Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Da Call of Duty 4: Modern Warfare udkom i 2007, tog det samtlige shootingsfans med storm i kraft af sin fantastisk velbalancerede multiplayerdel og gennemførte singleplayerkampagne, og spillet blev i vid udstrækning omtalt som ét af årets stærkeste titler. Battlefield-serien har dog altid haft en stor stjerne hos undertegnede, og spillene har med sine enorme slagmarker og utallige køretøjer så sandelig formået at gøre digital krigsførelse underholdende. Kan Battlefield: Bad Company definitivt styrke seriens position, eller er konkurrencen blevet for skarp?

In a war without heroes they are kings

Det mest betænkelige en spiltitel kan gøre, er at hævde sig selv på andre spils bekostning. DICE brugte i ugerne op til udgivelsen af Battlefield: Bad Company sine trailere til at gøre tykt grin med en række større spilserier – med varierende succes. Dette kunne indikere en større tvivl på egne evner, men i tilfældet med Bad Company virkede det forbavsende forfriskende og vovet, og selvom alle tre trailere måske ikke ramte direkte plet, blev de stadig leveret med et glimt i øjet og respekt for oplægget. Denne form for markedsføring kan dog sagtens give bagslag, hvilket kunne ses i tilfældet med Saints Row 2 og Volitions referencer til GTA IV – det virkede mere som manisk desperation, og en erkendelse af nederlag inden spillet overhovedet er blevet udgivet.

DICE leverer for første gang i Battlefield-serien en dedikeret og historiedreven singleplayerkampagne, og det er de sluppet nogenlunde fra. Spilleren placeres i rollen som menig Preston Marlowe, der netop er blevet indlemmet i det berygtede Bad Company; et kompagni for militære udskud og afskum, for hvem militæret ikke finder anden anvendelse end menneskeligt kanonføde. Her slutter han sig til Sweetwater, en krigsforagtende og velbegavet romantiker, Haggard, hvis kærlighed til sprængstof tangerer det perverse samt sergent Redford, der efter gensidig aftale er endt i Bad Company for at fremskynde sin pension. Denne farverige flok udstationeres således til Rusland for at bekæmpe den russiske føderation i en krig vi ikke bliver fortalt videre om – dette er dog heller ikke sagen vedkommende.

Under første operation falder gruppen over liget af en legionær fra den berygtede ’Legionnaires’-armé, der ifølge Sweetwater skulle være den mest dødbringende hær i verden. Disse legionærer bliver betalt i solide guldbarrer, og dette kan Marlowe og co. naturligvis ikke ignorere, hvorfor missionen får en noget afvigende målsætning end oprindeligt tilsigtet. Vi følger således Bad Company ind i den fiktive østeuropæiske nation Serdaristan i deres jagt på rigdom. Spillet låner stemningsmæssigt fra film som Three Kings og Buffalo Soldiers, hvilket understøttes af stemmeskuespillet og det udprægede ’americana’-soundtrack. DICE fordømmer ikke krig, ej heller glorificerer de den – i stedet synes de at arbejde ud fra en overbevisning om, at når nu man er i krig, kan man lige så godt få det bedste ud af det. Konceptet er fremragende, og selvom især ordvekslingerne mellem de evigt uenige Sweetwater og Haggard ofte fremstår noget søgte, er det forfriskende med et FPS der ikke tager sig selv alt for alvorligt.

Ellers er Battlefield: Bad Company et traditionelt FPS med nogle nye velfungerende gameplayelementer. Vigtigst er introduktionen af den interessante Frostbite-grafikmotor, der muliggør destruktion af stort set alt løst og fast. Dette åbner op for nogle helt nye muligheder samtidig med at det også opstiller en række nye udfordringer. Det er ikke længere nødvendigt at lede efter døren til den bygning man ønsker at sondere, i stedet benytter man blot sin granatkaster til at plante et velplaceret hul i muren – til stor overraskelse for de fjender der tilfældigvis skulle have valgt at befinde sig indendørs. Samtidig er det heller ikke muligt for spilleren selv at gemme sig i de opstillede huse, for hvis fjenden er i besiddelse af en rocketlauncher eller man har en tank i hælene, vil der ikke være meget tilbage at gemme sig i.

