Jason Bourne-trilogien var et forfriskende og barskt pust i en genre, der synes at sætte sin lid til mere højrøstede special effects og tegneserieplots frem for egentlig substans. Baseret på Robert Ludlums bogserie, lader The Bourne Conspiracy således spilleren slippe sin indre eliteagent løs i en række europæiske hotspots i et forsøg på at afdække Jason Bournes fortid alt imens hans tidligere arbejdsgiver forsøger at få ham skaffet af vejen.
30 Million Dollar Man
Selvom spillet ikke er direkte baseret på spillefilmene, hvorfor vi ikke er velsignet med Matt Damons tilstedeværelse, har de tydeligvis været en stor inspirationskilde både visuelt og i fortællestil. Plottet tager udgangspunkt i den første film, hvor Bourne rammes af hukommelsestab efter en mislykket operation, og er bygget op omkring sekvenser, hvor han bliver forfulgt i forsøget på at afdække sin betændte fortid, og flashbacks, hvor vi får en god fornemmelse af, hvor kompetent og handlekraftig en agent han i realiteten var.
The Bourne Conspiracy er et traditionelt third-person actionspil vekslende mellem simpel hand-to-hand combat og third-person shooting. I hand-to-hand combat har man to angreb til sin rådighed, et let og et tungt, og disse skal man således forsøge at kombinere i simple 3-hit-combos imens man forsøger at blokere fjendens angreb. Derudover har man også mulighed for to yderligere angreb, hvis man holder én af de to angrebsknapper i bund – disse er ekstraordinært langsomme, men volder derfor også langt større skade. Kampsystemet er simpelt men overraskende tilfredsstillende, da fjenderne ikke blot er virtuelle sandsække. De vil konsekvent blokere eller undgå ens slag, hvis man gentager dem for meget, og forsøge at finde huller i dit angreb. Dog bliver det hurtigt ensformigt i kraft af de kun otte combos, men ved første gennemspilning er man svært underholdt.
For hvert slag man lander, stiger ens adrenalin-meter. I takt med at dette fyldes får man mulighed for at udføre spillets karakteristiske takedowns, hvor spillet slår over i en sekvens med Bourne der enten brækker en knogle på fjenden eller bruger omgivelserne til at slå ham ud. Man bliver overrasket over, hvor meget i et rum Bourne rent faktisk kan bruge som et våben, og der er så mange forskellige animationer, at man aldrig synes at se den samme to gange. Bourne vil eksempelvis bruge skriveborde, bærbare computere, bøger og diverse mure og ruder til at enten slå fjenderne med eller kaste dem igennem. Disse sekvenser er spillets helt store force, og kan næsten retfærdiggøre gentagne gennemspilninger i sig selv. Mere udfordrende fjender vil ofte kræve adskillelige takedowns, og selv forsøge at forvolde dem på spilleren – dette kan dog undgås ved at time sine knaptryk korrekt i de krævede quick-time events. Disse events, der efterhånden er blevet obligatoriske i ethvert actionspil, er spredt gavmildt ud gennem de forskellige mellemsekvenser, og er effektive til at få spilleren til at føle sig en del af begivenhederne, selvom man blot overværer en cutscene. Især i spillets enlige kørselssekvens er dette tilfældet, og det fungerer godt.
Sekvenserne, hvor Bourne i stedet skal forsøge at kæmpe sig frem til et checkpoint med diverse skydevåben, er imidlertid spillets store svaghed. Styringen er som udgangspunkt fornuftig, og spilleren bliver da også begavet med det forventede coversystem, der ligeledes fungerer upåklageligt. Det er selve skydemekanikken der fejler. The Bourne Conspiracy er nemlig hæmmet af en skrækkelig hit-detection, resulterende i, at du kan tømme et helt magasin i maven på en fjende uden det bliver registreret, kun fordi han er midt i en animation, hvor det tilsyneladende ikke forventes, at der bliver skudt på ham. Det hænder også, at åbenlyse headshots heller ikke registreres, og det bevirker, at spillet bliver unødvendigt frustrerende. Til sin hjælp har man et auto-lock-on system, der er direkte forbundet med Bournes adrenalin-meter, der generelt skærper hans sanser ved også at fremhæve fjenderne og centrale genstande på kortet. Også det er dog sjusket udført, og ikke sjældent oplever man, at lock-on systemet simpelthen ikke er præcist nok.
Teknisk er The Bournce Conspiracy en flot titel. De forskellige karaktermodeller er formidabelt gengivet, og miljøerne er ligeledes pæne, selvom det er ganske tydeligt, hvad man kan og ikke kan interagere med. Spillet er desværre hæmmet af et alvorligt tilfælde af clipping, og ikke sjældent vil man opleve eksempelvis en arm eller et ben stikke igennem en mur. Derudover er kameraet problematisk, især i kampsekvenserne, hvor det positionerer sig således, at både Bourne og de pågældende fjender bliver direkte usynlige. Det er ikke noget der irriterer synderligt, og det er heller ikke noget der vil resultere i reel frustration, men det belaster rigtig nok det overordnede indtryk. Stemmeskuespillet er solidt, og musikken, skrevet af DJ/producer Paul Oakenfold, understøtter godt spillets tempo og meget intense ’feel’. Lydeffekterne er ligeledes gode, og det er svært ikke at sidde med et diabolsk smil til lyden af brækkede knogler eller et kranie der bliver smadret mod et skrivebord.
The Bourne Conspiracy giver virkelig én fornemmelsen af Bournes brutale natur, og hvordan det føles, at være et dødbringende våben i menneskeskikkelse. Kampsekvenserne er yderst fornøjelige og en smule vanedannende, men når den anden halvdel af spillets gameplaymekanismer ikke fungerer optimalt, virker det som en enorm hæmsko for et ellers lovende spil. Derudover kan det ikke nægtes, at spillet mangler dybde, og det er usandsynligt at man vil vende tilbage, for at gennemføre det anden gang – det skal da være for at gentage spillets fremragende takedowns.
Loading ...