Opoona vil gerne være et rollespil, når det bliver stort. Det vil faktisk rigtig gerne være et rollespil, men det lykkes aldrig rigtig for spillet at finde rytmen og til trods for et interessant og meget anderledes visuelt design, vil spillet næppe slå igennem til mainstream markedet. For selvom det gerne vil være et rollespil, så har det nærmest mere tilfælles med Animal Crossing end det har med f.eks. Final Fantasy.
Lego-mand i rollespil
Hovedpersonen i Opoona hedder sjovt nok Opoona og ligesom alle andre karakterer i spillet ligner han mest af alt en svært overvægtig Lego-mand. Hvis Lego lavede en Merethe Kasten figur ville hun med andre ord ligne den kvindelige udgave af Opoona. Næsten i hvert fald. Opoona er en lalleglad og frejdig knægt, der er på vej fra sin hjemplanet Tizia til planeten Landroll for at holde ferie sammen bl.a. med sin bror Copoona og søster Poleena. Men det går naturligvis galt, som det altid gør i denne slags spilintroer, og de tre komme væk fra hinanden under en ulykke. Opoona vågner på hospitalet og husker ikke meget om begivenhederne, men han ved dog, at han skal finde sin familie, så han må trække i arbejdstøjet og rejse ud på Landroll for at finde dem. Det er absolut ikke et prisvindende plot, men det passer meget fint til spillets lette stil.
Lad os bare tage fat i stilen med det samme, for Opoona er ikke et spil, der tager sig selv alt for seriøst. Spillets visuelle udtryk kan virke meget barnligt – især de fortegnede og buttede figurer og de meget farverige omgivelser (der fra tid til anden faktisk kan være ret flotte) kan lede tankerne hen på noget, der kommer ud af en æske med et Fisher-Price logo. Desuden er handlingen og ikke mindst dialogen i spillet til tider så nuttet, at man får en klam smag af honning bagerst i munden mens man spiller. Det skal man naturligvis lige vænne sig til eller i hvert fald vide før man begynder at spille Opoona. Er man til blod, dybe personlige følelser eller afrevne lemmer, skal man i hvert fald ikke slagte sparegrisen for at købe spillet.
Selve spillet handler om bureaukrati. Ja du læste rigtigt. Landroll er en planet, hvor tilladelser, stempler og grader går op i en højere, næsten religiøs, enhed. For at få adgang til nye områder eller for at få de ting Opoona skal bruge, skal han løse et hav af opgaver for planetens beboerem for at få de fornødne tilladelser og godkendelser. Disse opgaver kan være missioner, hvor monstre skal dræbes, men det kan også være mere mondæne opgaver, såsom at rydde op, at servere ting i et bestemt lokale eller noget så ophidsende som at støvsuge (det er her Opoona ligner Animal Crossing en smule).
Problemet er, at alle disse opgaver skal løses i de enorme overdækkede haller, forbundet med næsten endeløse gange, eller de gigantiske udendørs områder, der udgør en stor del af planeten Landrolls overflade. Man har et kort, men da det ikke viser hvor man skal gå hen for at løse opgaverne, er det ikke rigtig noget værd, så man må bruge lang tid på at vandre frem og tilbage igennem de gigantiske områder, mens man leder efter det sted eller den ting, som man skal bruge. Opoona er måske verdens første ”faret vild” simulation. Det er frustrerende for at sige det mildt og i et rollespil, der tydeligvis er beregnet til et yngre publikum, er det langt fra optimalt og det vil sikkert betyde, at mange spillere hurtigt mister tålmodigheden og dermed også interessen i spillet.
Kamp med bon-bon’er
Kamp i Opoona er en enkel og hurtigt overstået oplevelse. Og det er faktisk positivt ment, for der er en del “random encounters” at håndtere og det kan godt dræbe tempoet i konsolrollespil, men i Opoona er der en god balance imellem kamp og udforskning (læs: endeløs vandring). Der er flere forskellige controller-setups, hvor man enten kan anvende wiimoten eller man kan spille udelukkende med nunchuck controlleren. Begge dele virker fint og er ganske let at mestre, fordi der ikke er voldsomt mange angrebsmuligheder at holde øje med.
For at give fjenderne skade smider Opoona (eller nogle af de andre karakterer man kan kontrollere) med sin bon-bon. En bon-bon er en lysende energikugle, som Opoona og hans to søskende af uransagelige årsager altid har svævende over hovedet. Den kan kastes som et almindeligt projektil for at give skade, eller man kan holde angrebsknappen inde for at opbygge et stærkere og mere skadende angreb. Stærke angreb tapper mere energi fra din karakter og der går derfor længere tid før de er klar til at angribe igen – ergo skal man vælge om man vil bruge mange hurtige, men lidt skadende, angreb eller et stærkt og langsomt angreb. Det er taktiske muligheder, der er til at overskue og de bliver kun marginalt mere varierede, når man får mulighed for at anvende magi i kamp da dette fungerer på næsten samme måde.
Udover den centrale historie i Opoona er der et væld af ekstra fyldstof, som man kan give sig i kast med, hvis man har tiden og tålmodigheden til det. Det næsten obligatoriske fiskespil (det er utroligt hvor mange konsolrollespil, der inkluderer et fiskespil) er naturligvis med og der er andre minispil i form af diverse jobs, som man kan tage, bl.a. på en restaurant, hvor man skal servere den mad kunderne ønsker. Disse små afbræk er meget morsomme i små kotrollerede doser, men fælles for dem er, at de ret hurtigt bliver kedelige, hvis man bruger for lang tid på dem. Med andre ord så forlænger de ikke spillets levetid synderligt.
Sidst, men ikke mindst, er det værd at dvæle lidt ved spillets ufrivillige humor. Der er masser af deciderede jokes og sjove situationer, men oversættelsen til engelsk er det mest underholdende i spillet. Den er fyldt med semantiske fejl, manglende bogstaver (typisk “s” i slutningen af ord) og regulær “engrish” (for eksempel at Landroll engang ”er blevet ramt af en slem komet”). Det er ikke decideret meningsforstyrrende, men man bemærker det da og det kan være svært ikke at trække lidt på smilebåndet.
Det tager omkring 25 timer at gennemføre Opoona, hvis man ikke bruger alt for lang tid på minispillene eller farer vild for tit og det er i sig selv en bedrift. Det er en rimelig længde for et rollespil, men sammenlignet med de store klassikere på området er Opoona i den korte ende. Men det er ikke spillets længde, der er problemet, det er derimod spillets dybde. Opoona er en spilmæssigt pendant til et soppebassin. Spillet er tydeligvis udviklet med børn som målgruppe og idet spillet er på engelsk er det nok tvivlsomt om det vil egne sig til de yngste spillere herhjemme. Men har man mod på et simpelt og noget anderledes rollespil, kan man da overveje Opoona – men det bør bestemt ikke stå øverst på ønskesedlen til Jul.
Loading ...
