Sea Life Safari Box
Score: 6
Xbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Sommetider forsøger spiludviklere at bryde rammerne og laver et spil, som vi sjældent ser dem. Nogle gange går det godt – andre gange mindre godt. Med Sea Life Safari til Xbox Live Arcade inviterer Sierra Online børn og barnlige sjæle med ned i dybet, hvor du, udstyret med kamera og mini-ubåd, skal forsøge dig som undervandsfotograf. Lyder det spændende? Tja…

Sea Life Safari

Xbox Live Arcade er et overflødighedshorn af gamle retro-klassikere i såvel ny som gammel indpakning samt nyudviklede arcadetitler fra både små og store udviklere. Mange af titlerne har mere end levet op til forventningerne, mens andre på det skammeligste har skuffet os. Wanako Studios har tidligere givet os fire ret så solide titler til Xbox Live Arcade; Assault Heroes 1 og 2, 3D Ultra Minigolf Adventures samt Arcadian Warriors. Denne gang skal vi på intet mindre end en undervandssafari, og formålet med Sea Life Safari er ganske simpelt: Tag så gode billeder som muligt af havets skabninger.

Umiddelbart lyder dette ganske nemt – og det er det skam også. Udstyret med et kamera bliver man sænket ned under havets overflade, hvor man på en predefineret rute (bevægelsesfriheden er dermed lig nul), skal forsøge at knipse så mange af de 12 fisk og havdyr, der befinder sig på hver af spillets 5 baner. Til at ”forstyrre” fiskene, har man mulighed for at skyde en såkaldt ”gizmo” efter dem, så de opfører sig lidt unormalt, hvilket giver en højere vurdering. Efter hver foto-session bliver fotografierne nemlig vurderet af en professor, som giver dem fra 0 til 3 stjerner. Karakteren afhænger af, hvor godt billedet er, dvs. fra hvilken vinkel ses motivet, hvor godt er motivet i fokus, hvad foretager motivet sig og hvor tæt på motivet har du taget dit billede. Foruden de forskellige fisk og havdyr, er der også mulighed for at finde en række hemmelige objekter, 2 på hver bane, og endeligt indeholder hver bane 10 muslingeskaller, som man kan samle op vha. sin gizmo-kaster.

For at komme videre til næste bane, skal man score et vist antal stjerner på den foregående bane, men dette er ikke særligt svært, og gameplaymæssigt byder Sea Life Safari desværre ikke på nogen som helst udfordring. Til gengæld gør dette spillet særdeles velegnet til børn, og denne slags titler er bestemt en mangelvare på Xbox Live Arcade.Spillets grafiske stil er samtidigt også meget børnevenlig og til dels humoristisk, så har du små børn derhjemme, er dette måske noget for jer.

Grafikken er foruden at være børnevenlig også fuldstændig flydende, så fornemmelsen af at være under havunderfladen, er bestemt til stede. Lyd og musik er der ikke meget af, og det, der er, er ikke noget at skrive hjem om. Sea Life Safari indeholder ikke nogen online-del, foruden et leaderboard, hvor du kan sammenligne din score på de forskellige baner, med andres. Spillets 200 achievement points kan snildt klares på en aften og kræver bl.a., at du finder samtlige 50 kammuslinger i spillet og at du finder samtlige hemmelige objekter, men inden du smider 72 kr. efter denne titel, har du som sædvanlig mulighed for at afprøve en demo-version af spillet.

Idéen med Sea Life Safari er alt i alt meget god, men gameplayet og spillets grafiske stil gør, at det først og fremmest er et spil henvendt til børn, hvortil det faktisk er glimrende. Udfordringer er der desværre ikke mange af, og for seriøse gamere er der absolut intet at komme efter. Spillet er alt for kort, men det lineære og simple gameplay gør, at børn fra ca. 3 år og opefter med sikkerhed vil kunne bruge mange timer i sommerferien under havoverfladen og med fotoapparatet i hånden. Grafikken er ganske god, fuldstændig flydende og særdeles børnevenlig, men alt i alt har vi desværre kun at gøre med en blød mellemvare.

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2008 og anmelder for det meste spil til Xbox 360. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox 360: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.