Dead Space

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Det er ikke fordi spilmarkedet er overfyldt med spil i ”rum gyser” genren. Det prøver Dead Space nu at råde bod på, med et spil der koger en god gang gryderet på stort set alle de film og spil i genren vi kan komme i tanke om. Så er du klar til Gordon Freeman møder Ripley og slås mod The Thing ombord på Event Horizon, så læs trygt videre.

Der er noget råddent i det ydre rum

Dead Space er et tredje persons actionspil der forsøger at bide nogle af genrens ikoner som Doom, System Shock og Bioshock i haserne. Spillets filmiske åbningssekvens sætter scenen. Du ankommer som del af et redningshold til det gigantiske ”planet minefartøjet” USG Ishamura, med over 1.000 mennesker ombord, som har udsendt nødsignaler fra sin position langt ude i rummet. Allerede ved ankomsten går tingene alvorligt galt og du bliver adskilt fra resten af redningsholdet og er herfra på egen hånd i forsøget på at finde ud af hvad der er sket på Ishamura, slippe helskindet væk igen og ellers kæmpe dig igennem de horder af monstre som hovedparten af rumskibet er blevet forvandlet til.

Det varer nemlig ikke ret længe før du bliver stillet ansigt til ansigt med alvorlige problemer med nogle af de mest hæslige monstre vi har set længe. Har du set John Carpenters mesterlige ”The Thing”, vil du vide nøjagtigt hvilke groteske og forvredne menneskelige mutanter du er oppe imod her. (Hvis ikke bør du leje den og se den snarest muligt). Forvredne krøblinger der ser ud som om hud, knogler, muskler og indvolde er smeltet sammen i en stor masse huserer frit på skibet og bruger flittigt skibets luftkanaler til at komme frem overalt og til konstant at angribe dig. For at forsvare dig, må du anvende de våben du kan finde ombord på skibet. Det vil i praksis sige at dit arsenal består af forskellige former for mineudstyr som du kan bruge til at skære, hakke, save eller brænde monstrene i småstykker. Og for en enkelt gangs skyld skal ”i småstykker” tages helt bogstaveligt her. Det der engang var Ishamuras besætning har nemlig ikke tænkt sig at lægge sig ned ved blot at få en salve i hovedet eller i kroppen. Hvis du vil nedlægge dem effektivt, er du nødt til at skyde / skære /hakke lemmerne af dem en efter en i kaskader af blod. Lyder det ulækkert? – Det er det også, men det giver også spillet en helt anden strategisk dimension, hvor du også skal finde ud af, hvilke lemmer du skal fjerne på de forskellige modstandere.

Fortælleteknik i topklasse
I et forsøg på at skabe en så realistisk stemning som muligt, har udviklerne valgt at fjerne alle de sædvanlige tal og statistikker for helbred, ammunition, rustning og så videre fra skærmen. Hvis du for eksempel vil se hvor meget ammunition du har tilbage må du kigge på måleren på selve våbnet og dit helbred kan du aflæse direkte på din dragt. Sammen med de lyd- og videologs du finder rundt omkring, giver det en nærmest filmisk stemning, hvor du i spillets bedste øjeblikke næsten føler dig hensat som en del af en stort anlagt Hollywood film.

Undervejs i spillet får du mulighed for at opgradere dine våben og dit udstyr ved at samle ”power nodes” og efterfølgende anvende dem ved en af skibets mange arbejdsbænke. Du kan også købe nyt udstyr i ”shopping maskiner”, hvor du også kan uploade tekniske tegninger af våben som du finder undervejs, for derefter at få maskinen til at lave det til dig. Spillet holder en rigtig god balance hvor du bliver holdt på tæerne med hensyn til dit, udstyr dine våben og dine penge. Du sidder hele tiden med en følelse af at du bliver nødt til at spare på det hele fordi der konstant er mangel på både ammunition, penge og power nodes.

