Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Violence

Barbarerne har indtaget PC’en. Store våben, afhuggede hoveder, bare bryster og macho-mænd er vigtige ingredienser i Funcoms nye MMORPG Age of Conan. Det lyder jo umiddelbart lokkende, men er det virkelig udviklet for det voksne publikum, som Funcom påstår eller er det blot et smart marketings-trick der dækker et mmorpg som alle de andre? Vi iklæder os økse og lændeklæde og drager ud i Hyboria.

Age of Conan: Hyborian Adventures

Age of Conan har været et af de mest ventede online rollespil i lang tid. Det er der flere grunde til. Den største er vel navnet. Conan er meget velkendt; i Danmark nok mest fra filmene med den Californiske guvernør i hovedrollen, mens bøgerne og tegneserierne nok mest har været populære i USA og knap så udbredte i Europa. En anden grund er fordi det er norske Funcom, der står bag. De har ført Anarchy Online til succes og Age of Conan skulle vise hvad de har gjort sig af erfaringer i denne branche. Sidst men ikke mindst fordi Funcom tidligt erklærede at de ville følge det oprindelige Conan-oplæg, hvor Hyboria (den verden det hele finder sted i) er et voldeligt sted, uden at lægge begrænsninger på, og dermed lave det første MMORPG med en 18+ PEGI rating. Kigger man på æsken, så kan man konstatere, at det har de i hvert fald lykkedes med.

Som i alle online rollespil starter man med at lave sin egen figur. I Age of Conan er der 3 menneske-kulturer af vælge imellem. Altså ingen elvere, dværge eller orker her. Hvilken kultur man vælger har indflydelse på hvor man starter henne efter introduktions-området, samt hvilke professioner man kan vælge imellem. Der er 12 professioner, fordelt på 4 forskellige typer: krigere, healere, magikere og ’lette krigere’ som foretrækker fysisk kamp men uden den store rustning og de store våben. De 12 professioner giver god afveksling og der bør bestemt være noget for en hver. Selv om de er listet op, som typer i et standard MMORPG, så er der ikke noget standard over dem. Hyboria er et voldeligt sted, og selv healerne er frygtindgydende krigere, og bestemt ikke dem, der står i baggrunden og lader andre slås for dem. Udseendet kan selvfølgelig ændres og selv om der kun er et begrænset antal tatoveringer, ar, frisurer og lignende at udstyre ens figur med, så er systemet til at designe kroppen og ansigtet så omfattende, at man sagtens kan få bygget en helt unik karakter at spille med.

Når du har fået lavet din karakter, bliver det endelig tid til at udforske Hyboria. Eller rettere øen Tortage, hvor de første 20 levels af spillet foregår. De første 20 levels virker som en introduktion til spillet, og allerede her viser Funcom, at de ikke er bange for at gå nye veje. Ganske som Lord of the Rings Online er Age of Conan stærkt drevet af en historie, og øen Tortage er en introduktion til den historie, som vil følge dig resten af vejen til level 80. For at kunne levere historien så godt som muligt, har Funcom lavet den til en singleplayer historie. Så selv om spillet er et MMORPG, så vil meget af din tid de første 20 levels foregå som singleplayer. Der er nu også meget at lave i multiplayer, og man kan selv skifte mellem singleplayer og multiplayer når man føler for det. Den normale dags-cyklus er nemlig sat ud af spillet her i starten, og om natten spiller man singleplayer, mens dagen er forbeholdt multiplayer. En modig måde at opbygge en MMORPG på, men det virker fantastisk godt. Historien er rigtig godt fortalt, og i og med at den er forbeholdt dig, så kommer man ikke i den underlige situation, at man skal stå i kø for at slå en bestemt ’bad guy’ ihjel for at komme videre med historien. Når man har kæmpet sig igennem introduktionen er man onkring level 20, og klar til at udforske resten af Hyboria, hvilket foregår på traditionel vis, altså i multiplayer-mode, på nær nogle enkelte quests omhandlende hovedhistorien, som foregår i singleplayer.

