Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Et gammelt ordsprog siger ”Man skal ikke forsøge at reparere på noget der ikke er i stykker”. Denne læresætning tager Travellers Tales gravalvorligt, så de har poleret de gamle (og ufatteligt succesfulde) Lego Star Wars spil op, givet Han Solo en hat og en pisk, og så kører vi ellers derudaf. Spørgsmålet er nu: står vi overfor endnu en skam-malkning af en to’er, eller får vi meget mere af det bedste?

Klodset Indiana Jones

Mine unger elsker Lego Star Wars. De to første spil sled næsten vores gamle sorte Xbox op, og nu er de for længst i gang med The Complete Saga på 360’eren. De 100 spilletimer blev rundet i sidste måned, og som optakt de kommende Lego Indiana Jones spil, valgte jeg for nyligt at lade dem se 1’eren; Jagten På Den Forsvunde Skat (dog holdt jeg dem for øjnene i slutsekvensen hvor nazisterne smelter). De var ellevilde med filmen, og jublede over nyheden om at de snart selv kunne Lego’e sig igennem eventyret. Selv sad jeg derimod tilbage med en lidt fesen smag i munden. Jeg huskede ikke filmen helt så dilletantisk som den nu fremstod - 27 år efter premieren. Slagsmålene er ren falde-på-halen-komik, effekterne lader sig nemt gennemskue, og at Indy lader sig transportere rundt uden på en ubåd... Nej nej nej…

Frem med pisken
Efter de første minutter i selskab med Lego Indy, lurer en følelse af at være blevet taget grundigt ved næsen. Alt er ved det gamle. Indy bevæger sig i en gang, hvor der er tre døre – en indgang til hver film. Altså undtagen den spritnye. Mon ikke der kommer et par spil mere med Indy op til jul? Et med udgangspunkt i den nye film, og lidt senere et ”The Complete Saga” med to ekstra figurer og en bonus bane?

Men lad os blive ved nutiden. Alt er som sagt ved det gamle. På mange måder virkede Mos Eisley’s bar mere naturlig som knudepunkt for spillets forgreninger, og man forventer hvert øjeblik at se en stormtrop i kulissen, som blev glemt da grafikken til Lego Star Wars blev kopieret, og tematiseret om til Indiana Jones universet, der fungerer som dette spils hub-verden.

Nå, frisk mod. Lad os pudse brillerne og glemme alle grimme mistanker om profitrytteri. Manden med hat & pisk er tilbage. Noget af det første, der falder i øjnene er, at mellemsekvenserne er pre-renderede. Ikke noget med in-game grafik, her er der kælet for detaljen. Opløsningen kan naturligvis ikke stå mål med de stationære konsollers grafik, men det er nu ret nydeligt alligevel. Og for at det ikke skal være løgn, så er sekvenserne ofte meget udbyggede i forhold til filmene. Vi ser f.eks. hvordan Indys far, Henry, sender den uerstattelige notesbog med gral-informationerne lige inden han bliver slået ned.

Den kunstneriske frihed har da også fået frie tøjler i min nye favoritscene, hvor Indy møder en yderst udfordrende doktor Elsa Schneider i Venedig. Den skal ses.

(Næsten) ikke et ord om klodset grafik
Der skal i vanlig stil løses gåder, smadres objekter, indsamles ”mønter”, og bygges dimser. For spillere, der er ukendte med Lego Star Wars, lyder sidstnævnte måske svært, men det hele kører på autopilot – man skal bare holde den rigtige knap nede. De indlagte puzzles er generelt gode og logiske, og ganske vist er det den yngre målgruppe Travellers Tales har haft i sigtekornet, men det er nu også ganske sjovt for voksne med hang til Lego og/eller Indiana Jones universet.

Styringen kan drille en anelse. De fire små digitale piletaster er altså bare ikke så præcise som PS3 og 360’erens analoge sticks. Men efter lidt træning, lærer man at leve med det. DS’ens muligheder udnyttes generelt rigtig fint. Skovle, piske, fakler mv. kan betjenes med det nederste touch-display (man kan dog også bruge knapperne). Og selvfølgelig skal man puste ind i mikrofonen når der skal slukkes ild eller Indy skal blæses op på en ny platform.

Grafikken er ganske fin. Lidt gnidret til tider, men når man tager i betragtning at DS’en efterhånden har en del år på bagen, er det ganske imponerende hvor tæt den kommer på en fuldfed TV-konsols standarder.

Multiplayer er der også fundet plads til, desværre ikke den filantropiske slags hvor spiller nummer to downloader sin del af spillet fra spiller nummer et. Man har værsgo at investere i hver sin kopi. Men gør man det, ender man ud i den herlige co-op action, som vi igen kender det fra de store konsoller – og det er igen lidt af en bedrift for den lille håndholdte DS.

Multiplayer eller ej, en vigtig grundklods (klods... get it?) i spillet drejer sig om at man styrer to figurer på skift, hver med sine egenskaber. Som i Star Wars virker det ret godt, blot med den lille hage, at Star Wars persongalleriet er langt mere rigt på interessante personer, end man finder i Indy’s univers. Vi har Shorty (den dødirriterende komiske bifigur i 2’eren), Indys forskellige kærester, Sallah osv. Men efter ret få personer daler dybden i figurerne, og dermed motivationen for at sidde oppe til klokken skrald for at låse op for nye figurer.

Helt overordnet synes jeg egentlig at Lego Indiana Jones fungerer (om muligt) endnu bedre på spil end Lego Star Wars. De mange opgaver der ligger og venter på vores lille action-figur passer enormt godt ind i et spil univers – men smag og behag kan være forskellig, og jeg indrømmer, at jeg gennem tiden nok har været større fan af Indy end jeg var af Star Wars (eller skulle jeg sige Stjernekrigen, som det rent faktisk hed i min ungdom, ak ja. ”du er så gammel, at du gik i skole med Grauballemanden”... Ja ja, ha ha. Dig dernede bagved, du må gerne gå hjem nu).

Har man erfaring med fra Lego Star Wars, vil det ikke tage mange timer at pløje sig igennem Lego Indiana Jones. Motivationen for at låse op for figurerne, er heller ikke af galaktiske proportioner. Men ser man bort fra disse to detaljer, har man her en fantastisk god DS-titel, for børn og barnlige Indiana Jones-fans. Humoren er i hopla, som en spilanmelder i selskab med en varm grill og en kold øl på en sommerdag. Teknikken spiller som sjældent set før på DS, og timingen i forhold til hele Indiana Jones-feberen er helt perfekt. Med andre ord: vi har en håndholdt vinder.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).