Du har sikkert allerede læst så mange omtaler og anmeldelser af Grand Theft Auto IV, at dit hoved er ved at eksplodere af ren ekstase og hype. Klem huen ekstra hårdt ned om ørerene så trykket atter igen bliver normalt, og læs videre. Uanset hvad denne anmelder beretter på de følgende linjer, vil enhver kritik ikke afholde dig fra at hoppe på tungen ned til den lokale spilpusher og i en euforisk rus, frådende bede om et stykke med Grand Theft Auto IV. Gør det endelig, hvis du ikke allerede har gjort det, for uanset hvad man mener om institutionen, er Grand Theft Auto IV allerede blevet et stykke spilhistorie, som du kan fortælle dine børnebørn, du var en del af. Mine damer og herrer: Grand Theft Auto IV.
Gamle mænd i nye biler
Du er Niko Bellic, en mand med et hjerte af guld og en mørk fortid, fra et unævnt øst-europæisk land, der rejser til byen Liberty City i en jagt på dyre biler, silikonebryster og onkel Joakims pengetank; Alt hvad den amerikanske drøm indebærer. Nikos fætter Roman, der praler så det står ud af begge ører, sørger for at hjælpe dig i gang i Liberty Citys slumkvarter, der denne gang består af et ghetto-samfund befolket med øst-europæere. Herfra står alt, seriens tradition tro, åbent for spilleren. Vil man blot cruise byen tynd for sight-seeing seværdigheder, eller vil man følge spillets missioner trofast? Der bliver dog blandet et enkelt ”men” ind i den hede affære mellem spilleren og friheden: Spillets enkelte elementer introduceres gennem missionerne, og dette over mange timer. Således føles spillet i starten meget tungt og langsommeligt. Det har været en svær balance at ramme, for mulighederne i Grand Theft Auto IV er så mange, at det ville være både forvirrende og umuligt at introducere dem alle på en gang.
Således vil man langsomt komme til at holde mere og mere af Grand Theft Auto IV, og blive opslugt af spillets univers, og den detaljerigdom der er lagt i alt lige fra Nikos mobiltelefon, der fungerer som led mellem spillerens jobs, venner, kærester og missioner, til ludere og lommetyve i gadebilledet. Niko er et enormt velfriseret socialt individ, som charmerer alle han kommer i nærheden af med et par skarpe vendinger. Når man først er introduceret for en person i det øst-europæiske netværk, kan man ringe dem op for at bede om jobs, eller sætte missioner i gang. Er man tilpas hjælpsom kan man også få lov til at invitere eksempelvis fætter Roman på stripklub, eller ethvert andet seværdigt sted i Liberty City. Venskab går som bekendt begge veje, og familie og venner sørger da også for at ringe Niko op i ny og næ, for at høre hvordan han har det. Er man travlt optaget af en vigtig opgave, fortæller Niko automatisk, at han er i gang med et andet vigtigere gøremål.
Træk gardinerne for
Grand Theft Auto IV formår at skabe en næsten perfekt illusion gennem de overbevisende sociale interaktioner. Det er fedt at vade ind på den lokale Internet-café, og høre på receptionisten Alejandres pladder om stort og småt, og opleve hvordan venskabet bliver mere og mere fyldigt. Ligeledes kan man nemt få sig et billigt grin, ved at gå på druk med fætter Roman, og se hvordan de to øst-europæere vælter rundt efter et voldsomt indtag af bjørne-bryg. Skuffelsen bliver derfor stor, når illusionen brydes og man f.eks. læser fætter Romans email, der opfordre en til at gå på date med en pige, man allerede har hyppet kartofler med i flere måneder. Illusionen forbliver dog for det meste intakt, og det er svært ikke at overgive sig til alle de små ting, der giver universet og persongalleriet en enorm dybde.
Denne dybde udbygges yderligere i spillets fremragende mellemsekvenser, hvor der på klassisk GTA-manér opbygges en præmis for missionernes forløb. Strukturen er den samme som i de foregående spil, hvor historiens forløb i missionerne kunne føles som en undskyldning for opgaven frem for omvendt. I spillets tidlige missioner er denne følelse også tilstede, men efterhånden som spillet åbner sig mere og mere, gør spillets personer det også, så der i langt højere grad end tidligere spilles på hele følelsesregisteret, frem for enkelte toner af had og vrede. Mellemsekvenserne er skruet så fornuftigt sammen at de aldrig bliver kedelige at overvære, men nærmere føles som små korte afsnit af ”her er dit liv”, mens de større sekvenser er spækket til randen med action. Man slipper ikke for tonstunge clichéfyldte accenter når Niko, Roman og deres sammensvorne begår sig på gebrokken engelsk, der dog er krydret med et par slaviske ord for at give skuespillet et mere autentisk feel. Man får hurtigt sympati med de to underdogs, der forsøger at begå sig i et betonhelvede, de troede var den syvende himmel.
