Final Fantasy VII er efter denne anmelders (og resten af redaktionen her på GameSector.dk) mening intet mindre end det bedste konsolrollespil nogensinde. Det er vi heldigvis ikke de eneste, der synes, for der bliver ved med at komme spil fra SquareEnix, der på den ene eller den anden måde udbygger universet og persongalleriet omkring Final Fantasy VII, selv om det er over 10 år siden spillet udkom til PlayStation 1.
Zack’s historie
Er man ikke Final Fantasy VII fan eller har man aldrig spillet Final Fantasy VII, så vil størstedelen af Crisis Core nok være det rene volapyk. Hele persongalleriet og spillets setting samt plot er nemlig løftet mere eller mindre direkte ud af Final Fantasy VII. Crisis Core fortæller nemlig historien om Zack Fair – en ung soldat i organisationen SOLDIER (en eliteenhed ejet og drevet af Shinra Electric Power Company), der sammen med en række soldaterkammerater sendes på operationer bl.a. i den rebelske landsby Wutai og Banora Village.
Som nævnt spiller man soldaten Zack Fair, som Final Fantasy VII spillere vil huske fra flashback-elementerne om Cloud Strifes baggrund i Final Fantasy VII. Zack er, ligesom Cloud, i SOLDIER og er menig af anden grad, med et brændende ønske om at stige i graderne og bevise sit værd på aktive kampmissioner. Undervejs på disse missioner, som der er over 300 af i spillet, sættes Zack i forbindelse med en lang række karakterer, som man kender fra Final Fantasy VII – for eksempel skurken Sephiroth, Tseng, Reno og Rude fra The Turks, men også nogle mere glædelige gensyn med nogle af ”thhe good guys”, for eksempel Tifa, Yuffie, Aerith, Cait Sith og ikke mindst Cloud selv. Disse gensyn er helt klart hele spillet værd for Final Fantasy VII fans.
Actionfyldt rollespil
Crisis Core er et klassisk actionrollespil med kampe i real-time. Det vil sige, at spillet (desværre) ikke anvender det gammelkendte system fra Final Fantasy VII, hvor man kunne give ordrer hvert træk. I stedet kan man vælge enten at angribe med Zack’s våben eller med den magi han måtte besidde. Man trykker ”X” for at angribe det monster, som man har låst sig sigte fast på, imens man bevæger Zack rundt i kampområdet for at undgå angreb og komme i position til at angribe fjenderne.
Ved at klikke på de rigtige tidspunkter (og så længe Zack har Soldier Points nok) kan man aktivere forskellige power-ups ved hjælp af tre roterende hjul i øverste venstre hjørne af skærmen. Det er et relativt simpelt system, hvor man skifter angrebstype (eller skifter til at anvende magi eller ting fra Zack’s inventory) på skulderknapperne og angriber på X. Ret meget mere end det har man ikke behov for at vide for at gennemføre langt størstedelen af spillet – måske lidt for enkelt for de mere hardcore Final Fantasy fans.
Kampene resulterer, som i de fleste andre rollespil, i at man belønnes med penge, erfaring og med lidt held også en ting eller to, som man måske kan bruge senere. Materia, der spillede en stor rolle i Final Fantasy VII, er naturligvis også med i Crisis Core og dette bringer samme taktiske elementer med sig, som det gjorde i det originale rollespil. Materia har, som tidligere, forskellige egenskaber og er indelt i type efter sin farve. Ved at sætte flere typer af Materia sammen kan man opnå flere specielle effekter og bonusangreb alt efter rækkefølgen man placerer dem i.
Opgradering af Zack’s udstyr er, bortset fra hele delen om Materia, en meget simpel affære, der minder rigtig meget om måden man opgraderede udstyr på i Final Fantasy VII – det vil sige, at Zack ikke besidder så mange stykker rustning og når man kan opdatere dem, er det ofte fordi man finder et nyt stykke bedre rustning i en butik. Det er igen meget enkelt, men helt i Final Fantasy VII’s ånd.
For Final Fantasy VII fans er Crisis Core et næsten nødvendigt kapitel i fortællingen om Midgar og Cloud – men for spillere, der ikke kender til forhistorien eller karakterene er der desværre ikke meget at komme efter i Crisis Core. Dette skyldes primært gameplayet, der er alt for simpelt. En stor del af spillet gennemføres udelukkende ved at trykke X og X og X og… Der er naturligvis de obligatoriske boss-kampe, der kræver lidt mere taktik og ikke mindst bevægelse for at undgå deres angreb, men samlet set er Crisis Cores action lidt for enkel og ensformig og det er som regel et seriøst problem i et actionrollespil. Heldigvis kan handlingen og karaktergalleriet redde en hel del for fans af Final Fantasy.
Final Fantasy spillene har altid været kendt for filmiske og meget karakterorienterede cut-scenes og den trend fortsætter i Crisis Core, der har en lang række fantastisk flotte cut-scenes med de mange kendte figurer i spillet. Dertil kommer en masse flotte og meget dystre omgivelser, hvoraf flere er kendt fra Final Fantasy VII – for eksempel storbyen Midgar og Yuffis hjemby Wutai. Animationer, effekter og karakterer ser også rigtig godt ud, om end nogle af fjenderne er en smule gnidrede at se på. Alt i alt er Crisis Core dog en fantastisk flot og episk spiloplevelse – præcis som man kan forvente af et spil med de prestigefyldte ord ”Final Fantasy” på kassen.
Musikken, der jo altid er værd at lytte nærmere til i Final Fantasy spil, er primært komponeret af Takeharu Ishimoto, der tidligere har lavet musik til bl.a. Kingdom Hearts 2 og The World Ends With You. Soundtracket består primært af remixede Final Fantasy VII numre og det gør en gammel fan som undertegnede helt nostalgisk. Sagt med andre ord er lydsporet i spillet virkelig velfungerende, med episk og bevægende musikstykker.
Crisis Core er som sagt en nødvendighed i enhver Final Fantasy fans spilsamling. Ikke fordi spillet er ekseptionelt godt – for selvom det har kvaliteter, så er det langt fra det bedste eller mest opfindsomme Final Fantasy spil, men derimod fordi spillet fortæller forhistorien til det episke og gribende Fínal Fantasy VII og den er værd at opleve – også selvom det betyder, at man måske skal kæmpe sig igennem 300 missioner, der til tider kan virke lidt ensformige. Pointen er ret enkel: Crisis Core er et spil du skal eje hvis du har spillet Final Fantasy VII – har du ikke det, bør du skamme dig og gøre hvad du kan for straks at få rettet op på den fejl.






