Samba de Amigo

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Det originale Samba de Amigo udkom til Segas, nu hedengangne desværre, Dreamcast spillekonsol tilbage i 2000. Spillet, med maracas, er siden blevet et samleobjekt og det er med andre ord blevet både sjældent og hamrede dyrt, hvis man forsøger at anskaffe sig det på f.eks. Ebay. Nu behøves man imidlertid ikke længere at spare sammen til at købe en brugt Dreamcast version for nu er spillet genopstået til Nintendo Wii. Men magien er desværre gået bort.
  

Har du rytme og tålmodighed?

Samba de Amigo er basalt set et ganske simpelt rytmespil. I det originale spil til Dreamcast skulle man bruge to specielle maracas-controllere og ryste dem i takt til musikken i spillet – enten højt, mellem eller lavt og enkelte gange skulle man ”strike a pose". Det gjorde man ved at placere de to maracas i en korrekt position i en bestemt vinkel til hinanden, som det blev vist på skærmen. Det lyder måske ikke voldsomt underholdende, men det er var det overraskende nok – rigtig underholdende endda, præcis på samme måde som f.eks. Guitar Hero også formår at få noget så trivielt som farvede kugler, der ræser op af skærmen, til at blive til et sjovt spil.

Nintendo Wii versionen af Samba de Amigo er meget tæt på originalen. I stedet for maracas anvender man sin wiimote og nunchuck, men gameplayet er præcis det samme som i det originale spil. På skærmen vises seks kugler – to for høj, to for lav og to for mellem. Der er naturligvis to af hver, således, at du kan se om det er venstre eller højre hånd man skal ryste med. Ideen er, at man skal ryste den højre eller den venstre controller i den anviste højde, når der dukker en kugle frem i den respektive cirkel på skærmen. Et simpelt system, der naturligvis følger rytmen i de (primært) latinamerikanske toner, der blæser ud af højtalerne mens man spiller.
 
Gameplayet varierer kun lidt med elementer som "strike a pose", der også var med i det originale spil og små danse sekvenser, hvor man skal ryste controllerne på en bestemt måde. Det er alt sammen meget fint og musikken er glimrende, så hvad er der galt? Jo der hvor filmen knækker er når det kommer til kontrollens præcision. Den er simpelthen ikke god nok til at registrere mange af de bevægelser, som man foretager med sine controllere. Især når man skal ryste dem i "mellem" højde (omkring hoften). Der går det alt for ofte galt for spillet og man skal ryste som en gal for at få spillet til at opdage at man overhovedet er i gang med noget. Man skal ryste som en epileptiker, der tisser på et elektrisk hegn, for overhovedet at få den mindste respons ud af spillet og det holder bare ikke. Det går noget bedre med ryst over hovedhøjde og ryst i laveste stilling. Den elendige kontrol påvirker også de andre spilelementer, såsom strike a pose og dansesekvenserne og gør dem alt for anstrengende at spille og de kommer til at få en stik modsat effekt end den tiltænkte – i stedet for at være et pift af variation i spillet bliver de en irriterende afbrydelse.

Heldigvis reddes Samba de Amigo en smule af en solid række sange – næsten 50 af slagsen er det blevet til. Der er nogle "gamle" kendinge fra det originale spil og der er heldigvis også blevet plads til numre, som man rent faktisk kender, for eksempel numre fra Las Ketchup (nej det er ikke den slags "musik" jeg hører normalt), Gipsy Kings, Miami Sound Machine, Ricky Martin, J-Lo, Dee Lite, Ricky Martin og Chumbawumba. Der er med andre ord kommet en hel del flere kendte sange med end der var i det originale spil, der primært bød på ukendt, men meget rytmisk, musik. Der er allerede kommet ekstra sange i pakker, som man kan købe og downloade for Wii points.

En anden ting, der er med til at holde Samba de Amigo ude af karakterskalaens bund er spillets modes. Multiplayer er naturligvis ikke en ny spilmulighed, men den er stadig forrygende morsom og nok et af de bedste argumenter for at investere i spillet. To spillere kan dyste imod hinanden hjemme i stuen og som altid, når spil kræver fysisk udfoldelse til musik, er det god spas både at deltage og at kigge på. Career er derimod en ny mode, der dog ikke bidrager synderligt til selve spiloplevelsen. Her får man lov til at spille alle sangene igennem i en given rækkefølge og man får samtidig også lov til at stifte bekendtskab med spillets rasende sværhedsgrad på de senere niveauer.

Visuelt er Samba de Amigo en gigantisk eksplosion af glade klare farver og nuttede detaljer. Til tider ligner spillet mest af alt et Al-qaeda selvmordsangreb på et Sadolin Farveland. Der er kommet en række nye "baner" med i spillet, men da disse bare er skiftende baggrunde er de måske ikke så interessante, men der er også alle de klassiske baner fra det originale spil – blot i ny forbedret grafisk version. Spillets persongalleri sådan set ikke voldsomt ophidsende – selvom der er blevet plads til flere kendte Sega figurer i spillet, så er der igen primært tale om ting, der foregår i baggrunden. Men det er da rart at få et gensyn med den evigt smilende maracas-abe, der som altid ligner en festnarkoman på et solidt skud speed. Alt i alt er Samba de Amigo et nydeligt og farverigt spil, præcis som man måske kunne huske originalen.
 
Samba de Amigo er langt fra den fantastiske genskabelse af en Dreamcast klassiker, som vi havde håbet det ville være. Spillet i sin nuværende form er stadig morsomt at spille i perioder – især med en ven, men der er alt for mange fejl i kontrollen, så spiloplevelsen bliver aldrig helt så medrivende eller flydende, som vi husker den fra Dreamcast versionen. Så køb kun Samba de Amigo hvis du har en engels tålmodighed og derfor ikke bliver rasende over upræcis kontrol, eller hvis du har masser af venner, der gerne stiller op til en gang samba hjemme i stuen (forudsat de altså også har en engels tålmodighed).

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).