Hyboria er et meget voldeligt samfund, og det afspejler sig også i spillet. Kamp er det overskyggende element i spillet, og her er Funcom også gået nye veje. De har ønsket at skabe et kamp-system, hvor man ikke blot trykker knapper i timede sekvenser, som det ofte ender op med i en online rollespil. Det er til dels lykkedes dem med deres combo-system. Der findes ingen auto-attack i Age of Conan. I stedet har man i starten 3 angrebsknapper (tasterne 1, 2 og 3), som man skal trykke på når man vil angribe. Senere kommer der 2 mere, så man har 5 knapper i alt. 1 er et angreb hvor man svinger våbnet fra venstre mod højre, 2 er et frontalt angreb og 3 er et angreb fra højre mod venstre. Ens fjenderne stiller sig så op, så de beskytter sig mod angreb fra bestemte retninger, hvilket vises med små ’skjold’ foran dem. Det gælder så om at bruge angreb fra de retninger, hvor der er mindst beskyttelse. Det er rimelig simpelt, men efterhånden som man stiger i level, bliver der bygget mere og mere på dette system. Man får nemlig bestemte angrebs-kombinationer, som startes med et klik på en knap og så skal man udføre en bestemt kombination af angreb for at skabe en speciel effekt. Der findes mange af disse, og når man sætter dem sammen med magi, som spillerne også er i stand til at bruge, så giver det nogle medlevende og meget taktiske kampe som, på trods af at der er rigtig mange af dem, aldrig bliver trivielle eller kedelige. Der er blandt andet meget mere bevægelse for at placere sig det rigtige sted, så man rammer fjenden eller fjenderne ordentligt hele tiden. Taber man en kamp, så kan det oftest spores tilbage til en forkert beslutning undervejs i kampen og så skyldes det ikke at ens karakter ikke lige har det rigtige våben eller rustning på, som det ofte er tilfældet i traditionelle rollespil.

Dette combo-system er også noget af det mest omtalte i Age of Conan. Korrekt udførte combos kan nemlig føre til Fatalities, som er ekstra brutale måder at slå fjenden ihjel på. For eksempel ved at hakke hovedet af dem, stikke sværdet igennem dem og efterfølgende sparke dem omkuld eller lignende. Fælles for alle fatalities er, at de er ekstrem blodige, hvilket Funcom understreger ved at lade blodet fra fjenden sprøjte op på skærmen. Der er ingen tvivl om hvorfor Age of Conan har fået en 18+ rating. Umiddelbart kan det lyde lidt plat, men det giver faktisk en god effekt i spillet, og er med til at understrege den voldelige verden,som spillet foregår i. Samtidig er det med til at gøre fatalities til noget specielt, som altid frembringer et lille smil når de lykkes.

Når man forlader Tortage, er det første man lægger mærke til, at Hyboria ikke er en stor og åben verden. Som det er set i andre spil, som blandt andet Everquest II, så er verden sat sammen af ’instances’ så man ikke kan rejse frit overalt. Man skal finde transportmuligheder, som så vil ’zappe’ en til et nyt område. Det er lidt skuffende, men forståeligt nok når man ved, at det er for at formindske lag. En ting der er mindre forståeligt er, at nogle områder kan findes i flere udgaver (også noget EQ II benytter sig af), så hvis der er for mange spillere i et område, så laves der en ekstra kopi af det og det er faktisk lidt trist. Det vil uvægerligt gøre interaktionen mellem spillerne mindre, og her i starten har der endda også været en del bugs med systemet som gør, at man ikke har kunnet skifte udgave. Så selv om en gruppe befandt sig på samme sted i Hyboria, så kunne de være fordelt over flere udgaver og kunne ikke se hinanden eller gennemføre quests sammen. For at komme til samme udgave af et område har spillerne været nødt til at rejse langt eller lige frem lade sig dø eller logge ud og ind, og det har selvfølgelig sat en dæmper på grupperne.

De enkelte områder er nu pænt store, og man kan stadig få fornemmelsen af at udforske en stor åben verden. I hvert fald i afgrænsede doser. Ulempen ved at have instances er, at man skal være et bestemt sted for at kunne rejse til et nyt område. Man kan altså ikke blot rejse mod vest og så på et tidspunkt finde et nyt uudforsket område. I stedet vil man støde på en vogn, båd eller lignende og den vil så fragte dig videre mens du sidder og kigger på en load-skærm. Der er ingen tvivl om, at Funcom har gjort mest ud af de første 20 levels på Tortage og det virker umiddelbart mest gennemført, men også efter Tortage er der masser af give sig til, hvis man kan lide quests og gode historier.

Når man ser grafikken i Age of Conan, så er instance systemet nu til at tilgive. Grafikken er rigtig flot og detalje-fyldt, selv på en lidt ældre maskine, som denne anmelders. Hyboria er fyldt med detaljer, og hvor man kan se at andre online spil sætter begrænsninger på antallet af buske, træer og lignende, for at sikre performance, så holder Age of Conan sig ikke tilbage. Junglerne ligner jungler, med masser af træer buske, lianer og blomster. Byerne er ikke blot de samme 10 bygningstyper gentaget om og om igen, men fyldt med små detaljer der adskiller dem fra hinanden, hvilket er rigtig skønt og får dem til at virke som ægte byer, og ikke blot pixels på en skærm. Når man så også har meget detaljerede personer rendende rundt, så er det ikke så underligt at Funcom har sig sig nødsaget til at indføre et instance system for at sikre performance i spillet. Et sted, hvor Funcom så desværre ikke har brugt så meget tid er interfacet. Det virker ikke helt gennemtænkt. Især chat interfacet virker som andenhåndsarbejde og det er en skam, da snak med andre spillere trods alt er en vigtig ting for et online spil, og den er kraftigt hæmmet at et ikke særlig intuitivt interface.

