LocoRoco!? Det lugter langt væk af pluddersprog og børnespil. Bedre bliver det ikke, når man hører titelmelodien til LocoRoco 2, der spilles i PSP’ens cross-bar-menu, inden man overhovedet har fået mandet sig op til at starte spillet. Vidste man ikke bedre, ville sveden allerede så småt begynde at pible frem på panden, ved tanken om det farvehelvede man af Chef Redaktøren, var blevet indlagt til at opholde sig i. Heldigvis ved denne anmelder bedre, og har glædet sig til endnu engang, at pludre med på en hyggelig tur gennem charme-land.
MuiMui, BuiBui og Moja
LocoRoco 2 er ikke et børnespil, ligesom den to år gamle originale titel heller ikke var det. Man kunne dog let forledes til at tro noget andet, både på grund af spillets barnagtige præmisse og præsentation. Der gemmer sig dog langt mere under overfladen, ligesom spillet i et større perspektiv er lidt af en geni-streg rent spil-teknisk.
Den onde Bonmucho, og hans Moja-hær, planlægger endnu engang at angribe LocoRoco’ernes planet, denne gang med sange der kan hive livskraften ud af planter og dyr. De syv LocoRoco-arter, må stoppe ham for enhver pris. Dét bliver til en omgang charmerende platforms-eventyr med par twists, stort set ligesom det originale spil tilbød. På en given bane styrer du en LocoRoco, et lille rundt dyr, du umiddelbart kun kan flytte ved at tilte spilverdenen til enten højre eller venstre, med PSP’ens skulderknapper. Den lille syngende glade gut, kan dog også hoppe, og endda vokse sig større ved at spise røde blomster. LocoRoco’ens anatomiske funktioner stopper dog ikke her. Trykker man cirkel adskiller LocoRoco’en sig til flere små LocoRoco’ere alt efter hvor mange blomster den har spist.
Det lyder underligt, og LocoRoco 2 er da også noget usædvanligt i forhold til stort set alt andet. For det første er grafikken utroligt simpel. Det er ikke meget andet end farvede silhuetter, der får lov til at repræsentere spillets objekter og karakterer. Det er ”less is more” for alle pengene, og det virker fortrinligt. Spillets forskellige underlige arter, der kun til dels har ophav i vores egen verden, kvækker med efter samme mine, igennem nogle af de mest udtryksfulde lydeffekter denne anmelder har lagt øre til. Det er død charmerende hele vejen igennem, og virker friskt, uden at være for infantilt eller irriterende, selvom der er genbrugt meget fra originalen.
Spillets kerne er også den samme. LocoRoc’erne triller rundt det bedste de har lært, og æder sig mætte i røde blomster, til de er lige ved at sprænges. Derefter skal målstregen findes, hvor pointene tælles sammen, inden man bliver sendt videre til den næste bane. Alligevel føles LocoRoco 2 så meget bedre end sin forgænger, fordi udviklerne hos SCEE ikke bare har villet siddet på deres flade, men har forsøgt at bevæge sig endnu tættere på det perfekte. Balancen i spillets sværhedsgrad er denne gang helt fejlfri. Det første spil var på ingen måde frustrerende eller svært, måske snarere en anelse for nemt. LocoRoco 2 følger trop; Man kan uden videre skøjte igennem de forskellige baner, uden på noget tidspunkt at sidde fast. Det når dog aldrig til punktet, hvor man ikke føler sig udfordret, for hvor spillet på den ene side er nemt at gå til, er det også svært at mestre. På hver bane er 20 røde blomstre, tre MuiMui (små blå mænd) og en række bonus point, godt gemt af vejen, bag usynlige vægge og forskellige fjender. Disse skal alle findes og indsamles, før man med tilfredshed kan se ”perfect” klistret henover skærmen.
Denne komposition er intet mindre end genial. På den ene side kan spilleren få lov til, at gå så lidt efter de gemte objekter som han vil, ved at følge den lige vej igennem spillets baner, uden at han på nogen måder straffes eller ikke underholdes, og på den anden side kan han udfordre sig selv ved at gå på opdagelse. Samtidig introduceres der hele tiden nye egenskaber for spilleren, så der er god grund til at gå tilbage til tidligere baner, og se om man ikke kan finde bare en MuiMui eller rød blomst mere. Der skabes hele tiden enticement for at finde alt i spillets baner, gennem forskelligt bonus content og mini-games, der åbnes herved. Disse er langt mere interessante end de lettere kedelig af slagsen, man fandt i det første spil.
To store features må nævnes i denne sammenhæng: ”MuiMui-house” og ”Loco Stamp”. Ligesom i det foregående spil, kan man finde MuiMui på spillets baner og sende dem tilbage til MuiMui huset, hvor de på charmerende vis begynder at bruge værelserne og tingene heri. I noget der kunne minde om Sim-towers, får spilleren lov til at bygge på huset, ved at bruge de bonus-point og objekter han samler op gennem hele spillet. I Loco Stamp skal man klistre klistermærker på prædefinerede pladser, som igen åbner for mere bonus content. Det er ikke dele, der kunne stå på egne ben, men de fylder alligevel godt i landskabet, og er under alle omstændigheder underholdende additioner til selve spillet.
Gameplayet er også blevet udvidet en smule, så der nu også skal rammes toner på de rigtige tidspunkter, når LocoRoco’erne forsøger at vække spillets karaktere med deres spæde barnestemmer gennem glad sang. Musikken fylder meget i LocoRoco, og bidrager for det meste til den hyggelige stemning, selvom enkelte af numrene, og LocoRoco’ernes stemmer, er decideret irriterende.
LocoRoco 2 er et godt bud på, hvad der skal ligge under juletræet i år, hvad enten man er ung eller gammel. Spillets præmisse kan som sagt snyde, men bag denne maske gemmer der sig et udfordrende og hyggeligt spil, hvori der er mange timer gemt, hvis man vil se alt hvad det har at byde på. Denne iteration af originalen har langt mere kant, og en bedre balance, der gør spillet til en fængslende og mindst lige så god oplevelse.
Loading ...
