Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Af de mange mindeværdige superhelte der er blevet skabt hos Marvel, må Spider-Man siges at være én af de mest populære. Hans tiltalende personlighed og evne til at svinge sig igennem gaderne og kravle på murerne egner sig perfekt til en spiladaptation, og det er derfor besynderligt, at der ikke har været en solid titel siden Spiderman 2 til PS2. Dette har Treyarch/Shaba tænkt sig at lave om på, og uden en reel spillefilm i ryggen, har de fået frie hænder til at skabe den ultimative superhelteoplevelse. Har det betalt sig?

With great power comes great responsibility
Det bliver allerede tydeligt ved spillets åbningssekvens, at Spider-Man med Web of Shadows har taget en noget dyster drejning i forhold til de tidligere spil. Denne flot orkestrerede sekvens viser en tydeligt desillusioneret Spider-Man der til tonerne af teatralsk pianomusik opgivende passerer al den kaos og død der udspiller sig omkring ham for til sidst at springe ud over kanten og indædt demonstrere sine akrobatiske evner på de fjender der nærmer sig – det er indlysende at der er sket noget alvorligt, og vi er så heldige at skulle finde ud af hvad. Desværre lever resten af spillet på ingen måde op til denne ellers lovende åbning.

Web of Shadows følger Spider-Man i de fire dage op til disse hændelser. I en kamp mod Venom bliver han inficeret med symbiote-organismen og på denne måde i besiddelse af den mørke dragt han tidligere har oplevet så store kvaler med – denne hjælper ham dog til at overvinde Venom i første omgang. Venoms ondskabsfulde plan stopper dog ikke her, og med den hensigt at overtage New York inficerer han ligeledes en stor del af byens befolking. Det er således op til Spider-Man at stoppe ham, mens han får hjælp fra andre kendte superhelte som Wolverine, Rhino og Tinkerer.

Desværre er historien både dårligt fortalt og utrolig forvirrende, og selve omstændighederne bliver heller aldrig uddybet. Eksempelvis kunne jeg godt tænke mig at vide, hvorfor Venom pludselig har fået mulighed for at videregive symbioten med denne lethed (hvis han hele tiden har været i besiddelse af denne evne, må man gå ud fra at han havde gjort det noget før) samt hvornår i Spider-Man-universet historien egentlig finder sted. Historien udvikler sig også en smule for langsomt, og næsten hele den første tredjedel er én lang tutorial, hvor Spider-Man skal hindre et bandeopgør, mens hovedhistorien først tager rigtig fat omkring den sidste tredjedel.

Den helt store fornøjelse ved de tidligere (gode) Spider-Man-spil har utvivlsomt været ’svingemekanikken’, og dette har faktisk aldrig fungeret bedre end i Web of Shadows. Udvikleren har her ramt den helt rigtige feel, og understøttet af nogle gode kendetegnende animationer, er det en fantastisk følelse at svinge sig igennem New Yorks gader med en fjerlet ynde. Diskrete detaljer som Spider-Man der løber op ad de bygninger han rammer, og at det kun er muligt at svinge mens man er i nærheden af noget ens spind kan hænge fast i, hjælper ligeledes på helhedsindtrykket, og styringen er gennemgående god. Spidey kan også løbe op ad mure, og her driller kameraet desværre en smule, især hvis man med Spider-sense låser sig fast på en fjende. Ofte vil der udelukkende blive fokuseret på fjenden, hvilket gør det meget svært at orientere sig så man kommer til at løbe i den forkerte retning.

Kampsystemet er udmærket, og tilbyder en moderat dybde – selvom det reelt set aldrig bliver nødvendigt. Alt efter om Spidey vælger den traditionelle dragt eller den mørke symbiote-dragt kan der udføres en lang række angreb både på jorden, på vægge og i luften, og disse kan endda opgraderes i takt med at man gennemfører missioner. Som oftest bygger disse opgraderinger dog kun videre på eksisterende angreb. Hver dragt har samtidig hver deres fordele og ulemper, og eksempelvis er den rød/blå hurtigere til at regenerere health, mens den mørke giver større styrke. Et ekstraordinært effektivt angreb er web-strike, hvor man hæfter sig fast på en fjende med sit spind for at kunne trampe dem i hovedet – næsten lidt for effektivt, for det ender med at være stort set det eneste angreb man benytter. Til sidst ender det blot som banal buttonmashing, da alle fjender, bandemedlemmer som Venom-kloner, er lige lette at besejre, og man holder sig derfor til ’det der virker’. Det unikke består i at kombinere disse angreb - især i luften fungerer dette rigtig godt, og man kan virkelig få combo-tælleren langt op.

Udvikleren har forsøgt sig med et open world-koncept alá GTA og Saints Row. Man kan derfor vælge enten at nedlægge forbrydere udenfor missionerne, eller finde en allieret der har en opgave der skal løses. Dette er dog 100 % lineært, og det er kun én allieret man kan søge opgaver hos ad gangen. Som det ofte forholder sig med åbne verdner, er missionerne desværre utrolig repetitive, og drejer sig for det meste om at svinge sig rundt i byen, finde og dræbe et antal specifikke fjender (+ eventuelt beskytte eller ødelægge noget), repeat. Det er sjovt i den første time, men derefter mister det sin charme. Det mest underholdende er derfor de mange bossfights, hvor man kæmper mod forskellige Marvel-helte (og senere deres symbiote-alter egos). Her kan nævnes en hæsblæsende jagt på Black Cat og en aparte kamp mod Wolverine, hvor han efter et par slag begynder at stille spilleren Marvel-spørgsmål. Usædvanligt.

I kraft af symbiote-organismen er Spider-Man en smule splittet, og man skal derfor på visse tidspunkter vælge om man vil gå ad ’den gode’ eller ’den onde’ sti. Disse beslutninger har reel indflydelse på historiens gang. Efter hver bossfight kan man vælge sin foretrukne sti, og dette bestemmer både hvordan dine allierede ser på dig og hvilken retning historien skal tage – der er således både en god og en ond slutning. Andre subtile elementer spiller ind, såsom om man vælger at redde en civil og bringe ham på hospitalet, men jeg oplevede aldrig at dette havde indflydelse på, hvilke superhelte jeg kunne bede om hjælp.

Teknisk er Web of Shadows under standard. Byen er stor men generisk, og de få bygningsmodeller der er, går igen og igen, mens der opleves utrolig megen screen-tearing når man svinger sig igennem byen. De forskellige superhelte er forsvarlige på afstand, men når man kommer tæt på, bliver deres udetaljerede natur langt mere tydelig, og spillet er gennemgående grimt. Spider-Mans animationer er stort set det eneste formildende element rent grafisk. Stemmeskuespillet er heller ikke imponerende, og især Spider-Man irriterer med sine prepubertære stemmeføring, mens Wolverine underholder med sit forsøg på at efterligne ’Angry Batman’ i Batman Begins.

Treyarch/Shaba havde en oplagt mulighed for at skabe en gennemført Spider-Man oplevelse, men de synes desværre at have tabt den på gulvet. Web of Shadows har nogle gode idéer, et solidt kampsystem og det er stadig underholdende bare at bevæge sig rundt i byen. Den forvirrende historie, de ensformige missioner og den mangelfulde præsentation gør dog desværre, at man ikke skal spille det mange timer før det bliver trættende. Jeg vil dog ikke afvise at dedikerede fans af Spider-Man vil kunne give det lidt længere snor.

Om Lars Grubak Larsen