Nogle spil er dømt til at blive overset. De har en ukendt og generisk titel, en ukendt udvikler og et minimalt markedsføringsbudget – udviklernes eneste håb for succes er, at de højere kræfter spiller ind og åbner folks øjne for deres spil. En bedre fremgangsmåde, kunne også være at give spillet til de anmeldere, som jubler, når de får kvalitet imellem hænderne – uanset hvem der så har lavet det.
Arkitører og kilden til livet
Lock’s Quest følger drengen Lock, hans søster Emi og deres bedstefar Tobias. Historien indledes med, at deres land invaderes af de såkaldte urværkere, der under ledelse af en genopstået ondskab ved navn Agony søger at overtage landets kilde til rigdom og liv – kraftbrøndene. Til alt held, har landet en stærk leder og ikke mindst de såkaldte arkitører der gennem generationer har dyrket kunsten at bygge forsvarsværker. Med ressourcerne fra kraftbrøndene kan en arkitør på kort tid omdanne både træ, sten og metal til vægge, kanoner og fælder – og det er netop den disciplin, som Lock hurtigt viser sig at have et naturligt flair for. Han går i lære hos de bedste, kæmper mod de værste og hjælper de svageste.
Det lyder nok alt sammen spændende, men måske også en smule ordinært – til alt held, så overrasker historien dog gang på gang. Så snart man tror, at sammenhængen er fundet, så er der personer som viser nye sider af sig selv og vender rundt på plottet. Netop personerne har alle en dybde der ses for sjældent, og som gør at spilleren hurtigt kommer til at holde af dem, eller i det mindste interesserer sig for dem på et niveau, der gør at mellemsekvenserne aldrig føles lange – selvom de vel i virkeligheden udgør en fjerdedel af spillet.
De resterende tre fjerdedele går med at forsvare landet mod urværkerne gennem et originalt, strategisk kampsystem. Grundlæggende er der tale om et system i Tower Defence-genren – altså, spilleren bygger forsvarsværker der angribes i bølger. Som i genrens andre spil, så består en kamp af to faser; først bygges der mure, kanoner og fælder, og så kæmpes der. Det unikke skal findes i Lock’s evne til at løbe omkring på slagmarken under slaget, hvor han kan reparere kanoner og mure, ligesom han kan kæmpe direkte mod urværkerne for på den måde at svække dem eller aflede dem. Spillet åbner løbende op for nye kanoner, materialer, fælder og andet der kan opføres i forsvarsværkerne, men også Lock bliver løbende stærkere ved, at han lærer nye angrebsteknikker. Spillets nok eneste reelle svaghed er det tidspres som findes i byggefasen – det er temmelig stressende at skulle bygge perfekte forsvarsværker på to minutter. Nogle vil sikkert finde udfordringen velkommen, men det kræver megen øvelse at kunne placere kanoner og mure præcist og hurtigt.
Spillet formår heldigvis at introducerer de nye ting i et tempo, der gør at alle kan følge med – dog hjulpet af, at de mere avancerede kanoner kun er anvendelige i meget gennemtænkte forsvarsværker, med en klar ensidig strategi. Oftest er en mere simpel, åben strategi med fokus på at koncentrere forsvaret på et lille og svært bevæbnet område den mest effektive – og det eneste man let kan opføre på to minutter. Det til trods, så gør den taktiske bredde spillet meget tilfredsstillende. Det kan sagtens være at den mest sikre strategi hurtigt findes, men spillet belønner alligevel originale opstillinger. Denne anmelder har eksempelvis haft succes med et lavt antal kanoner, mange fælder og en offensiv indstilling. Det er i øvrigt slet ikke fordi spillet er let, for dårlige forsvarsværker falder hurtigt. Man kunne dog godt ønske sig, at urværkerne var lidt bedre til at gå udenom kanonerne, men når de angriber i flok så er det selvfølgelig også effektivt bare at rive kanonerne ned.
Det spilmæssige indhold er med andre ord af høj kvalitet, og så har det en holdbarhed på 10-15 timer – medmindre det gennemføres flere gange. Overfladen er det også svært at sætte en finger på, for den isometriske 2d-grafik er velfungerende og på mange punkter virkeligt flot. Baggrundene vil for mange virke lidt for kedelige og ordinære, men personerne og urværkerne er mesterligt animerede. Selvom de er små på skærmen, så er de fulde af liv og karakter, hvad der også er en af grundene til at mellemsekvenserne fungerer så godt. Igennem dialogerne støttes personerne af portrætbilleder, der giver yderligere indsigt i deres sindstilstand – her skiller Lock og hans lillesøster sig sjovt nok negativt ud, da de synes at være tegnet i en lidt anden stil. Der virker underligt, men det fremhæver dog også, at de er historiens omdrejningspunkt.
Det ville blive en lang anmeldelse hvis der skulle skrives de fortjente, rosende ord om mini-spillet hvor Lock styrer kanonerne, om det fængede (men lidt for lille) soundtrack, om hvordan specialangrebene udføres og om konstruktionen af nyt udstyr – så det må du i stedet glæde dig til selv at opleve, når du om lidt bestiller Lock’s Quest i din yndlingsbutik. Er du til strategiske spil med en stærk historie, og er du enten løbet tør for taktiske RPG-spil i Final Fantasy Tactics-stilen eller blevet træt af deres manglende udvikling – så vil Lock’s Quest garanteret være noget for dig.
Loading ...
