Spore

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Det vil vist være en underdrivelse, at kalde Spore årets mest hypede PC spil. Med Will ”The Sims” Wright ved roret og et løfte om et banebrydende gameplay kunne forventningerne næsten ikke presses højere op. Nu er Spore så endelig udkommet og vi er klar med vores indtryk af spillet – læs med og se om Spore kan leve op til hypen.

Et spil for Darwinister

Grundlæggende er det en svær opgave at beskrive Spore, for samlet set falder spillet ikke rigtig ind i nogle almindelige genrer. Det er ikke fordi spillet har opfundet en helt ny genre – men fordi spillet foregår igennem en fem faser, der hver især er en ellere flere kendte genrer – såsom action, simulation, real-time strategi og så videre. At spillet så er designet af The Sims-skaberen Will Wright og at det indeholder et forsøg på at simulere noget så komplekst som evolution, gør det bestemt ikke lettere.

Konceptet i spillet er som sådan ganske enkelt at beskrive – man starter for milliarder af år siden da det første liv opstod på en planet et eller andet sted i rummet. Man skal så lede sin lisform igennem evolutionære faser, alt imens man udvikler dets udseende og dermed også dets færdigheder, for til sidst at ende i rumalderen, hvor den race man påbegyndte som en lille klat celler for milliarder af år siden, forsøger at skabe kontakt med andre civilisationer i rummet (og sprænge dem til atomer). Det må siges at være noget af et ambitiøst plot, men det er faktisk lykkedes rigtig godt for Maxis at inkorporere fornemmelsen af evolution i spillet – men mere om det senere.

Livet opstår
I starten af spillet styrter en meteor ned i den boblende suppe, som dækker planetens overflade. Kemiske reaktioner opstår og ud af denne forhistoriske suppe opstår de første livsformer (hermed er abiogenese bevist... i spillet i hvert fald). En af disse er den du skal styre og lede igennem milliarder af år.

Man begynder med at designe sit lille celle-væsen og vælger om det skal være sejt (kødædende) eller en pivskid (planteædende) – en beslutning, der får konsekvenser for resten af spillet. Derefter går det løs i et lille actionspil, der mest af alt minder om en version af flOw. Man styrer sit lille celle-væsen rundt og spiser små kugler af biologisk materiale og er man kødædende kan man jo lige så godt snuppe en bid eller to af de forbipasserende etcellede dyr, der er opstået i det forhistoriske hav.

Efterhånden som man spiser vokser man sig igennem fasens niveauer. Men ikke nok med det – har man opsamlet energi nok, kan man søge en mage og derved parre sig (hvilket er betydeligt kedeligere end det lyder) for at skabe et nyt væsen. Når man gør det kommer man tilbage i spillets ”Creature Creator”, hvor man kan få lov til at bruge point på evolutinær udvikling. For eksempel kan man tilføje et næb, kløer, bedre finner og så videre til sin lille hvirvelløse tingest. Det gør den hurtigere, stærkere, farligere eller mere sejlivet. Dog kan man ikke bare købe løs som i et stort Darwinistisk supermarked – man skal først ud og samle de ting op man kan købe. Disse finder man som regel ved at spise andre væsner, så man kan altså ikke altid selv bestemme hvilke muligheder man har i evolutionen af sit lille væsen, idet man er begrænset af de ting man har fundet.

Når man har gennemført faser nok i den første del af spillet, sendes man automatisk videre til den mere landfaste del af Spore.

Nu med ben
Efter at man har udviklet et væsen med ben, går man på land, hvor det centrale gameplay fortsætter – der skal samles DNA point og alt efter om man har skabt en kødæder eller en planteæder gøres dette ved at kontakte andre væsner for enten at myrde eller socialisere med dem. Man skal løbende finde skeletdele, der giver nye elementer til ”Creature Creatoren”, hvor man kan bruge sine DNA point til at udvikle sit væsen, der også gradvist formår at udvikle en hjerne.

Denne del af spillet minder mest af alt om et actionrollespil, hvor man skal udvikle sit væsen for at optimere kampkraft (eller hvis man har et tøse-væsen af en planteæder, skal man optimere dets sociale færdigheder). De angreb og interaktionsmuligheder man har til rådighed ligger i en bjælke i bunden af skærmen, hvor man kan se hvornår de er klar eller hvor lang tid der er tilbage af deres cooldown. Det lyder måske meget World of Warcraft-agtigt, men det er i realiteten virkelig simpelt – måske lidt for simpelt taget i betragtning hvor lang tid denne fase af Spore varer.

