Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Sonic Chronicles er noget så specielt, som et rollespil baseret på Sonic the Hedgehog universet. "Den slags kan kun udkomme til en Nintendo-konsol" tænker du nok - og det har du naturligvis ganske ret i, men det betyder ikke nødvendigvis, at spillet er barnligt eller simpelt. For bag spillet står rollespils-giganterne fra BioWare, der nok er bedst kendt for spil som Baldur's Gate og Star Wars Knight of the Old Republic. Ja det er nogle fine herrer der her har taget Sonic under kærlig behandling.

En blå letvægter

Sonic har taget en velfortjent ferie efter at han endnu engang har besejret Dr. Eggman. Men før han kan få pakket kufferten ud og ringet efter roomservice, får han et opkald fra Tails. Ja den er gal igen og ja den er igen gal med de famøse "Chaos Emeralds". De er forsvundet og ikke nok med det, men Knuckles er også pist borte - muligvis kidnappet. Så det blev ikke til nogen dase-ferie ved poolen med en margarita i hånden for Sonic i denne omgang - verden skal reddes og fjenden viser sig at være en mystisk flok rum-robotter.

Som du nok har gennemskuet så er plottet i Sonic Chronicles ikke ligefrem Oscar-vindende materiale - det er dårligt nok på Anders And niveau. Det er en skam, at veteranerne hos BioWare ikke kan ryste noget mere episk ud af ærmet, end det fortærskede "red verden igen" plot, men når det er sagt, så er det måske lige præcis det fans af Sonic gerne vil have. Det er i hvert fald det de får i spillet, der er opdelt i to akter - et der foregår i Sonics egen univers og et der foregår i de mystiske fremmede robotters dimension. Drama og personlig udvikling må man skyde en hvid pind efter - men det var måske også forventeligt.

Som udgangspunkt er Sonic Chronicles et klassisk konsolrollespil - man udforsker sine omgivelser, bekæmper fjender, udbygger sin gruppe med mere eller mindre kendte figurer fra universet og arbejder sig langsomt igennem historien. Dog er spillets figurer og deres fortid i platformspil ikke glemt helt, for karaktererne i din gruppe har en række specielle færdigheder, som man skal anvende for at komme forbi forhindringer i terrænet - det kunne for eksempel være Sonic´s "dash" færdighed eller Tails evne til at flyve. Når man kommer til et sted hvor en af disse færdigheder kan anvendes markeres det klart med et ikon på skærmen, så man ved hvem der skal anvendes for at komme videre.

Udforskning af omgivelserne belønnes med en række forskellige ting, der naturligvis er værd at samle på - der er f.eks. de obligatoriske ringe, som man kan anvende til at købe udstyr for. Er man heldig finder man måske en kiste eller to med udstyr i, men idet hver figur kun kan anvende en ting af gangen, så er det begrænset hvor meget ragelse man har behov for at finde. Er man heldig finder man måske et af de omkring 40 æg, der er gemt rundt omkring i terrænet - disse udlægges automatisk og resultatet bliver en såkaldt "Chao". En Chao kan knyttes til en karakter og derved give karakteren et boost alt afhængigt af hvilken type Chao, der er tale om.

Din gruppe styres stort set udelukkende med konsollens stylus og det er både godt og skidt. Faktisk er det ikke kontrollens skyld når det er skidt, men derimod måden terrænet er designet på. At bevæge folk rundt er ganske enkelt, men det hænder, at småting i terrænet viser sig at være temmelig store barrierer, så man må søge omveje omkring ting, der slet ikke burde være forhindringer. Det er ligeledes irriterende, at det ikke altid er helt logisk hvor man skal gå hen, når man har løst en opgave eller er kommet et skridt videre i spillet. Derfor bliver en stor del af udforskningsdelen lidt tilfældig traven rundt på må og få i håb om at man ved et tilfælde løber ind i den person der skal sende en videre i handlingen.

Når man traver rundt for at finde ringe eller for at komme videre i historien, så sker det naturligvis, at man render ind i en fjende eller to. Faktisk sker det temmelig tit - især fordi besejrede monstre dukker op igen efter en kort periode. Kampene er som man kender dem fra f.eks. Final Fantasy´s Active Time Battle system. Det vil sige, at kampene er trækbaserede og at man i hvert træk vælger hvad hver enkelt karakter skal foretage sig. Menuerne til at vælge handling er ikke voldsomt smart konstrueret og det kræver ofte alt for mange klik at grave sig ned til den færdighed eller ting man vil have fat i. Hele kampsystemet er krydret en smule med diverse special moves, der kræver, at man først laver en simpel øvelse med sin stylus, hvor man skal følge et mønster på skærmen. Det samme skal man forsøger at undgå at blive ramt af fjendens special moves. Samlet set er kampene ikke særligt svære - faktisk er spillet legende let, med mindre man bare ikke gider bruge lidt tid på at banke karaktererne op i level eller bare ikke får sammensat et balanceret hold. Har man den mindste smule taktisk sans og har man først lært mønstrene for de mest effektive speciel moves udenad, kan hele spillet stort set gennemføres uden et eneste nederlag i kamp - det er lige let nok og det er faktisk et af spillets helt store problemer. Sværhedsgraden hjælper heller ikke på spillets længde - Sonic Chronicles er et kort rollespil i forvejen, men når alle kampene er lette at vinde og hurtigt overstået bliver spillet blot endnu hurtigere at gennemføre. Da der stort set ikke er nogle sidemissioner (eller i hvert fald kun er meget få af slagsen), er der ikke megen pointe i at gennemspille den meget lineære handling i spillet mere end en enkelt gang.

Visuelt er Sonic Chronicles ganske nydeligt. Omgivelserne er varierede og fanske nydelige, selvom de er en anelse tomme. Den nederste skærm viser Sonic, mens den øverste anvendes til bl.a. kort over omgivelserne. Det fungerer alt i alt ganske godt, selvom den øverste skærm nogle gange virker lidt overflødig. Karakterene er i 3D og ligeledes ganske flotte, selvom de er ret små på skærmen. Lyden er ikke voldsomt spændende, men den er ikke direkte irriterende.

Sonic Chronicles har ridser i lakken her og der og endda også en bule eller to – det bliver klart jo længere tid man spiller det. Men motoren fejler ikke noget og kan man leve med en alt for lav sværhedsgrad og et plot, der let kunne være forfattet af Chippo, en lettere retarderet cirkusabe, så byder spillet faktisk på nogle ganske underholdende øjeblikke og nogle klassiske rollespilselementer – men man skal altså være seriøs fan af Sonic for at værdsætte alle facetterne af spillet. Er man ”almindelig” konsolrollespiller og ude efter et mainstream rollespil at fordrive tiden med, så er man bedre bevendt med spil som Final Fantasy IV. Så til trods for udviklings-sværvægtere som BioWare ved roret, er Sonic Chronicles endt i den absolutte letteste vægtklasse.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).