Lyden i et spil som dette er meget vigtig. Det er trods alt et spil beregnet til at blive spillet meget længe, så lyden skal være langtidsholdbar. Det er den også. Musikken er rigtig god, og selv om man sikkert nok skal blive træt af den på et tidspunkt, så vil det nok vare et godt stykke tid. Jeg er i hvert fald ikke blevet det endnu. Lydeffekterne er der ikke så meget at sige til. Baggrundslydene og lydeffekterne skiller sig ikke ud, men det er nu også sjældent at det sker. De få gange man som anmelder virkelig lægger mærke til lydeffekterne, er når de ikke er så gode, så det kan Funcom jo tage som en ros. Efterhånden er udviklerne blevet rigtig gode til at lave lyd i spillene, og her kan Funcom bestemt også være med. På øen Tortage er der stemmer på alle pc’erne, og de er ganske godt udført. Det stopper desværre så snart man forlader Tortage, hvilket er ærgerligt, da de virkelig var med til at skabe en god atmosfære.

Der findes også andet end kamp i spillet. Når man bliver level 20 kan man lære at indsamle ressourcer, og når man bliver level 40, lærer man så at lave ting ud af disse ressourcer. I løbet af denne anmeldelse nåede jeg kun lige at snuse til crafting og også her har Funcom valgt at prøve noget nyt. Hele systemet er nemlig baseret på quests. Man bliver ikke bedre ved at bruge store mængder ressourcer og lave en masse ting, men ved at fuldføre quests. Alle kan lære de 6 forskellige indsamlings-færdigheder, som skal bruges til at indsamle ressourcer. Man skal blot fuldføre den indledende quest. Når den er fuldført kan man, når ens level er høj nok, få den næste quest, hvor man lærer at indsamle flere ressourcer. Samme princip gælder for crafting, altså det at lave ting. Her kan man dog kun lære en profession, og skal altså vælge. Men også her lærer man at lave nye ting ved at fuldføre quests. Så det kedelige monotone arbejde, hvor man skal lave hundredvis af den samme genstand for at blive bedre, har Funcom altså helt elimineret. Til gengæld er din håndværks profession så uløseligt forbundet med din karakters level, så man kan altså ikke have en karakter der kun er håndværker. I Hyboria skal alle kæmpe, også håndværkerne.

Når man skal lave sin figur til Age of Conan skal man vælge mellem PVE og PVP servere. PVE er Players-Vs-Environment mens PVP er Player-Vs-Player. På PVP-serverne kan man altid overfalde de andre spillere (og bliver overfaldt), så snart man forlader de trygge by-zoner. Det giver unægteligt en anden oplevelse end på PVE-serverne, hvor den eneste PVP der finder sted, er i dedikerede PVP områder. PVP spiller en vigtig rolle, også på PVE-serverne, da guilds kan bygge deres egne byer og føre krig mod hinanden. Det er ikke rigtig kommet i gang endnu. De første guilds er så småt begyndt at opføre deres byer, men de store krige er ikke brudt ud endnu. På PVP serverne ser man allerede den uundgåelige ’ganking’, hvilket vil sige spillere overfalder og dræber figurer langt under deres eget level for at få nemme kills. Man må håbe at det svinder ind, efterhånden som spillere organiserer sig i guilds, for det er ærlig talt ikke særlig sjovt. Men PVP er sjovt, og kampsystemet gør, at ens færdigheder i kamp rent faktisk har betydning for resultatet. Ofte er udstyr og level meget bestemmende for udfaldet, men det synes jeg ikke gælder i så stor grad for Age of Conan, hvilket lover godt for PVP folket. Til gengæld lover det ikke godt for PVP folket, at Funcom ikke har indført så mange prale-muligheder endnu. Det kommer forhåbentligt senere. Som det er nu, er der ingen ranking som andre end dig selv kan se, ingen udstyr som viser at du er god i kamp mod andre spillere eller lignende, hvilket virker lidt underligt, da PVP trods alt er meget konkurrence-præget.