Det er stort set muligt at tilintetgøre al vegetation og murværk, og det bidrager virkelig med en følelse af utryghed og paranoia, at man aldrig kan føle sig sikker – på samme måde som man må formode det føles, at være i faktisk ildkamp. Derfor er det ekstra ærgerligt, når man opdager de få genstande der ikke vil lade sig smadre, og der brister illusionen en smule. Det er forståeligt, at DICE har valgt, at lade de forskellige bygningers ramme forblive solide, da det især i multiplayer ville resultere i helt flade maps allerede efter få minutter, men det afholder mig ikke fra at være noget skuffet. Lige siden Volition lovede 100% destruérbare omgivelser med deres ’Geo-mod’-teknologi i spillet Red Faction fra 2001, har jeg drømt om at fjerne fundamentet i et vagttårn og se det vælte ned over de sagesløse soldater, men det bliver heller ikke i denne omgang vi ser fysikmotoren spille med musklerne for alvor.

Banerne er kæmpestore, og som spiller har man nogenlunde frie tøjler med hensyn til, hvordan og hvorfra man vælger at angribe fjenden. Det bliver dog aldrig decideret free-roam, da kortet begrænser sig til de områder, hvor de nuværende objectives befinder sig på, og hvis man bevæger sig uden for disse rammer, bliver man lynhurtigt gjort opmærksom på, at man skal skynde sig tilbage. De forskellige objectives er meget typiske for genren, og veksler mellem destruktion af forskellige nøgleinstallationer, angreb på baser og forsvar af broer og deslige. Det fungerer meget som en demonstration af alle spillets facetter og muligheder, og det kan fint bruges som forberedelse inden man begiver sig ud i multiplayer for første gang. Der er utallige bevæbnede transportmidler både til vands, til lands og i luften samt en række militære langdistancevåben, og singleplayerkampagnen lader dig prøve det hele.

Spillets AI er ikke overbevisende. Dine tre sammensvorne tjener intet andet formål end at løbe rundt blandt fjenderne og svælger i deres egne roller, mens al fjendens geværild rettes direkte mod spilleren selv. Dette er ikke skjult specielt godt, og det er på samme tid morsomt og enormt demotiverende at se ens kammerater løbe direkte forbi den fjende, der står og skyder på dig fra 100 meters afstand. De fjendtlige soldater er samtidig meget stillestående og ganske simple at flanke, mens de aldrig formår at gøre det samme ved dig.

Styringen er en smule upræcis og klodset sammenlignet med Call of Duty 4, og selvom det fungerer udmærket, kan der sagtens sættes spørgsmålstegn ved nogle af beslutningerne. Det virker meget logisk at dele spillerens inventory op i to (våben og tilbehør) og lade dem være tilgængelig ved højre og venstre skulderknap, men at spillets køretøjer både accelererer og bremser ved de to venstre skulderknapper synes unødvendigt, når både Halo og Resistance: Fall of Man har vist, hvordan det skal udføres. Derudover kunne man godt savne muligheden for prone, især i multiplayer, og man kunne godt få det indtryk, at DICE blot er på tværs, fordi Battlefield: Bad Company for alt i verden ikke skal ligne de andre FPS-titler på markedet. Våbnene er godt balanceret, og de forskellige granatkastere er ikke ’overpowered’ i samme grad som i Call of Duty 4. Derved undgår man alle de lette kills i multiplayer, og gameplayet løfter sig over decideret ’spray and pray’.

