Aerosmith er et af de store rockbands, også selvom de på deres gamle dage er blevet lidt for gode til at levere vammel, sukkersød popmusik værst eksemplificeret af kæmpehittet Don’t Wanna Miss a Thing til den forfærdelige Armageddon. Vi kender dem også for Dude Looks like a Lady, Janie’s Got a Gun, Deuces are Wild, Eat the Rich samt en superhot Alicia Silverstone i Crying, Crazy og Amazing. Ingen(!) af disse sange er i spillet. Nu håber jeg ikke, jeg lyder som en whiny lille bitch, men i et helt Guitar Hero-fuldprisspil baseret på primært ét band, der forventer jeg at få alle de kendte hits (undtagen naturligvis Don’t Wanna Miss a Thing). Specielt når det koster fuld pris og kun indeholder 41 sange mod over 70 i Guitar Hero III.
Det var selvfølgelig en lidt negativ indfaldsvinkel på en anmeldelse, men vi kommer ikke uden om, at der er langt mindre værdi for pengene i Guitar Hero Aerosmith end i Guitar Hero III. Omvendt er det stort set det samme som de tidligere Guitar Hero-spil, så hvis man kunne lide dem, er det egentlig bare at lade blikket glide ned over setlisten, der præsenteres lidt senere i anmeldelsen for at vurdere, om det er pengene værd for en.
Spillet kommer med den samme trådløse Gibson Les Paul, der er med til Guitar Hero III, dog med en Aerosmith faceplate monteret. Heldigvis fungerer den gamle Guitar Hero II Explorer med ledning stadig fint, og det er den jeg har benyttet i anmeldelsesperioden. Eneste minus er, at ens stemme oftere kommer til at lagge, når man spiller online med den gamle guitar, men det er heldigvis ikke hele tiden, selvom jeg oplevede det et par gange.
Samme gameplay
Selve gameplay’et er uændret i forhold til treeren. Med venstre hånd trykkes fra en til tre knapper ad gangen på guitarens hals ned, og højre hånd slår så figurativt strengene an via en knap placeret ca. midt på guitarens krop. Dertil kommer en vibratorarm samt en tilt-funktion, der bevirker, at man i visse tilfælde kan vende guitaren lodret og få højere scores. Man kunne kalde det en guitar med fem bånd og én streng. Selve spillet går ud på at farvede kugler bevæger sig ned af skærmen, imens man så med venstre hånd skal trykke den matchende farvede knap ind og slå strengen an med den højre. Kuglerne passer så til riffs, melodier og soli i sangene. Det er et temmelig enkelt koncept, der fungerer godt – ikke mindst fordi det giver illusionen af at man faktisk spiller rigtig guitar.
Rytme – ikke melodi
Der er ingen nye tiltag i Aerosmith-udgaven i forhold til forgængerne. Faktisk er co-op career fjernet, så der er lidt mindre i det nye spil her, men hvis man kunne lide de foregående spil i serien, vil man også kunne lide nummer tre. Skåret helt ind til benet er det mere af det samme. Og at det er det samme vil sige, at det et rytmespil – ikke et melodispil, som guitar-controlleren måske ville friste en til at tro. Vi befinder os i samme segment som Donkey Konga og dansespillene.
De sange, du kan muntre dig med, er:
Tier 1: “Getting the Band Together” (Nipmuc High School)
“All the Young Dudes” by Mott the Hoople (cover)
“Draw the Line” by Aerosmith
“Dream Police” by Cheap Trick
“Make It” by Aerosmith (re-recorded)
“Uncle Salty” by Aerosmith
Tier 2: “First Taste of Success” (Max’s Kansas City)
“All Day and All of the Night” by The Kinks (cover)
“I Hate Myself for Loving You” by Joan Jett
“Movin’ Out” by Aerosmith (re-recorded)
“No Surprize” by Aerosmith
“Sweet Emotion” by Aerosmith
Tier 3: “The Triumphant Return” (The Orpheum)
“Complete Control” by The Clash
“Livin’ on the Edge” by Aerosmith
“Love in an Elevator” by Aerosmith
“Personality Crisis” by New York Dolls (cover)
“Rag Doll” by Aerosmith
Tier 4: “International Superstars” (Moscow)
“Bright Light Fright” by Aerosmith
“King of Rock” by Run-D.M.C.
