Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Jeg har tidligere givet udtryk for min generelle foragt for filmspil, og jeg skal være ærlig at indrømme, at Hellboy: The Science of Evil heller aldrig har figureret på min ellers svulmende to-buy-liste. Spillet er rigtignok ikke baseret på spillefilmen Hellboy II: The Golden Army som det ellers udgives sideløbende med, men besidder sin egen unikke historie inspireret af både tegneserie- og filmuniverset. Det afholder det dog ikke fra at lide af mange af de samme sygdomme som deciderede ’spilmatiseringer’ ofte gør.

Saving the world is a hell of a job
Hellboy: The Science of Evil er ifølge Konami blevet til under kreativ vejledning fra den navnkundige filminstruktør Guillermo del Toro (Hellboy-filmene, El Laberinto del fauno, Blade II) og skaberen af Hellboy-karakteren Mike Mignola, men udvikler Krome Studios synes ikke at have lyttet tilstrækkelig til de to ellers så kvalitetsbevidste personligheder. Historien udgør nemlig ét stort virvar bestående af seks fragmentariske episoder, der bringer Hellboy fra Rumænien, over Japan og Tunesien, for til sidst at ende på naziføreren Herman von Klempts fæstning et uangivet sted i Østeuropa. Historien, eller mangel på samme, virker blot som en undskyldning for at lade Hellboy komme i karambolage med varulve, onisamuraier og nazister, og de uddybende narrativer fungerer mestendels som tekstbaserede briefinger der bliver leveret mens spillet loader i stedet for igennem prerenderede mellemsekvenser. Dette bidrager til, at spilleren bliver yderligere distanceret fra en allerede sparsom historie.

Heller ikke gameplayet formår at skabe et formildende plaster på såret, selvom de basale elementer fungerer som tilsigtet. The Science of Evil er et traditionelt 3rd-person actionspil med et statisk kamera og en række forskellige slagsmønstre og ’finishers’ til rådighed, og selvom der ikke just er noget revolutionerende over denne formel, er det ikke selve konceptet man mister tålmodigheden med. Det frustrerende består i spillets trivielle udformning, der blot går ud på at nedkæmpe horde på horde af tankeløse fjender i hvert område, hvorefter nogle porte åbnes, og lader spilleren gentage fremgangsmåden i et nyt område. Dette afløses kun enkelte gange af nogle hurtigt overståede bossfights og sporadiske puzzles, der bare virker forhastede og uden egentlig substans.

Selvom der er seks forskellige områder i The Science of Evil, bliver der ikke introduceret nye elementer i takt med at historien skrider frem. Dette ville dog ikke gøre så meget, formåede Krome blot at implementere et tilfredsstillende kampsystem (det har før reddet Ninja Gaiden). Dette er desværre bare ikke tilfældet, og vi må i stedet tage til takke med simple combos, en überlav sværhedsgrad og monotone fjender, der er i stand til at sidde fast i selv de mindste genstande. Ved at dræbe fjender optjener Hellboy energi, der gør ham i stand til at gå i ’Hellmode’, hvor der går ild i hans deforme stenhånd og hans angreb bliver en smule mere effektive. Dette er blot set utallige gange før, og ofte langt bedre implementeret end tilfældet er her. Til sidst skal det nævnes, at det er muligt at spille både online og splitscreen co-op, men også denne funktion virker sjusket og uovervejet, da kun den ene spiller vil optræde i spillets enkelte mellemsekvenser. Gameplayet kan dybest set nedkoges til en enkelt konkluderende frase: Spild af tid.

Grafisk ligner spillet snarere en pæn PS2-titel end et spil til Sonys nye system, og der opleves store problemer med clipping, framedrops og nogle gennemgående intetsigende teksturer. Animationerne er ligeledes meget hakkende, og sommetider kunne man fristes til at tro, at der bliver hoppet over hver anden frame, mens Hellboys frakke knapt besidder flere animationsbevægelser end Tripple Hs lange hår i det originale WWF Smackdown til PSX. Både Selma Blair, Doug Jones og fantastiske Ron Perlman leverer stemmer til spillet, og de alene står for det enlige lyspunkt i en titel der ellers synes at rådne op i sin egen middelmådighed.

Hellboy: The Science of Evil kan næppe anbefales, ikke engang til fans af tegneserien eller filmene, og det er svært at forestille sig, at del Toro og Mignola har sagt god for et spil så mangelfuldt. Derfor må man konkludere, at Konami enten har overspillet deres funktion af marketingsårsager, eller så skal begge høre omhyggeligt efter, når vi skriver: Don’t quit your dayjobs!

Gamesector Frarder

Om Lars Grubak Larsen