Det var da utroligt, at ham Dr. Neo Cortex ikke bare kan holde sig i skindet. Den slemme skurk har været på grisestien igen, og så er Fanden løs i Laksegade for Gud ved hvilken gang. Heldigvis er vores behårede ven, Crash Bandicoot stadig ved godt mod, så der er lagt i støbeskeen til endnu et actionfyldt platformeventyr. Og denne gang foregår det hele endda på dansk!
Cool Crash
Radical Entertainment, der i 2007 introducerede Crash Bandicoot på Xbox 360, har været fuldt beskæftiget det seneste års tid, og resultatet er Crash: Mind over Mutant, der er brygget på nogenlunde samme opskrift som forgængeren, Crash of the Titans.
Igen er det vores ”ven”, Dr. Neo Cortex, som har leget Ole Opfinder, og endnu en himstregims forstyrrer verdensfreden på Crash Bandicoots lille ø. Denne gang drejer det sig om en lille sag, der kan styre hjernerne og få folk til at gøre hvad som helst. Men historien har aldrig været Crash Bandicoot-spillenes stærkeste side, så den springer vi let og elegant over og går direkte til selve spillet.
Endnu engang er det (naturligvis) Crash Bandicoot, som man først og fremmest styrer rundt på spillets mange baner. Banernes opbygning minder meget om sidste års titel, Crash of the Titans, med mange forskellige typer af udfordringer, hvor sværhedsgraden dog (desværre) ligger i den bløde ende af skalaen, men mindre erfarne ”platformere” vil sikkert finde spillet tilpas svært. De 3 sværhedsgrader benævnes i øvrigt Mild, Lusket og Jamen!
Ganske som i forgængeren har Crash også mulighed for at overtage kontrollen over nogle af de større fjender, han besejrer, og i Crash: Mind over Mutant, er dette en endnu mere integreret del af spillet, og mange passager kan simpelthen ikke gennemføres, uden at man kontrollerer den helt rigtige fjende på det rigtige tidspunkt. Som noget nyt kan man nu styre mere end én fjende ad gangen, og man skifter simpelthen mellem dem ved hjælp af RB-knappen. Samspillet mellem Crash og fjenderne virker endnu mere gennemarbejdet end sidst, og selve styringen føles som sidst rigtig god og giver Crash mulighed for blandt andet at løbe, hoppe, kravle, surfe og rulle.
Selve platformdelen er ikke specielt svær at klare, men de forskellige puzzles, der er forbundet med at bruge de rigtige fjender på de rigtige steder, giver mange glimrende udfordringer. Når man besejrer en fjende, forvandles denne til Mojo, som Crash skal samle op. Mojo anvendes (helt automatisk) til at opgradere Crash samt de fjender, man overtager, og besejrer man flere fjender i træk uden selv at blive ramt, stiger ens ”multiplier”, således at opsamlet Mojo bliver endnu mere værd. Denne del fungerer også rigtig godt og bliver hurtigt et taktisk element.
Crash: Mind over Mutant er et stort spil og ikke noget, man bare lige gennemfører på 5-6 timer, i modsætning til sidste års Crash-titel. Det føles dog sjældent ensformigt, da man hele tiden bliver mødt med nye tiltag og fjender. Kampdelen er endnu engang godt integreret, men der er dog langt færre boss-battles end sidst, hvilket dog ikke gør noget, da netop denne del godt kunne føles en smule ensformig.
Ganske som hos forgængeren er der også mulighed for at spille co-op, desværre stadig kun off-line, men det virker endnu engang fint, at man kan sidde 2 spillere og gennemføre hele spillet sammen. Lad os dog håbe på, at Radical Entertainment næste gang tillader, at man kan gennemføre spillet sammen med sine online-venner.
Nu på dansk
Noget, som man hurtigt bider mærke i ved Crash: Mind over Mutant, er, at spillet nu foregår på dansk, og det drejer sig ikke blot om tekster. Al den originale engelske tale er oversat og indspillet på dansk, og det er faktisk lykkedes temmelig godt. Man skal dog lige vænne sig til, at menuer og in-game tekst også står på dansk, for oversættelsen af alle de udtryk, de fleste af os kender på engelsk, er ikke altid lige heldig, men selve stemmeskuespillet er glimrende udført og falder kun sjældent igennem (sjovt nok stort set kun hos de få karakterer, der taler med jysk accent), men det virker overordnet set rigtig godt og er bestemt også medvirkende til, at mange af de helt unge spillere denne gang vil få endnu mere ud af Crash Bandicoots bedrifter end tidligere.
Foruden den danske tale, består spillet af nogle glade velkomponerede små melodier samt et hav af rigtigt gode lydeffekter, der passer fint til spillets overordnede stil, der må siges at være meget børnevenlig og med klare, friske farver. Detaljegraden kan der heller ikke klages over, lige som både animationer og især lækre mellemsekvenser virker meget gennemarbejdede. Desværre sker det engang imellem, at kameravinklen bevirker, at man har svært ved at følge Crash Bandicoot på skærmen, men det er heldigvis ikke så tit, at det sker, så overordnet set, er Crash: Mind over Mutant på den tekniske front ganske vellykket.
Solidt udspil
Det er ikke fordi, der er meget nytænkning i Crash: Mind over Mutant, men akkurat som sidste år leverer Radical Entertainment endnu engang en gedigen omgang platform-action. Spillet, der – bortset fra en uheldig kamearavinkel nogle få steder – rent teknisk set er flot, detaljeret og gennemarbejdet både hvad angår styring, lyd og grafik, appellerer nok mest til børn, og den danske tale og tekst gennem hele spillet er bestemt også medvirkende til, at endnu flere af familiens yngste medlemmer vil kunne få meget ud af spillet. Sværhedsgraden er passende, og om end Crash: Mind over Mutant præcis som forgængeren stadig ikke helt formår at genskabe den magi, som især var tilstede i Naughty Dogs allerførste Crash-titel fra 1996, så er spillet ikke desto mindre bundsolid underholdning og sågar en smule bedre end Crash of the Titans fra 2007.