De andre væsner, som man interagerer med i denne del af spillet, er organiseret som små stammer. I starten kan man sagtens dræbe en hel stamme alene (eller blive venner med en hel stamme), men efterhånden som spillet skrider frem, får man brug for hjælp. Heldigvis kan man, efterhånden som man udvikler sit væsen, ”rekrutere” venner, som følger med dig rundt i terrænet og angriber dine mål.

Will Wright har selv sammenlignet denne fase i Spore med den sociale del af The Sims – men det er nok lige at strække den lidt. For selvom der er et meget enkelt minispil, hvor man skal matche andre væsners bevægelser, er der reelt set ikke megen social interaktion i denne del af Spore (med mindre man medregner ”folkemord” som en social interaktion).

Stammefolket
Den tredje fase af Spore er ren real-time strategy. Man har sin stamme, der er omgivet af andre væsner og deres tilsvarende stammer. For at udbygge sin landsby med nye bygninger skal man samle mad, der er denne del af spillets eneste rigtige ressource. Mad kan man samle, jage eller fiske sig til (eller man kan hugge det fra andre stammer). Kontakt med andre strammer kan enten være for at knuse dem militært eller for at interagere med dem og forhåbentlig forme alliancer. Begge dele giver i sidste ende nye ”teknologier”, således at man kan bygge nye huse i sin landsby – huse der enten giver adgang til simple våben som kastespyd eller stenøkser eller bygninger, der giver adgang til musikinstrumenter, der forbedrer chancen for fredelig kontakt med andre stammer.

Hele stamme-delen af Spore er meget enkelt og relativ kort. Undervejs i denne del kan man stadig ændre sit væsens udseende, men ikke længere med nye kropsdele, men derimod med ”udstyr” i form af primitive hovedbeklædninger, skulderpanser, udsmykning, masker og så videre. Under alle omstændigheder er denne del af Spore mest af alt et real-time strategispil ”light”.

Tungt bevæbnet civiliation
Fra stammestadiet udvikler man sig frem til en mere regulær civilisation, hvis mål det er at overtage kontrollen med hele planeten – enten gennem militære erobringer eller gennem diplomatiske eller religiøse påvirkninger af andre civilisationer. Spillet fortsætter i denne fase sin real-time strategispil kombineret med en form for ”gude simulation”. Man skal i starten af fasen designe sin civilisations huse og derefter bygge det første militære køretøj de anvender. Dette fungerer præcis som når man designer et væsen i de tidligere faser i spillet – man har et vælg af ting at vælge imellem og de kan alle vendes, drejes og strækkes for at opnå den form man gerne vil have. Det er muligt at bygge kampvogne, lette køretøjer, fly, skibe - you name it, kun din fantasi og ønske om ødelæggelse sætter grænser.

Ved at bygge nye fabrikker og udvinde råstoffet ”spice” (der er vist nogen der har læst Frank Herberts bøger) kan man udvikle sin civilisation og påvirke andre civilisationer igennem propaganda eller man kan vælge bare at sprænge dem fra planetens overflade med sine militære enheder og supervåben. Denne del af Spore er en smule dybere end de foregående, isæt fordi man har flere strenge at spille på og de taktiske muligheder bliver en lille smule mere raffinerede end tidligere.

Space and beyond...
Den sidste fase i Spore er den alle her på redaktionen er enige om er den bedste – her får man lov til at designe sit eget rumskib og derefter begynder man ellers at lede efter liv på andre planeter. I bedste Master of Orion kan man kolonisere planeter eller endda tage kontakt til laverestående livsformer ved at placere monolitter eller lave korncirkler. I modsætning til de fire forgående faser folder Spore i denne femte og afsluttende fase pludselig en gigantisk vifte af spilmuligheder ud og det kan næsten tage pusten helt fra en, når man nu lige har gennemspillet de fire mere stringente faser.

Efterhånden som man udbygger sit imperium, kan man designe og udbygge nye rumfartøjer, udvikle nye supervåben og naturligvis også bekrige andre rumfarende racer – mulighederne er mange så alene denne del Spore er pengene værd, hvis man har en svaghed for de ”gode gamle” rumspil som Master of Orion eller Galactic Civilizations.

