Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Nej, Danmark kvalificerede sig ikke til EM og ja vi er dybt skuffede over resultaterne og Morten Olsens dispositioner, og lad os så ikke dvæle mere ved det, for heldigvis er der jo andet i verden end fodbold på tv-skærmen. Der er også fodbold på stadion, og ikke mindst fodbold på konsollen, så lad os fyre op under den gamle, pålidelige Playstation 2, og kigge nærmere på UEFA EURO 2008.

Landsholdsbold

Næppe overraskende er UEFA 2008 er spil der beskæftiger sig med Europa mesterskabet i fodbold denne sommer i Schweiz og Østrig. Dette kan jo lyde som et temmelig begrænset sigte, men heldigvis er der langt mere at komme efter, end blot selve slutrunden. Hvis du ønsker det, kan du starte helt fra begyndelsen og prøve at spille det valgte hold frem til slutrunden, og efterfølgende hele vejen til titlen. Spillets fokus ligger ubetinget i selve kampene. Der er meget lidt manager-mode over denne udgivelse, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Du slipper med andre ord for at skulle lave spillerhandler, indgå sponsoraftaler, investere i nyt stadion og alle de andre udenoms ting FIFA besværer dig med. Vælg taktik og holdopstilling og så er det ellers i gang med kampen.

Har du spillet et af de senere års fodboldudgivelser fra EA, vil du med det samme føle dig hjemme i UEFA 2008s gameplay. Kontrollen er næsten 100% identisk med forgængerne og menuerne er sat op efter samme skabelon. Der hvor spillet skiller sig en smule ud er i tempoet og spillernes AI. Førstnævnte virker en smule højere end i FIFA 08, så der skal følgeligt tænkes endnu hurtigere i det opbyggende spil. Hullerne i modstandernes forsvar lukker sig meget hurtigere, og forsvarerne er hurtigere over spilleren i boldbesiddelse, så den stikning i dybden, der sender en angriber alene med målmanden, er langt sværere at eksekvere i denne udgave. Til al held er indlæg fra fløjen en langt mere veritabel strategi end i FIFA 08, da dine spillere er langt bedre til at komme først på indlæggene og også har flere afslutningsmuligheder end de ofte håbløse hovedstød fra FIFA.

Der hvor man dog for alvor bemærker den forbedrede AI, er når modstanderne har bolden. De er blevet meget meget sværere at tackle. Det er ikke så meget selve tacklingen der er problemet, men mere det at komme i position til den. Spilleren med bolden er nemlig langt mere bevægelig end tidligere og reagerer lynhurtigt på dine forsøg på at komme ind på livet af ham. Det kræver noget tilvænning og i starten havde undertegnede det som en hund i et spil kegler, mens jeg forgæves forsøgte at fange min modstander. Heldigvis er målmændene i UEFA 2008 de rene supermænd, så nederlagenes størrelse var begrænsede, på den anden side betyder det også at det er sværere at få netmaskerne til at blafre i den anden ende.

Dig og de 10 andre
Den absolut mest interessante nyskabelse ved UEFA 2008 – og onde tunger ville måske sige den eneste - er ’Captain your team’. I denne spilmode styrer du blot en enkelt spiller. Du kan enten vælge en fra det eksisterende hold eller skabe din egen fra bunden. Det er egentlig et temmelig misvisende navn, da det langt fra er sikkert, at du er holdets anfører. Faktisk, da det er muligt at spille op til fire sammen, er det givet på forhånd, at ikke alle kan være anfører. Skaber du din egen spiller, starter denne med ret gennemsnitlige stats, men disse kan forbedres ved at spille godt i kampene. At spille godt beskrives ud fra andre parametre end i den traditionelle spilmode. Her gælder det om at udføre sit job så godt som muligt. Det nytter ikke noget, at score en masse mål som back, hvis du konstant er ude af position i forsvaret.

Det er en meget anderledes oplevelse blot at kontrollere en enkelt spiller på dit hold. Det kan være frygtelig frustrerende når spillet foregår på andre dele af banen end der, hvor du har dit primære virkeområde, og tænderskærende træls, når dine ai-kontrollerede medspillere ikke spiller dig når du ellers ville være helt alene med målmanden. På den anden side er det ganske interessant at varetage mere specifikke opgaver i spillet. At være kreatøren på midtbanen f.eks. eller strikeren, der konstant er i bevægelse på kanten af offside. Der hvor denne mode virkelig skinner, er i multiplayer, hvor flere i samarbejde kan styre spillere i forskellige positioner på banen.

Forbedret lydside
Grafikken er næsten til mindste detalje identisk med FIFA 08, men det er netop i detaljen, at den adskiller sig. Der er nemlig implementeret en række nye finter og fancy driblinger, som kan tilføjes til arsenalet, og disse er lækre og flydende i animationerne. Eneste grafiske kritikpunkt jeg vil påpege, er at belysningen på visse baner betyder, at det til tider kan være svært at følge bolden, og at man føler sig hensat til at tolke på spillernes bevægelser for at identificere hvor bolden er, og ikke mindst hvem der er i besiddelse af den.

Spillets lydside er imponerende, og muligvis det bedste vi har set, eller rettere hørt, fra et EA fodboldspil nogensinde, måske ikke den største bedrift FIFA-serien taget i betragtning, men det er alligevel værd at fremhæve. UEFA 2008 skal roses for alle tre områder, soundtrack, kommentering og baggrundslyd. Der er på vanlig vis intet at udsætte på soundtracket, der er en god blanding af moderne rock. Kommenteringen er der imod forbedret markant. Kommentarerne passer langt bedre til hvad der foregår på banen, og der er langt flere spiller- og landespecifikke kommentarer end hvad vi er vant til. Dette er medvirkende til, at de enkelte kampe føles langt mere unikke end i tidligere udgaver, hvor visse kommentarer gik igen i næsten hver eneste kamp. Lyden fra tribunerne har også fået et markant løft. Først og fremmest reagerer publikum på hvordan det går i kampen. Er du langt foran vil jublen ingen ende tage, og hver eneste aflevering vil blive akkompagneret af olé råb. På den anden side skal man være forberedt på at der bliver buh’et nådesløst, hvis det går mindre godt for ens hold. Desuden er de sange og tilråb, der runger fra lægterne ikke bare en kendt fodboldmelodi tilsat mumlen, som vi ellers er vant til, men ofte reelle slagsange, hvor ordene er forståelige – eller i hvert fald lige så forståelige, som hvis man sad på stadion. Dette medfører, at lydsiden tilføjer langt mere stemning end tidligere udgivelser.

Alt taget i betragtning er UEFA 2008 et ganske glimrende spil. Hvor meget nyt der er at komme efter, for de der allerede ejer FIFA 08, er nok diskutabelt, men ’Captain your country’ og diverse småforbedringer hist og her tilføjer alligevel et pift til spiloplevelsen. Ellers må denne udgivelse primært betragtes som et alternativ til FIFA 08 for de, der foretrækker action på grønsværen frem for management.

Gamesector Anbefaler

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk