Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Efter at antihelten Iron Man – også kendt som rigmanden og våbenproducenten Tony Stark – har fræset skyerne tynde i biograferne, er turen nu kommet til den digitale verden. Med en fyr i et nærmest ubrydeligt panser udstyret med komplicerede våbensystemer giver det ingen priser at gætte at der er tale om et actionspil.

Terroristbekæmpelse i et nyt perspektiv

Da jeg for noget tid siden første gang så traileren til Iron Man-filmen må jeg indrømme at jeg sad med himmelvendte øjne. Den så mildest talt fuldstændigt plat ud. Jeg var indstillet på at nu skulle endnu en Marvelhelt igennem Hollywood-møllen, og spyttes ud destrueret på den anden side. Det viste sig dog at filmen var en positiv oplevelse, så jeg kunne tage alle mine forudfattede meninger og putte op et sted, hvor solen aldrig skinner. Efter den kære chefredaktør sendte mig Iron Man til min trofaste Xbox360, valgte jeg derfor også den positive indstilling til tingene. Det kunne da meget vel være, at jeg atter kunne blive positivt overrasket.

Uden nogen videre form for introduktion tager spillet sit udgangspunkt i det sted fra filmen, hvor Tony Stark er fanget af terrorister. Disse forsøger at få ham til at designe et unikt våben til dem, men han vælger i stedet at forme den første rustning, som siden skal blive videreudviklet til det udseende vi kender som Iron Man. Vi hopper direkte ned i kampen, hvor vi løber ud i en åben slette, omgivet af terrorister, der desperat lader kugler og missiler flyve mod dig. Man introduceres langsomt til rustningens enkelte facetter, imens man lader sine våben tale diplomatiets sprog.

Man bliver som spiller hurtigt opmærksom på nogle ting. For det første er det her spil ikke designet til at blive spillet til fods. Mens man løber har man absolut ingen fornemmelse af vægt, og det føles mest af alt som er man på hjul. Dernæst finder man ud af at modstanden absolut ingen dybde har. Det føles mest af alt som om man er midt i et klassisk todimensionelt ”shoot’em up”. Udfordringen er her, at tingene altså forløber i tre dimensioner, hvilket selv sagt medfører at styringen ikke ligefrem føles optimal.

Lidt bedre bliver det efter introduktionsbanen, hvor vi får lov til at prøve kræfter med den ”rigtige” rustning. Det er her vi slipper jorden med fødderne, og i stedet gør luften usikker. Det føles faktisk temmelig lækkert at flyve igen igennem skyerne i hastig fart, imens støvlernes afterburnere flammer lystigt. Inden længe bliver stilheden og glæden dog brudt af slynglerne fra tidligere, og man skal bekæmpe flere stereotype terrorister. De kommer både i form af fodfolk, tanks og helikoptere – der alle skal have en hjertelig velkomst. Snart flyver man igennem et mindre fyrværkeri af mundingsild.

Som Iron Man har man dog også nogle tricks oppe i ærmet (har rustningen ærmer?? - Red). Man kan eksempelvis hægte sig fast på en helikopter og med sine bare næver flå den fra hinanden, eller hvordan lyder udsigten til at gribe missiler i luften og kaste dem retur til fjenden? Enig – det lyder rigtigt godt. Desværre er styringen igen den store modstander. Man har simpelthen ikke fornemmelse nok med tingene. Det at flyve føles ofte vildt forvirrende, og går for stærkt til at man rigtigt kan få ram på fjenderne. Hele konceptet med at gribe ting i luften destrueres af en underlig timing, hvor missionen uden grund ikke lykkes alt for ofte. Det ender med, at man blot svæver i luften og benytter sit mest simple angreb. Jeg kan ikke forestille mig, at det formålet med at lave så åbne slagmarker.

Man har selv sagt mulighed for løbende at gøre sin rustning lidt bedre, men det føles oftest mere kosmetisk end andet. Samtidig er variationen i banerne yderst begrænset, og det åbne spilunivers byder eksempelvis ikke på de småmissioner der prægede Spider-Man. Det medfører med andre ord, at spillet utroligt hurtigt føles utroligt ensformigt. Det eneste der ændrer sig er antallet af fjender – hvilke der i øvrigt hurtigt kommer rigtigt mange af.

Teknisk er der også tale om en gennemsnitlig vare. Fornemmelsen af fart er god i luften, og der er nogle gode lys- og refleksionseffekter på selve rustningen. Resten føles dog utroligt fladt og todimensionelt. Dertil kommer det, at framehastigheden ofte dykker meget kraftigt når der er eksplosioner på skærmen – med det simple udseende tingene har, er det simpelthen bare dårligt håndværk. Lydsiden er ej heller noget specielt, mest bemærkelsesværdigt er det at Robert Downey Jr. lægger stemmer til vores hovedperson.

Iron Man ender som en skuffelse – også selv om man måske ikke havde forventet alverden. Det er et simpelt actionspil – nærmest på niveau med de klassiske todimensionelle shoot’em ups. Selv om det er sjovt at fræse igennem skyerne, så er spillet alt for overfladisk og ensformigt. Samtidig hæmmer en dårlig styring samt ofte faldende framehastighed indlevelsen i spillet. Tag hellere ind og se filmen en gang til eller nyd det gode vejr mens vi har det.

Om Alan Vittarp Rasmussen