Family Ski

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Det var jo helt oplagt, at udvikle et spil som Family Ski til Nintendo Wii – i hvert fald hvis man har prøvet at lege lidt med et Wii Balance Board. Idéen er naturligvis, at vi nu skal op af sofaen og ud på gulvet foran fjerneren og lege skiløbere på vores Balance Boards. Men som så mange gange før, så oplever vi, at der ofte er langt fra de gode oplagte idéer til de gode og velfungerende produkter.
 

På ski i stuen

For at være helt ærlig, så er der bare noget ved Nintendo Wii spil, der undrer mig. Jeg synes mange af dem er ganske morsomme og så videre – men alt for ofte oplever man "spil", der er så latterligt simple, at deres eneste eksistensberettigelse er en lav pris og en "sjov og anderledes kontrol". Personligt trænger jeg snart til noget dybde i mine Nintendo Wii spil, for piller man den specielle kontrol væk ville folk aldrig drømme om at spille disse spil.
 
Family Ski er netop sådan et spil, der forsøger at appellere utrolig bredt. Det har ingen nævneværdig dybde og er, ligesom f.eks. Endless Ocean, mest af alt en form for digital sandkasse for spillere, der ønsker at lege med spillets muligheder. Som titlen antyder, er der tale om et ski-spil, hvor man ved hjælp af sit Balance Board (Family Ski kan spilles uden, men det gør bestemt ikke oplevelsen bedre) og sin wiimote med tilhørende nunchuck, skal styre sin skiløber på skærmen.
 
Spillet byder på en relativ simpel racing / slalom-mode, for de få spillere, der faktisk mener, at et spil skal have noget så overflødigt, som en start og en slutning, men spillets centrale del handler blot om at stå på ski og nyde oplevelsen. Dette gøres ud fra et ski-center, hvor man har adgang til forskellige bjerge og skiløjper. Der er trænings- og begynderbakker (dem vi i virkeligheden aldrig er kommet af) samt mere udfordrende løjper – alt sammen lagt ud foran spilleren, så man kan vælge og vrage selv.
 
Ude på pisterne er der masser af computerstyrede skiløbere, som man kan henvende sig til for at få simple opgaver – nogle skal have hjælp til at hente og bringe ting eller personer, mens andre måske vil udfordre dig til en omgang slalom. Det er helt op til dig selv om du gider kaste dig over disse små "missioner" eller om du hellere bare vil tage et smut ud på bjergene og stå lidt på ski.
 
Og det er så det. Det er alt hvad gameplayet i Family Ski byder på. Den eneste grund til at et spil som dette overhovedet kan udgives er naturligvis kontrollen – nemlig et styks Wii Balance Board (som du sikkert allerede har pakket væk efter du opgav Wii Fit). Man drejer på skiene ved at læne sig til den side, som man gerne vil dreje – lidt som man gør på et par virkelige ski (ikke fordi vi ved et klap om hvordan nogen som helst form for fysisk aktivitet fungerer i virkeligheden). Fart får man, udover den tyngdekraften leverer kvit og frit, ved at anvende sine controllere som skistave. Det er desuden muligt at tage ekstra skarpe sving og lave tricks, når man er i luften. Det er faktisk et ganske komplekst kontrol-system man skal lære, så det kan tage et par ture ned af børnebakken, før man har det hele under kontrol.
 
Visuelt er Family Ski tydeligvis et Wii spil – med det mener jeg, at vi igen præsenteres for vores simple Mii's i spillet og generelt byder spillet på meget enkle omgivelser. Taget i betragtning, at spillet er så åbent, som det nu engang er og at det i den grad opfordrer spilleren til køre rundt og nyde skituren og omgivelserne, så kunne man godt have ønsket sig lidt mere variation og lidt flere detaljer i terrænet – men nej. Lydsporet er en mystisk blanding imellem afstressende stille numre og remixes af forskellige "kendte" numre fra andre Namco spil – f.eks. Pac-Man. Det er en mystisk blanding, men det virker faktisk ganske godt.

Alt i alt er Family Ski et hyggeligt lille spil, der nok næppe vil tiltale ret mange hardcore gamere. Spillet gør glimrende brug af Wii Balance Boardet, men efter nogle timers spil begynder manglen på helt konkrete udfordringer og variation at melde sig og så bliver det let lidt trist at spille. Havde spillet bare haft en lidt bredere vifte af udfordringer og et dybere gameplay, så kunne det sagtes have været lidt af et hit.
 

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).