Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Fantasien fejler ikke noget hos Rare, der har udviklet Viva Piñata-serien. For de der ikke har hørt om spilkonceptet, så handler det om at tiltrække og avle Piñata-dyr, som svarer til den danske katten-i-tønden. Og da Xbox-ejerne tilsyneladende ikke har produceret nok Piñata-dyr, er det nu Nintendo DS-ejernes tur.

Dræbersnegle i den virtuelle verden

Det er sjældent, at ejerne af Xbox 360, PC og DS får lov til at dele samme spiloplevelser uden at de andre platforme er med. Men dette er tilfældet med Viva Piñata – tidligere udkommet på 360er, men nu kommer en håndholdt udgave kaldet Pocket Paradise.

Som i Xbox 360-udgaven skal man gennem opbygning af en lille have tiltrække og avle Piñata´er. Som det første er det vigtigt at tænke på beplantningen i haven – der skal være frodigt, så de første Piñata lokkes til. Som Darwins teorier startes der ud med helt basale regnorme/amøber og løbende kommer der mere og mere udviklede Piñataere til. Dette kræver dog, at man udbygger sin have.

Havearbejdet er også nødvendigt, for at få Piñaterne til at blive i haven, ligesom der også skal bygges hus og have.

Nogle Piñata’er skal spise andre for at avle flere Piñataere - dette kan udvikle sig til dramatiske kampe mellem de små nuttede Piñata’er - det kan godt virke lidt barsk på grund af indlevende lydeffekter og grafik - trods tegneserie-stilen.

Som sædvanlig er der også en slange i paradis – en sur dræbersnegl Piñata – dog med sneglehus i Rare´s version. Sneglen skaber sygdom og død, så man skal overvåge alle kroge af haven.

Haven skal passes dag og nat. Om dagen, hvor dyrene er vågne er der meget at se til – det er næsten helt stressende. Piñata’erne der skal passes, produceres, handles, planter der skal vandes og fjender der skal holdes væk. Andre gange - om natten - er der lidt mere ro til at planlægge strategien. Man kunne måske have ønsket sig lidt mere balance i spillet - omvendt er det også med til at udfordre spilleren.

Styringen foregår via stylus-pennen - den er for det meste præcis, men f.eks. i forbindelse med salgs-funktionen drillede det mig. Man kunne godt ønske, at styringen var lidt enklere, end at man skal trække sine dyr rundt – særligt når haven bliver større frustreres man over styringen.

Disco-parringsdans
Langsomt - det føles lidt for langsomt - får man lov til at købe flere og flere ting og endelig gå online. Men selvom det ind imellem føles som langsomt, så er det med til løbende at holde motivationen i gang - og det er bestemt ikke et spil der er tænkt til, at man kun spiller et par timer. Nej der skal investeres meget tid, som vi kender det fra tilsvarende spil som Animal Crossing og My Sims.

Med sin egen stil; de karakteristiske Piñatere og lidt barske momenter skiller det sig alligevel positivt ud fra mængden. Det er svært at undgå, at blive fuldstændig optaget af sin egen lille have - efter at have siddet og spillet et par timer kunne denne anmelder konstatere, at hun havde brugt alt for meget tid på at plante tidsler, så der var tidsler overalt i haven.

Der er gode muligheder for at fortælle sine egne historier og udvikle sine egne ideer i Viva Piñata. Skulle man alligevel få lyst til forandring, er der mulighed for både at spille Episoder og gå på Legepladsen, hvor der er låst op for alle elementer i spillet.

Spilleområdet - altså haven - er stor. Man kunne godt ønske, der var gjort mere for overskueligheden. Grafikken i selve spillet er rigtig flot bortset fra zoomfunktionen som er grynet præcis som mellemsekvenserne. Samtidig forsøger mellemsekvenserne at være sjove – f.eks. når Piñata’erne formerer sig så foregår det bl.a. som en disco-dans, men denne anmelder fandt dem bare ligegyldige og kedelige – og prøvede uden held at trykke forbi dem. Heldigvis er de ret korte.

På trods af lidt kritik så er Viva Piñata: Pocket Paradise et godt spil, der fænger fra starten. Det kræver dog tålmodighed og lysten til at opdyrke en have eller tage en tur på Legepladsen.

Om Mette Munk Heilesen