SingStar Vol. 2

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI SexPEGI Violence

Singstar til PlayStation 3 er genialt. Ikke fordi spillet er radikalt anderledes end til PlayStation 2, for det er stort set identisk med de "gamle" versioner, men det er smart fordi man kan anvende SingStore – en online butik, der gør det muligt at købe hundredvis af ekstra numre til sit Singstar. Det store spørgsmål er så hvorfor man har behov for en Singstar Vol. 2?

For offline-folket?

Det vil være direkte løgn at påstå, at Singstar er en spilserie der står for nytænkning og udvikling. Vi har anmeldt myriader af Singstar-spil her på GameSector igennem de seneste par år og mængden af udvikling, der har været i gameplayet, siden det første Singstar-spil så dagens lys, er til at overskue. Der er kommet et par nye spilmodes til undervejs, men det er vist også det hele.
 
Nu kunne man måske forestille sig, at den tendens ville ændre sig nu hvor Singstar er udkommet til PlayStation 3 og det er muligt at hente alle de numre man måtte gide skråle sig hæs til via SingStore - men nej. Singstar Vol. 2 forbliver tro mod konceptet og tilbyder, udover en enkelte lille ændring, præcis det samme, som man kunne opleve i det originale Singstar til PlayStation 3 – det vil sige 30 nye sange man kan varme sangstemmen op med derhjemme foran husalteret.
 
Den lille forskel
Den "lille ændring" nævnt ovenfor er en ny mulighed for at lave "harmonies" imens man synger duetter. Det betyder kort og godt, at hver spiller synger sin egen tekst, således at der er tekst i toppen og i bunden af skærmen. Systemet fungerer ganske godt og det er da meget sjovt i nogle af duetterne, hvor de to spillere synger forskellige dele af teksten. Men alt i alt nok ikke en ændring af gameplayet, der har den helt store effekt på underholdningsværdien eller levetiden i spillet.
 
Spilmæssigt er Singstar Vol. 2 lige så solidt som alle de tidligere udgivelser i serien og det er med sikkerhed grunden til at konceptet ikke er ændret meget igennem seriens levetid. Karaoke-konceptet holder nemlig stadig 100 % og der er nærmest garanti for morskab og hygge, når man slæber Singstar frem til en fest. Sådan er det også med Singstar Vol. 2, men det er svært ikke at stille sig selv spørgsmålet "hvorfor skulle man købe det, når man bare kan købe andre numre online?"
 
Selvom vi hele sommeren har forsøgt at gennemskue hvorfor man skulle investere i Singstar Vol. 2, så er det eneste argument vi kan finde på, at spillet må være designet til de Singstar spillere, der enten ikke har købt det første Singstar til PlayStation 3 eller bare ikke er klar over, at man kan gå på SingStore online med konsollen og købe sig fattig i nye numre. Sagt på en anden måde, så skal man virkelig overveje om Singstar Vol. 2 er pengene værd, hvis man allerede har det første Singstar til PlayStation 3.

Så igen i år bliver det de 30 numre i spillet, der skal afgøre om du skal have slagtet sparegrisen og købt det nye Singstar. Numrene er:

Aerosmith - "Dude Looks Like A Lady"
Blur - "Country House"
Bobby Brown - "My Perogative"
Eminem - "Without Me"
George Michael - "Freedom 90"
Gorillaz - "Dare"
Gossip - "Standing in the Way of Control"
Hot Chocolate - "You Sexy Thing"
Kaiser Chiefs - "Ruby"
Kool & The Gang - "Celebration"
Lovin' Spoonful - "Summer In The City"
Maximo Park - "Our Velocity"
Morrissey - "Suedehead"
Nirvana - "Lithium"
Panic! At The Disco - "But It's Better If You Do"
Paul McCartney & the Frog Chorus - "We All Stand Together"
Pulp - "Common People"
Radiohead - "Street Spirit (Fade Out)"
Shakespears Sister - "Stay"
Spandau Ballet - "True"
The Cure - "Pictures of You"
The Killers - "When You Were Young"
The Libertines - "Can't Stand Me Now"
The Mamas & The Papas - "California Dreamin'"
The Offspring - "Pretty Fly (For A White Guy)"
The Police - "Don't Stand So Close To Me"
The Proclaimers - "I'm Gonna Be (500 Miles)"
Tom Jones with Mousse T - "Sexbomb"
Tone Loc - "Funky Cold Medina"
Young MC - "Bust A Move"

Numre som ”You Sexy Thing”, ”California Dreamin” og ”Don't Stand so close to me” virker som øjeblikkelige karaoke-klassikere og de er da også numre som hele familien kan være med på. Mere friskt er det at se numre fra Eminem, Gorillaz og Tone Loc i et Singstar – de er svære at synge, men et fedt afbræk fra de mere traditionelle rock og pop numre. Alt i alt er det en ganske stærk lineup – i hvert fald er den en af de bedre vi har set – men det er naturlgivis et spørgsmål om smag og behag.

Singstar Vol. 2 er på mange måder et overflødigt produkt, hvis man har det første Singstar – dog med det ene forbehold (der også redder Singstar Vol. 2's karakter), at spillet faktisk har en af de bedre tracklister vi har set i et Singstar spil for nyligt. Da det første Singstar udkom til PlayStation 3 var vi ellers overbeviste om at tracklisterne ikke længere ville have den store betydning, da man nu ”bare” kunne købe og downloade de numre man gad synge via SingStore – man det var åbenbart ikke helt rigtigt. Desuden er Singstar Vol. 2 udkommet til en overkommelig pris, så det kan måske være det sidste gram på vægtskålen, der leder til en beslutning om køb.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).