I dag er dig en frelser født
Grand Theft Auto IV emmer af gode designvalg. Fejler en mission stryger der straks en sms-besked ind på Nikos mobiltelefon, der lader spilleren afprøve sit held endnu engang. Din blåøjede kæreste husker at rose dit nye tøj og bil. Besøger man en stripklub må man sørge for at holde sig i skindet, og kun se men ikke røre, hvis man vil undgå de veltrænede udsmideres vrede. Det nye sigtesystem, gør ildkamp til fods langt mere bekvemt, ved at inkludere et coversystem, der kan sammenlignes med systemet fra Gears of War. Desuden kan man nu også selv vælge, om der skal låses fast på fjenden, eller om man selv vil sigte, ved at holde den venstre trigger helt eller halvt inde. Eksemplerne er mange, og det er netop disse ting, der gør Grand Theft Auto IV til den digitale underholdnings messias.
Desværre kniber det også denne gang med Rockstars tekniske formåen, der resultere i grafiske fejl, der er svære at overse. Pop-ins er en konstant irritation, da disse foregår kort ude i horisonten, og endda lige foran Nikos hæsblæsende kørsel gennem byens gader. Undertegnede oplevede flere gange at stoppe i den blå luft, fordi spillet ikke havde nået at loade den ramte genstand. Frameraten slæber sig også afsted på et niveau på ca. 20 frames pr. sekund. Det er ikke direkte ødelæggende for oplevelsen, men det er tydeligt, at spillet ikke er nogen teknisk geni-streg.
Eller er det? For det spilleren får til gengæld for den haltende hastighed og de små grafikfejl, er Euphoria, Endorphin og Rage fysiksystemerne, der for første gang benyttes i et spil af denne størrelse. Systemerne giver en uhørt grad af realisme til f.eks. en fodgænger, der holder fast i et dørhåndtag, mens en bil fortsætter afsted i fuld firspring. Man kan få flere timer til at gå med at afprøve de fysiske muligheder i spillet via hasarderet kørsel gennem Liberty Citys gader. Gør man dette, vil man dog sikkert opdage, at de nævnte systemer heller ikke er perfekt implementeret. Små animationsfejl, som en animationssekvens hvor en bildør åbnes i den blå luft ved siden af bilen, er ikke atypisk. Desuden virker det også ganske tåbeligt, at se en mellemsekvens hvor Niko og hans kæreste siger farvel til hinanden, mens en bil banker direkte op bag i dem, uden at de tager notits af det. Bilfysikkens små finurligheder, som lange bremselængder hvis man hamre bremsen helt i bund, tager tid at vende sig til, men giver en god mængde udfordring, når man skal fra A til B.
Kun fantasien sætter grænser
Når alt kommer til alt, er Grand Theft Auto IV ikke en udpræget smuk oplevelse, men det har sine øjeblikke, med flotte scenarier og en lækker fornemmelse af storby. Der er med andre ord tale om et grafisk Grand Theft Auto, som du kender det. De mange radiostationer vender også denne gang tilbage, med et bredt udbud af genre lige fra gangsta’ rap til jazz. De lokale debatkanaler, der endnu engang påtager sig virkelighedens amerikanske samfundsproblemer som deres omdrejningspunkt, er selvfølgelig også til stede med et humoristisk indspark under kørslen. Radiostationerne spiller generelt et fornuftigt udvalg af gode numre, især hvis man som undertegnede mener at hip-hop og det øst-europæiske folkefærd, hænger uadskilleligt sammen.
Nikos rejse fra leverpostejsfarvet fattigrøv til afbleget charlatan, er kun halvdelen af de muligheder Grand Theft Auto IV tilbyder, hvis dette da kan gøre det. Via telefonen kan man gå online og prøve kræfter med et kaotisk antal af muligheder, der rangerer lige fra racerløb til deathmatch og alt derimellem og udenom. Der er så meget at forklare og gå i dybden med, at denne del af spillet fortjener sin helt egen anmeldelse. De enkelte muligheder har alle det til fælles, at de fungerer godt, og giver spilleren en fuldstændig overvældende mængde af indhold at gå i krig med. Man skal dog ikke forvente en lige så balanceret og velsmurt oplevelse som f.eks. Halo 3 eller lignende – det ville under alle omstændigheder også være for meget at forlange.
Grand Theft Auto IV er et fremragende spil, som med hånden på hjertet fortjener den hæder, det allerede har fået. Spillet er ikke perfekt, eller en decideret milepæl for genren, men en videreførsel af et koncept der har betydet enormt meget for mediet generelt. Et lille point må trækkes fra en ellers perfekt score, på grund af spillets tekniske mangler og fejl. Den fornemmelse og afhængighed Grand Theft Auto IV efterlader i spilleren giver et magtfuldt helhedsindtryk, som kun ganske få spil kan efterligne. Med rette kan man sige at den fjerde iteration af Grand Theft Auto er den bedste hidtil, og med sikkerhed et af de bedste spil i år.
Loading ...