Det er denne femte fase, der er spillet Spore – det er i den du kommer til at tilbringe mest tid, det er den du vil snakke med dine venner om og det er i den spillets fantastiske design og humor kommer bedst frem – men at man skulle igennem de første fire faser kan let komme til at virke som noget af en omvej for at komme til det saftige indhold – men i det mindste er det en til tider meget underholdende og scenisk omvej.

Masser af væsner
En stor del af Spore er naturligvis at udvikle og redesigne sit væsen – det er der allerede tusinder og atter tusinder af spillere, der har gjort og mange af dem har delt deres kreationer med os andre, således, at de racer man møder igennem spillet er skabt af andre spillere. Det er da meget sjovt, men mest af alt en gimmick, for der er vitterligt millioner af muligheder for at designe unikke væsner, så de kunne såmænd lige så godt være tilfældigt genereret. Dog afslører væsnernes navne ofte at der står en anden spiller bag designet.

Mulighederne for at designe sine egne bygninger og køretøjer er mindst lige så komplekst som ”Creature Creator”, så der er også basis for at opleve en sand syndflod af spiller-genereret indhold på den konto. Smart fundet på af Maxis, der ellers er verdensberømte for selv at udgive en næsten endeløs række af opdateringer til The Sims – så denne gang slipper vi måske for opdateringerne og får i stedet adgang til de millioner af væsner, huse og kampvogne, der allerede er designet af andre spillere.

Næsten for nuttet
Til trods for Spore simulerer evolution og krigsførelse, så er det faktiskret nuttet at se på – dette skyldes ikke mindst de (til tider) komiske farver man får givet sit væsen eller de mærkelige farver andre væsner har. Men samlet set er grafikken nydelig – masser af flotte omgivelser, glimrende animationer og et væld af små detaljer. Især starten i Cellefasen er værd at fremhæve som visuelt meget imponerende, ikke mindst på grund af spillets smarte brug af vandeffekter.

I fasen efter Cellefasen er man nede og styre det enkelte væsen direkte og her minder grafikken meget om klassiske 3D actioneventyr, mens man i de sidste tre faser ser tingene fra afstand, som i Warcraft III eller som i Civilization. Med andre ord så ”zoomer” spillet ud fase efter fase, for til sidst at handle om hele planeten – en smart funktion, der understreger spillets skifte fra fokus på individdet til hele samfundet.

Musikken i spillet er leveret af ambient musikeren Brian Eno (Brian Peter George St. John le Baptiste de la Salle Eno), der nok er bedst kendt for sit arbejde med Roxy Music tilbage i 70´erne. Soundtracket består da også mest af rolig ambient musik, der for det meste fungerer ganske godt sammen med begivenhederne på skærmen – det er desværre ikke et lydspor, som jeg syntes gør noget for helhedsoplevelsen, men man kan jo heller ikke få alt hvad man peger på.

Will Wright har for nyligt kommenteret at ”Spore er tænkt som The Sims 2 – ikke som Half-Life 2”. Det er en mærkelig bemærkning, for naturligvis er det det, men den kommer som respons på noget af den kritik Spore faktisk har fået – spillets action er måske en smule ensformig og de første faser er ret banale at slæbe sig igennem gang efter gang, når man vil skabe et nyt væsen. Derfor er det vigtigt at huske, at man ikke køber et actionspil, når man køber Spore – man køber et spil, der er så gigantisk i omfang og koncept, at man må tilgive, at det fra tid til anden virker en smule ensformigt i sit gameplay.

Det er så absolut de sidste par faser, der sikrer spillets levetid og de er virkelig værd at spille de andre faser igennem for at komme til. Nu skal det ikke forståes som om de første faser slet ikke er sjove – for det er de skam de første gange man spiller dem, men i modsætning til de senere faser, så har de første bare ikke rigtig nok variation eller dybde i gameplayet til at holde sig friske i anden, tredje og fjerde gennemspilning.

Når alt er sagt og gjort, så er Spore et spil, som ingen seriøse gamere må gå glip af. Det er måske ikke den gigantiske revolution, som vi havde forventet og håbet på, men det er solidt spildesign når det er bedst – spildesign, der beviser, at det stadig er muligt at lave denne type fantastiske spil, hvor slutproduktet er betydeligt større end summen af de enkelte dele. Spore kunne let være endt som en omgang genre-patchwork uden sammenhæng eller stil, men i stedet fremstår det som et fantastisk velfungerende slutprodukt – et slutprodukt du bør investere i med det samme.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).