Jeg har haft travlt den sidste uges tid. Jeg har brudt ind i utallige huse, udforsket enorme områder og skudt arme, ben og hoveder af utallige mennesker og monstre. Jeg har faktisk også stjålet Uafhængighedserklæringen, demonteret en atom-bombe og hjulpet en flok vampyrer med at finde føde. Det er bestemt ikke kedeligt at være anmelder, når en titel som Fallout 3 dumper ind af brevsprækken.
Fallout 3
Fallout 3 er et gigantisk spil. Det er der flere grunde til a jeg siger: ikke kun er den verden man render rundt ganske stor– et udbombet og forfaldent Washington efter en atomkrig, der er fyldt med mutanter, røvere og rovdyr. Det er også gigantisk på grund af de forventninger der er til spillet. Fallout og Fallout 2 var kæmpe successer, og fans af serien har ventet over 10 år på denne efterfølger. Men det er ikke kun fans af serien der har store forventninger. Lige siden det blev offentliggjort at Bethesda Softworks, som stod bag det fantastiske Oblivion, ville lave 3’eren, har mange andre spilfans end blot Fallout fans haft store forventninger til Fallout 3. Forventninger som spillet til fulde lever op til, og på trods af nogle mindre skønhedsfejl, kan man roligt inkludere Fallout 3 på listen over spil der er kandidater til titlen Årets spil 2008.
For dem som intet aner om Fallout universet kommer der lige en hurtig baggrundshistorie her: I 2077 starter 3. Verdenskrig og forvandler det meste af jordkloden til et atomart øde-område. En lille procentdel af USA’s befolkning overlever ødelæggelserne ved at søge tilflugt i underjordiske beskyttelsesrum, kaldet Vaults. I det første Fallout spil tog du rollen som en beboer i Vault 13 beliggende i Californien, som måtte drage ud for at få repareret den uundværlige vandpumpe, som holdt live i befolkningen. Det lykkedes selvfølgelig, og i Fallout 2 spiller du barnebarn til den person du var i 1’eren. Din opgave er at finde en såkaldt GECK – et teknologisk vidunder, som skal redde dit lille lokalsamfund.
Fallout 3 finder sted 36 år efter 2’eren, og fokus er flyttet fra det østlige USA til Vestkysten, nærmere betegnet området omkring Washington. Der ligger Vault 101, hvor du bliver født og spillet startes. De første 20 minutter af spillet foregår i din barndom, hvor du bliver introduceret til spillets grundelementer og dets kontrol. Efter denne korte introduktion forsvinder din far fra Vault’en, og det udløser mere eller mindre kaos i det lille samfund. Du nærmest tvinges til at søge ud og lede efter din forsvundne far. Ud i sollyset for første gang i dit liv.
Hvad der så følger, er sådan set op til dig selv. Du får selvfølgelig hints til hvor du skal starte med at lede efter din far, men det er fuldstændig op til dig selv om du vil drage derhen eller ej. Området lige omkring Vault 101 er forholdsvis roligt, så det er et ganske godt sted at skrabe nogle erfaringspoint op, så din karakter kan blive bedre. Du møder masser af mennesker der har en opgave eller to til dig. Bethesda blev skældt en del ud for deres system i spillet Oblivion, hvor monstre altid indrettede sig efter din karakters level, hvilket førte til at man sjældent blev udfordret for alvor. Det sker bestemt ikke i Fallout. Her venter pludselig død rundt om hvert et hjørne, og man kan nemt rode sig ud i alvorlige problemer. Det er herligt og er bestemt med til at få ødemarken omkring Washington til at virke som et virkelig farligt sted at opholde sig.
Der finds selvsagt ingen offentlige transportmidler efter en omfattende atomkrig, så al rejse skal ske ved egen hjælp. Man vandrer fra sted til sted, og det er en herlig fornemmelse at gå rundt og udforske de enorme områder. De er imponerende lavet og spillet ser fantastisk ud. Det faktum at man skal gå rundt er med til at man virkelig får set det hele, og har tid til at studere detaljerne omkring sig. Det kan dog også hurtigt blive kedeligt, hvis man altid var tvunget til at gå den lange vej fra en lokation til en anden. Så når man først har været på en lokation første gang, kan man altid ’zappe’ sig derhen fra kortet og det er en god ting. I starten var jeg noget skeptisk, for videre realistisk er det jo ikke at man i et snuptag kan flytte sig flere kilometre, men i et spil så stort som Fallout 3 må det siges at være et nødvendigt onde. Der er en masse quests der kræver at man render til og fra steder flere gange, og skulle man virkelig gå hver gang, ville man nok begynde at kede sig på et tidspunkt. Og skulle man være helt hooked på realisme, så kan man jo blot lade være med at benytte sig af det. Jeg benyttede mig dog af det. Især en ting gjorde at jeg begyndte at bruge det. Jeg fik hurtigt en base i min egen lille private lejlighed, og den vendte jeg ofte tilbage til, for at reparere udstyr, bygge udstyr eller blot gemme ekstre gode ting jeg havde fundet i ødemarken. Der er nemlig mangel på alt i Fallout 3, så alt hvad man kan finde rundt omkring har værdi og kan bruges til et eller andet, så man vil ofte samle en masse ting sammen, som man så passende kan fylde sin base op med.
