Det originale Forbidden Siren til PS2 var en gennemgående frustrerende spiloplevelse. Det stod dog samtidig ganske klart for alle de der spillede det, at det i atmosfære og tempo var betragteligt foran de fleste af sine konkurrenter i survival horror-genren, og på én-eller-anden-måde tilgav man til dels spillets ’trial & error’-gameplay, klodsede styring, elendige kamera og pinlige stemmeskuespil. Formår next-gen genfortolkningen at rette disse fejl, og løfte sig fra at være lovende til at være fremragende?
A new horror is calling
Den umiddelbare præmis er meget traditionel. Vi følger et amerikansk TV-hold, der ønsker at udforske og dokumentere legenden om Hanuda, en forsvunden japansk bjergby, hvor der eftersigende skulle være blevet udført okkulte ofringer tredive år forinden. I takt med at de nærmer sig området bliver de dog vidner til endnu en blodig ceremoni, og inden længe bliver holdet spredt for alle vinde i deres flugt fra landsbyens besatte beboere, der er blevet omdannet til de rædselsvækkende Shibito. Uheldigvis har den amerikanske studerende Howard overværet selv samme hændelse, og også han får dette surrealistiske mareridt tæt ind på kroppen i sin jagt på svar. Der hvor Siren: Blood Curse i første omgang skiller sig ud, er i præsentationen. Spillet er splittet op i en serie af tolv separate episoder inddelt i fire kapitler, hvor man skiftevis tager styringen over forskellige medlemmer af TV-holdet, Howard og pigen Bella, hvis far er folkemindeforsker og rådgiver for TV-holdet. Historien får derved et mere serieorienteret præg, komplet med skiftende hovedpersoner og ’sidste gang i Blood Curse!’-sekvenser som introduktion til hvert afsnit.
Den første karakter man får lov at kontrollere er Howard, der i det indledende afsnit skal forsøge at undslippe en besat politibetjent. Allerede her bliver man klar over, at Shibitovæsnerne ikke er dit gængse run-of-the-mill survival horror-monster, og på ingen måde ligeså ligegyldige som en enkelt zombie eksempelvis er det i Resident Evil. Tænk i stedet en mindre bevæbnet Nemesis fra Resident Evil 3 – og en hel landsby af dem! Shibito giver aldrig op, og selvom de ligger ned er det ikke ensbetydende med, at de er døde. De vil forfølge spilleren herfra og til helvede, og medmindre man er bevæbnet med et skydevåben eller noget skarpt, er det lige hvad de har tænkt sig at gøre. Man vil derfor helst ikke opdages, hvis det kan undgås, og spillet opfordrer netop til en mere stealthorienteret tilgang end hvad vi er vant til. I stedet for blot at styrte ind i et rum er det således en fordel at holde sig på afstand og grundigt analysere shibitos bevægelsesmønstre, før man tager sit næste træk. Man udvikler en stor, stor respekt for sine fjender. Særligt effektiv (og skræmmende) er en sekvens, hvor man kontrollerer Bella igennem et forladt hospital, da hun ingen mulighed har for at slå fra sig, og derfor bliver nødt til at forblive usynlig, hvis hun skal overleve. Hér bliver Blood Curse i sandhed klaustrofobisk, og man kunne godt ønske sig lidt flere af disse momenter frem for de enerverende ledsagelsesmissioner, hvori man skal eskortere en person igennem den ondskab der gennemsyrer Hanuda.
Et element der blev introduceret i Forbidden Siren var muligheden for se hændelserne igennem øjnene på alle de tilstedeværende i et enkelt område – det såkaldte sight-jack. Det skaber et noget større overblik, og dette er svært behjælpeligt når hver ugennemtænkt bevægelse risikerer at være ens endeligt – checkpoints er ikke ligefrem spredt gavmildt ud i de forskellige kapitler, så man kan komme ud for at spille de samme sekvenser op til flere gange, hvis man ikke kigger sig for. I Blood Curse er sight-jack-systemet imidlertid blevet optimeret sådan at man ganske let kan skifte imellem de forskellige synsvinkler, og endda også tildele hver vinkel en knap, så man hurtigere kan få den ønskede vinkel frem i pressede situationer.
Er man glad for j-Horror, vil man finde stor tilfredsstillelse i Siren: Blood Curse. Selvom hele rollebesætningen er udskiftet med amerikanske modstykker, er udviklingsholdet stadig japansk, og historien er spækket med østlige påfund og twists. Personligt finder jeg det ét af de mest forstyrrende spil jeg indtil videre har oplevet på en next-gen-konsol, og det vil helt sikkert holde selv de mest hærdede spillere på kanten af stolen – det værste er ikke chokket, men det at vente på det i takt med at spændingen stiger og det allerede sparsomme underscore forsvinder. Handlingen bliver desværre ikke fortalt ligeså effektivt igennem de mange mellemsekvenser, og spilleren bliver ofte nødt til at antage i situationer, hvor formidlingen virker uklar. Heldigvis kan man ved at opsamle mange af spillets forskellige audio- og videoledetråde, sammensætte en historie, der bliver mere og mere kompleks som spillet skrider frem, og i sidste ende leverer Blood Curse. Styringen er stadig en smule akavet, men man vælger at ignorere det og lade sig selv forsvinde i den formidabelt stemningsmættede atmosfære der omringer den lille bjergby.
Visuelt er Blood Curse overbevisende, og især karaktermodellerne hos de spilbare karakterer og Shibito er gode. De visuelle stil er gennemgående forstyrrende, og det er tydeligt at se, at der er lagt et stort arbejde i at designe og gengive de forskellige monstre. Omgivelserne er ikke detaljerige i samme grad, og de mange teksturer virker både genbrugte og uskarpe, men da spillet i forvejen er meget mørkt, er dette først noget man lægger mærke til, når man lyser på det med sin lommelygte. Lydmæssigt er det endnu bedre. Stemmeskuespillet er ligefrem eksemplarisk, lydeffekterne effektive og underlægningsmusikken perfekt afdæmpet. Det mest gennemførte er dog de forfærdende skrig fra Shibito, og de vil utvivlsomt sabotere mangt en nattesøvn.
Blood Curse er som beskrevet delt op i fire kapitler á tre afsnit der alle kan hentes på PSN enten ét kapitel af gangen eller som fuldt spil til DKK 250,-. Hvert afsnit fylder mellem 500MB og 1200MB, og har man endnu ikke byttet sin harddisk ud med en større, kan det godt blive et problem at få den nødvendige plads taget alle de obligatoriske installs hos eksisterende PS3-spil i betragtning. I så fald vil det nok kunne betale sig at vente på, at det udkommer på Blu-ray. At spillet er alle pengene og al downloadtiden værd, skal der dog ikke herske tvivl om, og er man survival-horror-entusiast, er Siren: Blood Curse et must.
Loading ...
