Braid

Score: 10
Xbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad Language

”Braid. Det var da en mærkelig titel på et spil. Det er sikkert et skodspil og i hvert fald ikke noget for mig!”. Hvis du tænker sådan på forhånd, så går du virkelig glip af en af årets helt store spiloplevelser. For Braid er intet mindre end en sensation inden for puzzlegenren og formår på en gang at være nyskabende samtidig med, at det bevarer de klassiske dyder inden for platform-genren. Og det er nu engang en sjældenhed!

Eh, hvad? Fletning?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at såvel puzzle- som platformspil altid har været blandt mine favoritgenrer. Gennem tiderne har vi set masser af fantastiske spil inden for enten den ene eller den anden genre, men ikke siden Interplay’s Lost Vikings fra 1992 har jeg set blandingen af de to udført med så stor elegance som i Braid.

I Braid styrer du Tim, som på klassisk vis skal forsøge at redde sin prinsesse. Dette lyder jo nok som noget, man har hørt før, men historien i Braid har mange flere lag end som så og indeholder mere psykologi og eftertænksomhed, end vi er vant til. Lidt lommefilosofi skal der jo være plads til, men historien er langt fra omdrejningspunktet i Braid. Kernen i spillet er puzzles, og spillet består af 5 puslespil, som hver især indeholder 12 brikker, som man skal samle på spillets forskellige baner og til sidst sætte sammen på klassisk vis. Første bane er blot en lille smagsprøve på, hvordan man spiller spillet, men herefter bliver man introduceret for spillets vigtigste redskab – evnen til at manipulere med tiden. Med venstre stick styrer man Tim, og med A-knappen hopper man. X-knappen er spillets vigtigste og holder man denne inde, begynder tiden at bevæge sig baglæns. Visse elementer er ikke påvirket af denne handling, og således kan Tim eksempelvis hoppe ned i et dybt hul, samle en nøgle op, og derefter, ved hjælp af X-knappen, bevæge sig baglæns og komme op af hullet igen – nu med nøglen, som på denne bane ikke er påvirket af tidsfaktoren. På de senere baner er der mange andre objekter og fjender, der reagerer på samme måde, men hvor det kræver langt mere tankevirksomhed at finde ud af, hvordan i alverden man kan komme op og få fat i en tilsyneladende uopnåelig puslebrik.

Aha!
Braid er således i høj grad et spil for skarpe hjerner og indeholder mange svære og velgennemtænkte puzzles. Til gengæld er aha-oplevelsen, når man endelig har gennemskuet et puzzle, enorm, og den slags oplevelser er der mange af i Braid.

Senere i spillet får man endvidere mulighed for at bruge en skygge-karakter, som – når man spoler tiden tilbage – udfører en eksakt kopi af de handlinger (hop og spring m.m.), som man netop har udført. På disse baner er det således samarbejdet mellem nutidens og fortidens handlinger, der er det væsentlige element, og det virker simpelthen fantastisk godt. Senere hen får man muligheden for med Y-knappen at anvende en ring, som – når man lægger den på jorden - danner en cirkel, hvori alt foregår i skildpaddefart, og også her er banerne og udfordringerne virkelig gennemtænkte og igen fyldt med aha-oplevelser. Uden at afsløre for meget byder Braid – når man har samlet samtlige 60 puslebrikker – på endnu en udfordring. Ikke blandt de sværeste men stadig indeholdende, hvad der er kernen i Braid; nemlig underholdning og udfordring.

Braid er en ren singleplayer-oplevelse, og eneste måde, du kan konkurrere mod dine venner på, er, når du har gennemført spillet, hvor du får mulighed for at gennemføre et såkaldt speed run på enten hele spillet eller udvalgte baner, hvortil spillets leaderboards er knyttet. Dette bevirker, at replay-værdien, der traditionelt set ellers ikke er høj i puzzle-spil, stiger en grad eller to.

Rent grafisk er Braid også et lille mesterværk. Det føles mest af alt, som om man bevæger sig rundt i smukke, farverige malerier, og hvor animationer, karakter og fjender er udført med inspiration fra nogle af de store platformklassikere, vi har set gennem tiden. Bl.a. indgår den velkendte kødædende plante fra Super Mario Bros som en klassisk fjende og medvirker da også i et par ganske udfordrende puzzles hen mod slutningen. Rent musikalsk er Braid også en oplevelse af de store med lækre, små melodier, som passer helt perfekt til spillets visuelle udtryk, og alt i alt er Braid’s indpakning den klart flotteste, vi har set til dato på Xbox Live Arcade.

Årets spil?
Braid kommer ind fra sidelinjen som en total overraskelse og tager pusten fra dig! Det er uden tvivl blandt de bedste arcadespil på Xbox 360 og et af de bedste puzzlespil, jeg nogensinde har spillet. Eneste (meget lille) minus er replay-værdien, selv om man efter at have gennemført spillet bliver udfordret på at klare banerne på tid. Men dette (og prisen på 1200 MS Points) betyder ingenting, sammenlignet med den totaloplevelse, man får ved at spille Braid. Med 5 områder med hver 12 puzzles af stigende sværhedsgrad, hvoraf mange vil kræve, at de små grå virkelig bliver sat på overarbejde, en anderledes og spændende historie, malerisk og virkelig flot grafik, lækker iørefaldende musik samt et gameplay af en kvalitet, som man skal lede længe efter, gør, at vi nu for 2. uge i træk bliver beriget med en vaskeægte klassiker. Braid må kandidere til årets spil 2008!

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.