Teknisk set er der ikke en finger at sætte på Dead Space. Grafikken er i absolut topklasse og noget af det bedste vi har set, uanset om det gælder trange korridorer i midten af skibet eller den storslåede udsigt fra skibets kommandobro. Lyden er om muligt af endnu højere klasse og du vil forbavses over de mange detaljer fra fjerne skrig, uforståelig mumlen og hvisken tæt ved dig, puslen og skramlen i ventilationsskakterne og lyde af værktøj der bliver tabt højt oppefra og falder gennem skibet med høje metalliske lyde.

Bortset fra et, til tider, ensformigt opgavedesign er Dead Space så langt næsten det perfekte rum gyser spil. Men så starter problemerne.

I rummet kan ingen høre dig smadre dit keyboard
For det første, så er spillet meget lidt uhyggeligt. Det skyldes til dels at monstrene er utroligt forudsigelige og hele tiden dukker op nøjagtigt hvor du forventer det. Men den manglende uhygge skyldes med garanti også at udviklerne har skudt helt ved siden af med spillets gamma niveau og lysintensitet. Alting i spillet stråler simpelthen som et juletræ og selv i rum der burde ligge hen i næsten totalt mørke, står hver eneste lille detalje knivskarpt frem. I spillets opsætningsniveau har du godt nok mulighed for at justere lysintensiteten, men selv på laveste niveau ser alting ud som om det er oplyst af projektører. Men værst af alt, er styringen af spillet. Uden at overdrive, kan vi sige at Dead Space har en af de absolut dårligste styringer vi nogensinde har set på PC. Er du højrehåndet gør det spillet frustrerende besværligt at gå til. Er du venstrehåndet, så er spillet i praksis ikke muligt at spille. Keyboardets standardopsætning er med de traditionelle WASD taster til frem og tilbage og til siden, mens musen styrer kameravinklen når du står stille men drejer din person når du bevæger dig. Men stik imod alle konventioner, kan du ikke bruge A eller D til at bevæge dig sidelæns samtidig med at du bevæger dig frem og tilbage. Bliver du angrebet bagfra betyder det at du skal begynde at gå fremad på W, mens du maser løs med musen for at få din person til at dreje rundt i en stor bue. Det føles fuldstændig som at prøve at vende en supertanker i Nyhavn og det hører slet ikke hjemme i et spil af denne kaliber. Desuden er spillets kamera fast forankret i samme position over personens højre skulder når du bevæger dig. En position der ligger så langt ude til højre at det er umuligt for dig at orientere dig og som dermed resulterer i at du konstant går ind i alting. For venstrehåndede er der den krølle på halen at, selvom det er muligt at lave keyboard opsætningen om, så kan man IKKE ændre bevægelsestasterne til piletasterne eller til tal tasterne på tastaturets keypad.

Vi græmmes
Dead Space havde alle muligheder for at blive et fantastisk PC spil, men udviklerne ødelagde det fuldstændig med en helt og aldeles håbløs styring. Vi kan kun drømme om hvor fedt spillet ville have været, hvis man havde valgt en traditionel første person styring og et standard styringssystem, samt skruet lidt ned for lyset. Det virker ekstra surt, fordi det formentlig ville have været det nemmeste i verden at lave. Alt det besværlige: Historien, grafikken, lyden, fysikken er næsten perfekt. Hvis ikke der var så fantastisk mange gode ting, ville vi have slagtet spillet fuldstændig alene på de problemer der er med at spille det tilfredsstillende, men vi nøjes med, med blødende hjerte, at trække kraftigt ned. Vær opmærksom på, at konsolversionerne overhovedet ikke er plaget af de samme problemer. Her sidder styringen lige i øjet og spillet har den rigtige lyssætning. Har du en konsol, så køb Dead Space til den. Har du ikke, så køb Bioshock til PC i stedet for, eller spil System Shock 2 igennem een gang mere.

Om Jesper Søtofte