Monopoly

Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 3+

Electronic Arts har i tæt amarbejde med brætspils-giganten Hasbro forsøgt at konvertere Hasbros mega-hit "Monopoly" fra den fysiske verden til den digitale. Men kan man overhovedet det? Læs med her og få svaret.

Monopoly

Monopoly må nok tage prisen som det mest kendte brætspil i hele verden. I Danmark har det dog indtil for nylig bedst været kendt som Matador (hvilket vi også vil kalde det i resten af denne anmeldelse). Det er ikke uden grund, for det tager et i grunden ret simpelt koncept og gør det til noget som familie og venner kan bruge mange timer på uden at komme til at kede sig. Langt de fleste har prøvet Matador, og det er vel de færreste, der kan sige, at de slet ikke på noget tidspunkt blev grebet af stemningen. Derfor er Matador blevet så populært som det er. Den der lidt udefinerbare magi, som alle brætspil forsøger at finde, den har Matador i spandevis. En anden ting, der har sikret spillet dets status er, at reglerne ud over at være simple, også sagtens har kunnet omgåes. Spillerne selv kan indgå aftaler, som sætter sig ud over reglerne og skabe lige den type spil-oplevelse, som tiltaler dem. Det er tæt på at være det ultimative brætspil for hele familien. Så det er med lidt skepsis, at vi tager fat på at anmelde EA’s forsøg på at overføre brætspillet til TV-skærmen. For kan det overhovedet lade sig gøre at få magien med?

Hvis man skulle have opholdt sig i sin kælder hele sit liv og derfor ikke kender Matador, så lad mig lige forklare det simple koncept. Man slår med to terninger og bevæger sig så rundt på spillepladen, som er delt op i 40 felter. 22 af de felter er ejendomme og lander man på sådan en, kan man købe den. Ejer man alle ejendomme i en serie, så kan man bygge huse og hoteller. Hvis andre spillere lander på dine ejendomme, skal de betale leje. Så er der nogle ekstra felter, som smider ekstra ting og lidt uforudsigelighed ind i spillet og det er dybest set Matador. Det gælder naturligvis om at tjene flest penge og få de andre spillere til at gå fallit. En vigtig del af dette spil er, at man sidder med andre spillere og kan indgår alverdens aftaler og pagter. En ting, som det kan være meget svært at overføre til en virtuel spilleplade, og derfor er vi noget skeptiske for hele ”Matador på PS2” konceptet.

EA’s udgave af Matador har alle reglerne fra brætspillet med og holder fint styr på dem. De kan tilpasses i stor grad, så man kan indrette spillet helt efter sin egen smag. Der kan laves handler mellem spillerne, hvor både ejendomme og penge indgår, så langt hen af vejen er det fuldstændig som brætspillet, bortset fra at PS2’en holder styr på pengene og ejendommene og dermed fritager spillerne fra det ansvar. Man kan til dels også indgå de lidt mere ’lyssky’ aftaler, som bøjer reglerne lidt, hvis de altså ikke kræver at PS2’en skal se bort fra pengeoverførsler, da de altid sker automatisk.

Ud over det almindelige Matador, så kan man også spille en Get Rich Quick udgave. Det er en udgave af Matador, som er designet til dem som har travlt og gerne vil have overstået et spil på 30-60 minutter. Det gør brug af mini-spil for at sætte tempoet i vejret, og minder faktisk slet ikke om det originale Matador. Det eneste de to spil har til fælles er spillepladen. Det er faktisk lidt svært at forklare Get Rich Quick spillet. Jeg vil nøjes med at sige, at det er et hurtigt spil med masser af action, men det er ikke i nærheden af at være lige så sjovt som almindeligt Matador, og vinderen bestemmes næsten udelukkende af held, så dygtighed / snilde har stort set intet at sige.

Udseendet af spillet er ret låst fast for EA. Det er begrænset hvor meget de kan ændre på brætspillets design. Det har de heller ikke gjort. Det eneste der er nyt i forhold til brætspillet, er guiden, som vandrer rundt på pladen og fortæller hvad der sker. Oversigten over hvem der ejer hvad på pladen er også blevet lidt nemmere i denne udgave, da man ved hjælp af små farve-felter kan se hvem der ejer hvilke grunde rundt omkring. Der er flere forskellige udgaver af spillepladen, som kan låses op, og det er da god variation, men når først man er kommet i gang med spillet lægger man stort set ikke mærke til hvilken plade man bruger, da de alle er opbygget helt ens. Guiden kommenterer som sagt alt hvad der sker, og han bliver altså noget anstrengende at høre på efter et par timers spil, da han ikke har så mange forskellige kommentarer og blot gentager sig selv utrolig mange gange.

EA har lavet en ganske habil virtuel version af brætspillet, men jeg vil nu alligevel foretrække at sidde rundt om bordet med brættet i midten frem for at sidde samlet foran skærmen. Man slipper for bogholderiet, da PS2’en holder styr på dette, men man mister også noget af magien i spillet ved overførslen fra bordet til skærmen. Har man ikke lige nogen at spille Matador med, så er det da bestemt et plus at kunne spille det alene i PS2 udgaven, men så er magien stort set helt væk i spillet, da menneskelig modstandere er en vigtig del af den magi. Og brætspil er bygget til at man skal spille med andre mennesker, selv om man selvfølgelig kan bruge virtuelle modstandere til at øve sig på. Så egentlig et ok spil, men i mine øjne ganske unødvendigt, da brætspillet så klart er at foretrække når der skal spilles Matador her i hjemmet.

Om Frank F. Pedersen

Frank har anmeldt spil i mange år og må nok betegnes som en veteran i branchen. Har anmeldt for Jubii Games og Spilzonen inden han kom til Gamesector. Han kaster sig gerne over alle typer spil og på alle formater, hvis han kan få fingre i det. Det er dog rollespil og mmorpg's der er hans foretrukne.