligt, at spillet ikke er rigt på detaljer og at omgivelserne er alt for enkle – hvad enten man render rundt på et sindssygehospital, en nasset tankstation eller i en stripklub. Selv for et PlayStation 2 spil, så er den tekniske udførsel i Manhunt 2 helt tydeligt ikke i topform.
 
Selve stealth-mekanikken fungerer ganske godt og er man fan af den slags spil, så er Manhunt 2 et af de bedre af slagsen vi har set i lang tid – det er nemlig som om stealth genren har været ved at dø lidt ud i den sidste tid. Spillet byder på en lang række klassiske "stealth manøvrer", såsom evnen til at snige sig, presse sig op af vægge, søge tilflugt i mørke områder og evnen til at smugkigge rundt om hjørner. Stealth-kills er naturligvis en stor del af fornøjelsen ved at være en psykopat på fri fod og dem er der, som nævnt, rig mulighed for at udføre.
 
Udover problemerne med grafikken er det mest irriterende ved Manhunt 2 de computerstyrede fjenders intelligens – eller mangel på samme. AI´en er med andre ord ikke særlig god og det betyder en lang række fejl, hvor fjenderne f.eks. går lige forbi dig uden at opdage dig eller går frem og tilbage og bevogter den samme halve meter gang. Fjenderne har ligeledes en tendens til at sidde fast i deres omgivelser, så man bliver nød til at angribe dem for at få dem fri.

Manhunt 2 har allerede fået en ikke ubetydelig omtale og helt ærligt, så lever spillets plot, grafik og ikke mindst gameplay slet ikke op til den opmærksomhed medierne har givet spillet – jo det er stadig brutalt og afstumpet og spillet har en rasende psykopat i hovedrollen, men ser man bort fra alt det, så er Manhunt 2 dybest set bare et almindeligt stealth actionspil, der på grund af interessant karakterdesign og gode muligheder for stealth-kills er et stykke over middel.

Var man fan af det første Manhunt, så er Manhunt 2 meget mere af samme bloddrybbende skuffe med masser af brutal afstumpet vold for voldens egen skyld. Vi siger ikke den slags er forkert – tværtimod! Den slags er bare ikke rigtig nok længere, for i dag står der altså 2008 på kalenderen og det første Manhunt er efterhånden blot et fjernt minde.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).