Kamp på liv og død er en vigtig ting i Fallout 3. Kampe foregår i en blanding af realtime aktion og VATS, et system som tillader dig at pause spillet og bruge actionpoints på at sigte på bestemte dele af fjenden. Det virker utrolig godt. Det giver et godt taktisk aspekt til kampene, hvilket er et kæmpeplus i enhver rollespillers øjne, men det føles stadig som hektisk aktion, hvor adrenalinet pumper. Og så belønnes man med nogle fantastiske slowmotion sekvenser når ens VATS angreb udføres, og de er ganske simpelt eminente. Første gang man blæser armen eller hovedet af en fjende med et velplaceret skud sidder man med et smørret grin og et ’wauw’ på læberne, mens man febrilsk leder efter replay knappen. Som desværre ikke findes, så man må ud og lede efter flere fjender at skyde, hvis man vil se det igen.
Fallot 3 er bygget op over et skills system, hvor du får skillpoints hver gang du stiger i level og dem skal du så fordele på de skills du ønsker at gøre brug af. Ud over diverse våbenskills, så er der også andre skills, så som medicine, science og speech, som alle har direkte indflydelse på hvad du kan gøre i spillet. Speech åbner for eksempel op for nye dialoger med folk, og dermed flere måder at løse en quest på. De geniale Perks, som med rette blev rost i de første Fallout spil, er heldigvis også tilbage. Det er små ekstra facts om din karakter, som du vælger hver gang du stiger i level. Der er mange forskellige og der er virkelig mulighed for at bygge mange forskellige karakterer ud fra dette egentlig ret simple koncept. En perk kan for eksempel være at din karakter er specielt meget i kontakt med sit indre barn (noget vi anmeldere kan forholde os til) og dermed snakker godt med børn. Det medfører at børnene i spillet ofte vil have lidt ekstra at snakke med din karakter om, som du ville været gået glip af uden den perk.
De quests man finder i Fallout er nogle af de bedste jeg har set i et spil. I starten er de ret simple, bliver de ret varierede og man keder sig aldrig. Det ene øjeblik tømmer man National Archives, det næste leger man privatdetektiv inden man begiver sig ned i undergrunden for finde ud af hvorfor kæmpemyrerne er begyndt at spy ild. Rigtig mange af disse quests kan løses på flere måder og stiller dig ofte over for moralske valg, hvilket er en genial ting, som virkelig får dig til at knytte dig til din karakter. Grundpillen i ethvert rollespil. I modsætning til så mange andre spil af denne type, så kan det tit betale sig ikke blot at gøre det indlysende. Hvis du får en opgave, hvor du skal finde 4 personer og slå dem ihjel, ville man normalt blot gå i gang med at finde dem. Men i Fallout 3 kan det også betale sig at spørge rundt om den person der betaler dig for jobbet. Hvorfor er det så vigtigt at få disse 4 personer likvideret? Et simpelt spørgsmål, som kan ændre den quest fuldstændigt.
Hoved-historien i Fallout 3 siges at kunne udføres på omkring 30 timer, men de fleste vil nok bruge meget længere tid end det. Jeg har brugt omkring 20 timer på spillet, og jeg har stort set ikke nået andet end at få startet den historie. Der er så mange andre ting at lave, at min far altså må vente lidt. Han er vel også stor nok til at klare sig selv. Hver gang man begiver sig ud for lige at løse en opgave, finder man 3 andre man også kan give sig i lag med. For ikke at snakke om de mange spændende bygninger du også så som, som praktisk talt tigger om at blive udforsket. Og inden man har set sig om, er klokken 3 om natten og man burde have været i seng for flere timer siden.
Jeg kan vældig godt lide Fallout 3. Som gammel fan af Fallout serien var jeg meget nervøs for hvordan Bethesda ville løse opgaven, men de har fået lavet et fantastisk spil. Der er dog små problemer, som bør nævnes. Folk der ikke har prøvet andre Fallout spil vil sikkert være ligeglade, men der er nogle ting der ikke helt er i sync med de oprindelige spil. Det tydeligste eksempel er Brotherhood of Steel. I de forrige spil var de en isoleret gruppe af teknologi-fikserede riddere, som passede sig selv og ignorerede alle andre. De hjalp dig, men kun hvis de kunne se en fordel for sig selv. I dette spil er de blevet ægte riddere der forsvarer de svage. Det er måske realistisk nok at de har kunnet foretage dette skifte på 36 år, men de virker bare lidt for ivrige til at det virker troværdigt. Stråling virker heller ikke helt realistisk. Du er hele tiden udsat for små mængder af stråling, og stråling er et problem man er nødt til at tage alvorligt i spillet, og derfor virker det mildest talt underligt at man kan rende rundt med et våben der kan affyre mini-atombomber? De rydder ganske nemt et ganske pænt område, og sekundet efter kan du så vade ind og rode resterne igennem uden at være nervøs for stråling.
Det er mindre kritikpunkter, som man godt kan se gennem fingre med, og alle andre end hardcore Fallout fans vil nok også være ligeglade. Faktum er, at jeg morer mig fantastisk meget med at spille Fallout 3, og det vil de fleste andre personer med en puls også gøre. Det er ubetinget det bedste rollespil vi har set på Xbox 360. Nu sidder der nok nogle Mass Effect fans og sprutter forarget, men der er simpelthen mere ’ægte rollespil’ over Fallout end der er i det ellers fantastiske Mass Effect, så den kommentar står jeg ved. En fuldstændig åben verden man kan udforske som man vil, mens man langsomt blivere mere og mere fortrolig med den figur man spiller. Det bliver ikke meget bedre end det.
Loading ...