Selv om DICE tydeligvis har lagt megen energi i singleplayerkampagnen, kan man ikke lade være med at anse den som lidt af en eftertanke. Mellemsekvenserne og dialogen er i top, men selve missionerne bliver hurtigt repetitive (gør dét, gå til den røde røg, gør dét), og desuden inviterer historiens præmis nærmest til 4-player co-op. Battlefield: Bad Company har dog en forfriskende useriøs tilgang til væbnet kamp, og kombineret med nogle mindeværdige karakterer i skikkelse af Sweetwater, Haggard og Redford, får vi en singleplayeroplevelse der måske ikke er perfekt, men underholdende så længe det står på. Men once you go multiplayer, you never go back (det skulle da lige være for de kommende Trophies DICE har lovet os inden længe)!

Multiplayer
Det er nemlig i multiplayer at Bad Company er sin vægt værd i guld. Der er indtil videre kun én spilmode, ’Gold Rush’, hvor ét hold agerer angribere og skal destruere en række kasser med guld (om jeg begriber, hvorfor nogen skulle få lyst til det), mens det andet hold skal forsvare dem. Der er plads til 12 spillere på hvert hold (som igen deles op i squads med fire personer i hver) og 8 store maps, som dog er begrænset på samme måde som i singleplayerkampagnen alt efter, hvor guldkasserne befinder sig. Således bliver forsvarerne skubbet tilbage til en bagvedliggende base når angriberne har smadret tre kasser i den foregående, og på den måde bliver hele banen brugt over et helt spil, bare aldrig på samme tid. Et bredt udvalg af tanks, jeeps, både og helikoptere er derudover spredt ud over terrænet, hvilket også er nødvendigt med de store baner. Rankingsystemet, der blev introduceret i de tidligere Battlefield-spil og forfinet i Call of Duty 4, er også med, og i takt med at man stiger i rang får man flere våben og mere tilbehør til rådighed.

I multiplayer kommer de destruerbare omgivelser virkelig til sin ret, og styrker den allerede meget actionprægede og hektiske følelse af død og ødelæggelse i alle banens afkroge. De store baner opfordrer til flere taktiske fremgangsmåder, og man kan vælge både at storme fjendens base eller snige sig ubemærket udenom for at lancere et bagholdsangreb, mens det også er en stor fordel at være sniper i forhold til de mindre omfangsrige baner i Call of Duty 4 eller Halo 3. Selvom Bad Company som udgangspunkt kun kommer med Gold Rush-spiltypen og 8 baner, bliver gameplayet altså ikke udtømt alt for hurtigt, da fundamentet er så solidt og velfungerende. Desuden har DICE bekræftet, at der arbejdes på at tilføje flere gamemodes, der på et tidspunkt vil kunne hentes uden beregning fra PSN.

Grafisk er Bad Company pænt, dog uden på nogen måde at kunne konkurrere med de flotteste PS3-spil på markedet. Der bliver både leveret gode detaljer som en imponerende varmedis og det effektive grain-filter, samt naturligvis det faktum at størstedelen af omgivelserne kan sprænges til ukendelighed. Dog er vegetationen utrolig flad, bygninger og teksturer går igen og PS3-udgaven er hæmmet af alvorlig screen-tearing – det overordnede visuelle indtryk lider dog ikke voldsomt under det, og som helhed er Bad Company flot. Lydmæssigt er spillet endnu bedre, og især lydeffekterne fra våben og tanks vil give dig lyst til at løbe ud og købe nyt og større udstyr. Stemmeskuespillet er fremragende og rammer den ’feel’ DICE går efter, selvom nogle replikker har en lidt for høj cheese-factor.

Battlefield: Bad Company er to gode spil til ét spils pris. Singleplayerkampagnen er solid, og man kan tydeligt fornemme, hvad DICE har haft af intentioner – og de er prisværdige, lige meget om det så glipper en gang eller to. Spillet har en meget letsindig tilgang til krig, og det er befriende at spille en titel der vil underholde uden forbehold. Multiplayerdelen vil holde i mange måneder, og når den enlige spilmode bliver til flere, bliver det efterhånden svært at slippe igen.

Gamesector Anbefaler

Om Lars Grubak Larsen