Hvis du interesserer dig for RPG-genren – især den japanske variant som vi har kendt siden konsollernes barndom – så er det nu der skal spidses ører og spares op. The World Ends With You er nemlig et mere end vellykket forsøg på at modernisere en genre der i manges øjne har stået stille siden den gyldne æra midt i halvfemserne.
Er du verdens centrum?
Som i ethvert andet RPG, er historien helt central i The World Ends With You. Den binder spilmekanikkerne sammen og giver dem mening, og den er så god, at det er svært at lægge spillet fra sig i længere tid, selvom det endda belønnes – men mere om det senere. Hovedpersonen er Neku. En ung mand der helst ikke vil mænge sig med andre – han har det bedst med høj musik i hovedtelefonerne og blikket rettet indad – mod sig selv. På trods af den indledende selviskhed, så er Neku faktisk en sympatisk fyr, og den sympati forstærkes efterhånden som hans personlighed tilføjes flere uventede facetter. Historiens andre personer har en tilsvarende dybde, og undergår også en stor udvikling igennem spillet. Det er forfriskende med et RPG, der tør have komplekse personer på hele rollelisten – personer der er svære at forudse, men i sidste ende også troværdigt agerende personer som det er let at fatte sympati for.
Prisen for de komplekse personer er et forholdsvist stort fokus på dialogsekvenser. Heldigvis er de velskrevne og aldrig fulde af udenomssnak og ligegyldigheder. Der er en historie som skal fortælles, og det sker fokuseret, men dog også tilsat en håndfuld interessante temaer der rækker udover hovedhistorien. Det er temaer der ikke normalt berøres i et RPG, som eksempelvis mode – skal man følge den eller skabe den?
Spillet foregår i Shibuya – en travl japansk storby hvor folk hovedsageligt går op i mode, trends og ikke mindst små runde badges eller pins. En dag vågner Neku noget forvirret op på en stor plads midt i byen. Hans hukommelse er hullet – han ved ikke hvordan han er endt der. Næsten med det samme modtager han en kryptisk SMS på sin telefon: ”Gå til 104 – du har 60 minutter – fejler du, bliver du slettet”. Han er havnet i et surrealistisk spil om liv og død. Han er ikke klar over hvad der virkeligt og hvad der er drøm, men han har ikke andet valg end at spille med. Sammen med sin partner, indledningsvis er det pigen Shiki, må han overleve spillet i syv dage. Hver dag indledes med en SMS, og missionen den indeholder, skal opfyldes før dagen slutter. Historien inddeler dermed naturligt spillet i kapitler, der hver tager en halv til en hel time at gennemføre. Med i alt 28 kapitler, giver det spillet en for et RPG passende længde på mellem 15 og 20 timer. I de timer er det historien som står stærkest, for det er en både spændende, original og velfortalt historie – men dermed ikke sagt at spilmekanikkerne halter.
Shibuya er fyldt med støj. En støj der i spillet manifesteres som monstre. Det giver plads til et kampsystem, som er både innovativt og med en enorm kompleksitet – i det her tilfælde betyder det dog ikke at spillet nødvendigvis er svært, for både sværhedsgrad og graden af automatiseret opførsel vælger spilleren selv før en kamp. Skrues der ned for sværhedsgraden er belønningerne små, men fremskridtet i forhold til historien er det samme. Det øger spillets tilgængelighed betydeligt.
Omdrejningspunktet er de pins som spilleren samler sammen overalt i byen. Neku kan bære op til seks pins i kamp, og hver af dem giver ham et angreb eller færdighed som kan udnyttes i kampen. Det styres med pennen, som er brugt meget kreativt. Nogle pins kræver bare man trykker på monstrene, mens andre kræver mere avancerede bevægelser på bestemte steder og med den rette timing. Det er en kæmpe opgave at lære at bruge alle pins, men det er heller ikke meningen – i det mindste ikke på første gennemspilning. I stedet gælder det om at bruge de enkelte pins meget, da de så bliver stærkere og giver bedre angreb. Den mest effektive måde at øge sine pins styrke på, er dog at slukke spillet – de pins som Neku bærer, får nemlig et boost baseret på tiden der ikke er blevet spillet. Det er en god måde at opfordre til pause, for spillet er ret svært at lægge fra sig.
Den virkelig dybde i kampene findes i udvalget af pins, der skal vælges med omhu og med tanke på både mode og forholdet mellem de enkelte pins. I starten er det ikke så vigtigt hvad der vælges, men senere bliver det afgørende – nogle pins er ganske enkelt ikke moderigtige nok til at fungere i visse områder af Shibuya. Kampene tilføjes yderligere kompleksitet af at Neku’s partner også kan kontrolleres. Partneren kæmper på den øverste skærm, og styres med knapperne. Det kræver et næsten umuligt overblik, så heldigvis kan partneren sættes til at kæmpe automatisk. Hvad der vælges må afhænge af temperament, men kompleksiteten i kampene er det nok de færreste der vil finde for lav.
Spillets audio-visuelle udtryk er et kapitel for sig. Den grafiske stil er helt unik, og kan ved første øjekast måske virke en smule primitiv. Baggrundene er groft udskårne – som en collage af forskellige kunstneres syn på Tokyo. Det kan være lidt svært at finde rundt i, men det giver spillet en fed stil der ikke er set før. Personerne er tydeligt japanske, men normalt proportionerede og når de bevæger sig omkring i byen så skalerer de flydende og pixeleres tydeligt når de er nærmest kameraet. Igen kan det ses som både primitivt og unikt – denne anmelder vælger sidstnævnte fortolkning. I mellemsekvenserne er personerne også utroligt udtryksfulde, hvad der er med til at give dem den tidligere nævnte troværdige fremtoning. Selvom det visuelle står stærkt, så er det ingenting i forhold til spillets lydspor. Det udgøres af en helt utrolig blanding af J-Pop, elektronisk musik og sange med en simpel men fængende vokal, der er svær at glemme når spillet er slukket.
Der er også en indsamlingsdel i spillet, hvor CD’er med sangene kan samles eller købes så de kan høres hvor som helst. I det hele taget har spillet masser af ting at samle på, og masser af ting man kan tage sig til udover at følge historien – og når spillet er gennemført kommer der mere af den slags. Der er også et mini-spil – Tin Pin – som er en slags bordhockey med pins. Det kan spilles mod andre DS-ejere, og indgår også i historien flere steder. Det er god afveksling, men de dybeste spilmekanikker er stadig at finde i kampene. I det hele taget er The World Ends With et forsøg på at tilføje RPG-genren en hidtil uset dybde hvad angår fortællingen, og samtidig et modigt forsøg på at lave et spil med et tema der vil interessere alle som ikke gider mørke borge og ildspyende drager. Det er et af de få spil der virkeligt fortjener succes – din opgave er at sørge for at det får det.
Loading ...
