Har du nogensinde tænkt over, hvordan det vil være at blive droppet direkte ned i middelalderen, sådan helt uden formål og uden at have den fjerneste idé om hvorfor og hvordan? Altså, sådan bare sidde i fred og ro ved din computer og så lige pludselig befinde dig på en græsmark i et ukendt land en gang i 1300-tallet, eller cirka der omkring. OK, indrømmet. Det har vi sådan set heller ikke ligefrem tænkt over, men hvis man har lyst (eller bliver betalt for) at spille Mount & Blade, så er det lige præcis hvad man har i udsigt.
Korstog, belejringer og festbeklædning lavet af pladejern.
Mount & Blade er et tredjepersons rollespil, der har hentet læssevis af inspiration fra spil som Oblivion og forgængeren Morrowind. Mount & Blade forsøger på samme vis at præsentere en sammenhængende verden, hvor det er dig frit for at skabe dit eget eventyr og udforske spillet fuldstændig som det passer dig. Til forskel fra Oblivion og Co. er der til gengæld ikke skyggen af trylleri og fabelvæsener i Mount & Blade, der forsøger at genskabe en middelalderverden så realistisk som det er praktisk muligt uden ligefrem at sende spilleren direkte på hoved i seng med byldepest. Desværre, har man også udeladt den fjerneste skygge af nogen som helst form for sammenhængende historie, du kan læne dig op af undervejs. Du er helt på dine egne ben uden mål eller formål og uden den fjerneste idé om hvor du skal gå hen og hvorfor.
Det starter ellers lovende. For inden du bliver overladt til uendelighedernes tilfældigheder, har du ikke alene været igennem spillets omfattende proces med at skabe dig en personlighed med de helt rette egenskaber. Du har (formentlig) også været igennem den glimrende tutorial-del, der lærer dig de basale ting der skal til for at du kan klare dig i de fægtekampe og lignende, som du garanteret render ind i når du først kommer rigtigt i gang med spillet. Der er ingen tvivl om at kampdelen er spillets klart stærkeste side. Her kan de med rette sidde tilbage med røde ører og en ordentlig flovmand hos holdet bag Oblivion. Her er der nemlig ingen triviel og amatøragtig klikken løs på musen i ren tilfældighed. I Mount & Blade er du nødt til at tænke dig om når du slås. Er det med sværd og skjold, skal du hele tiden være på dupperne og følge din modstanders bevægelser for at forudse hans angreb – blokere – og svare igen mens han er ude af balance. Endnu mere kompliceret bliver det hvis du slås uden skjold. Her skal du ikke bare blokere med dit våben, men også blokere i den retning hvor slaget kommer fra. Det lyder måske kompliceret og vanskeligt, men det er det ikke, det er elegant og intuitivt og der er uden tvivl det bedste nærkampsystem vi overhovedet har set i denne type spil. Bravo.
Med musen som nærkampsvåben
Okay, nu har vi løftet på låget for den del, så lad os da endelig tage resten af det der fungerer rigtigt godt med det samme. For kampene er ikke kun begrænset til dueller mand mod mand, du kan også slås fra hesteryg, hvor du både skal mestre at kontrollere dit våben og din ædle ganger på samme tid. Til gengæld er tilfredsheden enorm når du kan komme bragende mod en modstander og fælde ham med et enkelt hug, for din hastighed har nemlig stor betydning for hvor voldsom skade du kan forvolde. Men bedst af alt, bliver det når du har fundet ud af hvordan du rekrutterer dig en regulær hær rundt omkring i landsbyerne og pludselig befinder dig i en kamp med hundrede deltagere på en gang, hvor du virkelig føler at du blot er en lille brik i alt det der foregår rundt omkring dig. Det er bare verdensklasse.
Men her hører jubelen også op og du kan godt få armene ned igen. For med mindre du er helt fanatisk tilhænger af spil uden noget som helst formål, så bliver spillet noget så gudsjammerligt kedeligt hurtigere end en fodboldlandsholdsspiller bliver fornærmet over kritik. Jo, der er da ganske vist opgaver du kan påtage dig rundt omkring i byerne og på borgene, men de har ikke rigtigt noget formål, de er gabende kedelige og de er mere eller mindre nøjagtigt ens. Resten af tiden driver du bare rundt og undrer dig over hvad du foretager dig. Der er ingen start og ingen slutning på spillet, der er blot dig selv og hvad du har lyst til at gøre spillet til. Havde der dog blot været et spinkelt lys af formål for enden af middelalderen, havde det gjort underværker.
Den mørke middelalder
Hvis det hele så var uendeligt gudeskønt at se på, så kunne du glemme meningsløsheden i bjergtagelse over at opdage nye smukke egne, imponerende bygninger og skønne kvinder. Men det er det ikke. Der er bestemt ikke meget Oblivion over det visuelle i Mount & Blade. Uden at være direkte grimt, er det hele en gang ensartet dyster og dunkel grafiksuppe, hvor hvert landskab, hver borg, hver by og hver købmand ligner hinanden til forveksling. At der ikke er noget tale i spillet gør bestemt heller ikke situationen bedre. Al kommunikation med de personer du møder på din vej er begrænset til valg mellem den samme håndfuld af tekstbaserede standardspørgsmål, der var god latin i de rollespil der så dagens lys for ti år eller mere siden. Eneste undtagelse til reglen er den obligatoriske grynten og hylen fra de fjender du hugger ned undervejs på dit eventyr.
Hvor mon den er, den røde tråd?
Om man i den sidste ende kan lide Mount & Blade, kommer i meget stor udstrækning an på hvor glad man er for de såkaldte ”sandkasse”-spil, der er komplet blottet for handling og helt overlader det til spilleren at skabe sit eget indhold. Efter undertegnedes mening er man helt klart gået for vidt i Mount & Blade, der tydeligvis skriger efter at få en eller anden form for rød tråd at holde sig til. Der er rigtigt mange gode idéer i Mount & Blade, men i sin upolerede og meget løse form, virker spillet mest af alt som et halvfærdigt produkt, et produkt der simpelthen sukker efter nogen der vil komme og samle idéen op og gøre arbejdet færdigt.
Loading ...