En spændende ting, når et nyt MMORPG skal launches, er hvordan driftskvaliteten er. Sidste gang Funcom forsøgte sig, nemlig med Anarchy Online, gik det helt galt. Serverne gik, klienterne crashede og det varede faktisk mange måneder før de fik rettet op på det. Det har de heldigvis lært af og Age of Conan launch forløb meget bedre, selv om den dog heller ikke forløb uden problemer. Serverne har været meget stabile, men der er rigtig mange spillere der døjer med bugs, som gør at de ikke kan spille. Enten fordi de ikke kan opdatere eller installere spillet, fordi de ikke kan logge ind, fordi klienten crasher, fordi quests ikke opdaterer korrekt og de dermed ikke kan forlade Tortage og så fremdeles. Irriterende fejl, som måske er svære at undgå og som det da heller ikke er alle der er ramt af. Men Funcom har i den henseende dummet sig lidt, for deres online kundeservice har været stor set ikke-eksisterende i opstartsfasen, så folk der har oplevet dem har fået meget lidt hjælp. Folk har oprettet henvendelser i spillet (petitions), og tålmodigt ventet på hjælp i mange timer uden at få det. Når de så næste dag vender tilbage, er der blot en besked om at deres petition er slettet, da de ikke var online da Funcom henvendte sig (og i mange tilfælde fandt henvendelsen midt om natten dansk tid). Det er bare ikke godt nok.

Jeg har heldigvis været forskånet for de store problemer, men har dog en enkelt bug der virkelig generer mig. NPC’ere er nemlig ofte usynlige, hvilket fører til nogle temmelig frustrerende oplevelser en gang imellem. For eksempel når man render gennem en by og pludselig bliver overfaldet at usynlige fjender. Der kan gå op til 20 sekunder inden de pludselig materialiserer sig, og så er kampen ofte tabt. Kampsystemet er jo baseret på at man placerer sig rigtigt i forhold til fjenden og det er altså svært når de er usynlige. I andre situationer kan man rende rundt og lede efter en bestemt person, og selv om man står på den plet hvor personen burde være, er vedkommende der ikke. Så er tålmodighed en god ting, for venter man i et minuts tid, så skal personen nok dukke op på magisk vis. Det er altså heller ikke godt nok, Funcom. Den slags fejl troede jeg forsvandt med spillet Horizon (nu kaldet Istaria), som led gevaldigt under det. Og Horizon er altså ved at være 7 år gammelt efterhånden.

Ingen tvivl om, at Age of Conan er et friskt pust til MMORPG-genren. Funcom er ikke bange for at prøve nyt, og det skal de bestemt have ros for, i en tid hvor det virker som om udviklerne står i kø for at efterligne World of Warcraft. Nogle vil nok ikke bryde sig om de mange instances, som får Hyboria til at virke mindre og ødelægger illusionen om en sammenhængende verden at udforske, og jeg skal da gerne indrømme at jeg havde håbet der var færre instances. Men når man så ser hvor flotte de enkelte områder er, så er det måske bare prisen man skal betale for det. Kampsystemet er meget spændende og jeg vil tro at andre MMORPG’s vil skæve til Age of Conan i fremtiden, for det er noget mere interessant end vi hidtil har set. Om det så er nok til at sikre en fast skare af tilhængere er svært at sige. PVP-delen med guilds, der kæmper mod hinanden, er ikke rigtig kommet i gang endnu, men det vil højst sandsynligt også tiltrække en del. Der ud over er der crafting, som ikke virker som en helhjertet indsats fra Funcom, men om det skyldes at jeg ikke nåede så langt med det, er svært at sige. Age of Conan er baseret på quests, og der er rigtig mange af dem og de virker gennemarbejdede og er fyldt med små historier, men det jo ikke noget nyt i denne genre, så det bliver næppe et trækplaster i sig selv. Men er man til online rollespil, så skal man gøre sig den tjeneste at få prøvet Age of Conan (og husk at komme lidt længere end level 20, da spillet skifter karakter der). Hvem ved, måske bliver du forelsket i Funcom’s Hyboria-verden. Er man allergisk over for bugs, og ikke så teknisk kyndig med sin PC’s indstillinger vil det måske være en idé at vente lidt med at prøve det, for forhåbentlig får Funcom elimineret de værste bugs snart.

Til sidst vil jeg lige nævne, at en anmeldelse af et MMORPG ikke kan skrives retfærdigt efter blot 3 ugers spil. Den kan højst være en beskrivelse af det første indtryk, og MMORPGs er spil der skal spilles længe og ofte for virkelig at vise hvad de kan. Det har Age of Conan ikke nået endnu, og jeg tvivler på at I vil vente 1 års tid på at jeg bliver færdig med anmeldelsen. Så tag den med et gran salt. Der er masser af potentiale i Age of Conan, men om Funcom udnytter det, må tiden vise.

Gamesector Anbefaler

Om Frank F Pedersen