Boom Blox

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 3+

Sidste år annoncerede Electronic Arts, at de havde indgået et samarbejde med den prisvindende filminstruktør Steven Spielberg. Naturligvis ikke et samarbejde om at lave film, men derimod et samarbejde om spiludvikling. Det er der nu kommet et spil ved navn Boom Blox ud af og ved første øjekast er samarbejdet en succes.
 

Klodsmajor v. 2.0

Boom Blox er dybest set en form for meget avanceret Klodsmajor (du ved spillet med farvede træklodser, der stables til et tårn). Atari forsøgte sig for nogle måneder siden med en virtuel udgave af Klodsmajor til Nintendo Wii (i form af spillet ”Jenga”) men dette spil floppede hårdt. Boom Blox har heldigvis så mange smarte features og et så radikalt anderledes design, at det klarer sig meget bedre end konkurrenten fra Atari.
 
Grundkonceptet i Boom Blox er stort set som i Klodsmajor – igennem over 300 baner (eller puzzles om man vil), skal man lirke blokke ud af en konstruktion af blokke, uden at skidtet vælter. Men der holder lighederne også op – for i Boom Blox er der et væld af forskellige muligheder, der skal tages i brug for at få blokkene fri. Nogle gange skal man kaste ting for at slå den ønskede blok fri, andre gange skal en vandstråle bruges til at ramme den korrekte blok, mens man i helt tredje situationer måske "bare" kan nøjes med at anvende en rolig hånd. Det hele er naturligvis styret via sving med wiimoten.
 
Efterhånden som man klarer sig igennem de første baner begynder spillets store variation at gøre sig gældende. Der dukker nye typer af blokke op – eksploderende blokke, solide blokke, blokke, der giver negative point og så videre. Disse skal man enten undgå eller anvende for at opnå hver puzzles specifikke mål. Kombinerer man dette med de mange forskellige måder man skal fjerne blokke på, så er Boom Blox med sine 300 puzzles et fantastisk stort og omfangsrigt puzzlespil. Spillets kontrol er godt nok simpel, men den er velfungerende og i modsætning til kontrollen i Jenga, så er den præcis nok til ikke at skabe unødvendige problemer for spilleren.
 
Vil man have mere sjov ud af Boom Blox kan man spille op til fire spillere med eller mod hinanden i spillets multiplayer, der byder på 60 baner. Der er desuden mulighed for at genspille de enkelte baner, for at tjene bedre medaljer, der lukker op for nyt indhold. Er du tålmodig og har du for megen fritid, kan du kaste dig over spillets level-designer og skabe dine egne baner, som endda kan deles med vennerne.
 
Langt hen af vejen er Boom Blox et fantastisk underholdende og let tilgængeligt puzzle-spil. Desværre er der nogle steder, hvor spildesignet snubler. Om det er Steven Spielbergs skyld, skal vi lade forblive et ubesvaret spørgsmål. Under alle omstændigheder har spillet et elendigt kamera, der gør det meget svært, at bedømme vinkler helt korrekt (især i spillets level-designer). Dertil kommer nogle irriterende og ligegyldige minispil, hvor man skal skyde blokke eller kaste med bolde efter fjender – det er langt fra så underholdende som selve puzzle-delen.
 
Boom Blox er helt klart designet med børnefamilier in mente (med fed streg under børne). Visuelt er spillet nemlig utroligt nuttet. Der er et forvirrende plot i spillet, som involverer nogle blok-agtige dyr, der har kvalmende søde og ”humoristiske” navne og som optræder i over-nuttede filmsekvenser mellem banerne. Udover de egentlig ganske nydelige mellemsekvenser byder Boom Blox kun på meget simpel grafik. Omgivelserne er enkle og detaljeløse og der er en næsten akut mangel på effekter og liv.
 
Hvis man ser bort fra den hæslige nuttede grafik og det helt åbenlyse forsøg på at appellere til børn, så er Boom Blox faktisk et ganske godt spil for hele familien. Spillets puzzles er velfungerende, der er masser af variation og godt med udfordringer i en sværhedsgrad, der er lige tilpas. Steven Spielbergs rolle i udviklingen og ikke mindst hans indflydelse på slutproduktet, er dog ikke rigtig til at gennemskue, for når alt kommer til alt, så er Boom Blox et ret almindeligt, men stadig veldesignet, puzzlespil, med en meget bred appel og underholdningsværdi for hele familien. Spielberg eller ej.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).