Får du bare nok af kvalm juleglögg, tørre pepernødder, falske julemænd og stormagasiner der æder pengepungen. Så er timingen af Manhunt 2 måske meget godt tilrettelagt – et sted hvor aggressive og morderiske lyster kan få frit spillerum. Radikal sadisme er måske ikke den værste terapi i denne julehøjtid, og Manhunt 2 opfylder sin status som nutidens ondeste spil.
K for kontroversielt
Rockstar Games har konceptuelt bevidst placeret sig som spilbranchens frækkeste dreng. Med sine evige headlines, sagsanlæg, anarkistisk markedsadfærd og konsekvente 18+ spiltitler, griner de sikkert hele vejen til banken. Og dem som mente at GTA var brutalt måtte redefinere deres verdensopfattelse da Manhunt med et hammerslag ramte spilhylderne. Ja, det var ualmindeligt kynisk, sadistisk, degenererende og alle de andre sjove ting – men det var også en titel med budskaber. En kritisk kommentar til den dobbeltmoralske mediekultur, hvor frygt og aversion bruges til at sælge primetime underholdning. Det blev en ambivalent spilleroplevelse, idet den mørke voyeurisme blev gransket. Manhunt var på mange måder et rigtigt godt spil – desværre mangler Manhunt 2 nogle af de sunde lussinger.
Tryk firkant for mord…
Langt mere plot-drevet end sin forgænger, Manhunt 2 begynder sin historie i et sindssygehospital der ligner verdens røvhul (undskyld ordvalget). Hovedpersonen Daniel undslipper sammen med sin makker Leo, og efterfølges nu af en mystisk organisation, The Pickman Project. Handlingens tråd uvikler sig prompte med mange varierende sekvenser og miljøer alt imens Daniel graver sig ned i byens undergrund, hvor klamheden, kvalmen og volden eskalerer til niveauer der passerer vores forestillingsevne.
Under huden er Manhunt 2 basalt set en kombination af spilgenrerne sandbox (hvor spilleren har frie handlingsmuligheder) og stealth (hvor spilleren undgår sine fjender). Man gemmer sig i skyggerne, sniger sig frem, lurer sine fjender og henretter dem bagfra med et koben, en kølle, en kvægstav – eller andre kreative våben. Dumdristighed straffes ofte med storstilede prygl – med døden til følge.
Selve strategien bag de morderiske manøvrer er overladt til spilleren. Den tålmodige spiller venter, mens den utålmodige tager mere risikofyldte handlinger, men begge metoder er lige legale. Desværre oplever man momentvist at handlefriheden snævrer sig meget ind. Nærmest trial and error i visse situationer. Pga. det dominerende plot i Manhunt 2 er spillepladen skrumpet betragteligt. Turen gennem kødbyen kører mere på tilrettelagte togskinner, så løsningsmuligheden er ofte prædefineret. Til gengæld er der langt flere kreative våben at lege med.
Fedest, en rundsav…
Første Manhunt legaliserede på en måde sin brutalitet, men i Manhunt 2 har spillets plot mistet sin ideologi. Det er ikke længere et sadistisk gameshow med en blodliderlig instruktør. Mordscenerne er ikke formidlet med skrattende tv-signaler. I stedet følger vi Daniels blodige eskapader gennem byens dunkle gyder – uden nogle pointer. Det rystende tredjepersons kamera er subjektivt med mystiske støjsignaler og psykedeliske farveeffekter – som verden set gennem en sindssyg mands blik. Men hvad er den dybere meningen? Frem for at indeholde et kritisk budskab, bliver volden i Manhunt 2 ikke rigtig motiveret – som vold for voldens skyld.
PSP’en er måske ikke den bedste platform til at begå bestialske seriemord. Det er et spil som kræver en vis grad af præcision, men den lille skærm og begrænsede indlevelse kan gøre det svært at se fjender eller danne sig et indtryk af spilrummet. Bliv ikke overrasket hvis en fjende formår at løbe frontalt lige ind i synet på dig, uden du opdager det.
Manhunt 2 er exploitation i spilformat og et udtryk for at spilmediet stadig vokser sig mere modent og i flere retninger end blot mainstream. Det oser at dystopi, dårlig luft, paranoia og outrerede miljøer. Modsat moralens vogtere mener jeg ikke at det er volden som gør Manhunt 2 problematisk – det er spillets manglende pointer. Man kan sige, at spillet lever mere på sit rygte end sine kvaliteter. Til gengæld er det et teknisk fermt spil med høj underholdningsfaktor – hvis man altså kan kalde det sådan. Men på trods af sin klamme gotiske æstetik og skræmmende visuelle effekter, må man også erkende: etteren var bedre.
Loading ...