“Nobody’s Fault” by Aerosmith
“She Sells Sanctuary” by The Cult
“Walk This Way” by Run-D.M.C. featuring Aerosmith
Tier 5: “The Great American Band” (Half Time Show)
“Always on the Run” by Lenny Kravitz
“Back in the Saddle” by Aerosmith
“Beyond Beautiful” by Aerosmith
“Dream On” by Aerosmith (re-recorded)
“Hard to Handle” by The Black Crowes (cover)
Tier 6: “Rock N Roll Legends” (Rock & Roll Hall of Fame)
“Cat Scratch Fever” by Ted Nugent
“Mama Kin” by Aerosmith (re-recorded)
“Sex Type Thing” by Stone Temple Pilots
“Toys In The Attic” by Aerosmith
“Train Kept A Rollin” by Aerosmith
“Guitar Battle vs Joe Perry” by Joe Perry
Bonus Songs (The Vault)
“Combination” by Aerosmith
“Kings and Queens” by Aerosmith
“Let The Music Do The Talking” by Aerosmith
“Mercy” by Joe Perry
“Pandora’s Box” by Aerosmith
“Pink” by Aerosmith
“Rats In The Cellar” by Aerosmith
“Shakin’ My Cage” by Joe Perry
“Talk Talkin” by Joe Perry
“Walk This Way” by Aerosmith
Banerne er altså opbygget således, at man som en form for opvarmningsband i hver bane spiller to numre, inden Aerosmith går på scenen. To numre, der i flere tilfælde er langt bedre end Aerosmith-numrene. Det er i hvert fald min mening. Joe Perrys solonumre er til at lukke op og skide i. Ikke desto mindre står man tilbage med en del gode og underholdende sange, der holder en lavere sværhedsgrad end sangene i Guitar Hero III. Det hænger naturligt sammen med at musikerne i Aerosmith ikke just er tekniske ekvilibrister – der er simpelthen grænser for, hvor vilde soli, deres fingre formår at lire af, så det er mest bluesbaserede riffs. De ligger godt til gameplay’et, og der er rigeligt med udfordring for mig (i skrivende stund har jeg gennemført på ’medium’, og er gået i stå på ’hard’ bane 2), men hvis du spillede Guitar Hero III på expert bliver det her noget lettere.
På Easy bruger man kun de første tre knapper på guitarens hals, og på medium fire knapper. Det passer lige med en til hver finger på venstre hånd, og for mig er det her, spillet er sjovest. Hardcore-spillere kan gå videre og få den sidste knap med, så man ikke bare kan lade en finger være fast allokeret en knap.
Små ændringer
Den eneste reelle forbedring er at online-delen kører noget bedre. Lobbyen er rarere, og den finder spil hurtigt. Der er heldigvis også kun en enkelt guitar battle boss – det kiksede koncept, de indførte i treeren. Det virker ikke bedre her, men godt at se, at det trods alt er på retur. Der er slet ingen co-op career denne gang. I treeren var der jo en hel karrieredel for to, men den virkede kun offline. Derfor ville det også have været naturligt denne gang netop at opgradere, så man også kunne spille online, men i stedet er det et skridt tilbage. Man kan dog spille enkeltsange sammen, således at den ene spiller bas eller rytmeguitar og den anden leadguitar.
Jeg er som faste læsere ved selv musiker og spiller bas i bandet Rocky Raccoon. Derfor linker jeg gerne lige til vores MySpace i disse musikanmeldelser, så man kan se, hvad jeg har at have det i, når jeg skråsikkert udtaler mig om rockhistoriens klassikere. Siden sidste musikanmeldelse har vi indspillet to nye numre, som sammen med de gamle kan høres her: Rocky Raccoon.
Guitar Hero-spillene fungerer grundlæggende som spil, og det er derfor, at Activision som første spiludgiver en overgang overhalede mægtige EA i indtjening. Med Rock Band lige om hjørnet selv i Danmark, er det nok sidste gang, de kan udgive så sjusket en Guitar Hero-udgivelse, som Aerosmith egentlig er: Ingen nævneværdig forbedring, meget mindre indhold og ingen co-op career i forhold til sidste gang er bare ikke i orden for et fuldpris spil. Jeg er meget tæt på at give seks i ren vrede, men Guitar Hero er bare grundlæggende så sjovt, at det stadig skal have syv, men der skal strammes op hurtigt igen, hvis ikke Rock Band skal stjæle musikspillenes publikum.
Loading ...
