Der er langt – alt for langt – imellem rollespil, der tør sætte sig ud over den traditionelle og meget slidte fantasy-setting. Det er heldigvis her Shin Megami Tensei: Persona 3 kommer ind i billedet, for det er noget så forfriskende, som et konsolrollespil i en moderne setting, med masser af twists og overraskelser i plottet.
Japansk skolegang med dæmoner
Der er noget helt galt i Japan. Ja… det vidste vi sådan set godt allerede når man ser på den den måde de æder rå fisk på eller den måde de forguder italienske blikkenslagere på, men denne gang er det altså virkelig galt. Nærmere bestemt er den gal på Gekkoukan-skolen, hvor mystiske ånder hjemsøger eleverne og de omkringboende lokale i timen efter midnat (the ”dark hour”) og suger deres livsvilje og energi hvilket efterlader dem som apatiske skrog (Hasseris Gymnasium gjorde præcis det samme ved mig midt i 90′erne). Det er sjovt nok netop denne skole din karakter er begyndt på.
På skolen findes heldigvis en gruppe elever, der har dannet SEES – Specialized Extracurricular Execution Squad. Disse elever er i stand til at hidkalde deres “persona” (en magisk livskraft) til at kæmpe for sig og anvender dem til at tage kampen op imod de mørke kræfter på dømonernes hjemmebane i landet Tartarus. Eleverne i SEES kan hidkalde deres persona ved at skyde sig selv i hovedet (yup, det gør de faktisk en hel del i) med en såkaldt “evoker gun“. Men dette er langt fra det eneste mørke og forskruede element i Persona 3 – spillet formår nemlig at skabe en fantastisk blanding imellem klassisk “High School Life” og gotisk inspireret horror. Det hele er fornemt pakket ind i et velfortalt plot, der holder spilleren fanget fra start til slut.
Man fordriver en stor del af sin tid i spillet ved at gå i skole og passe de aktiviteter man dyrker i forbindelse med et almindeligt teenageliv (nej det er ikke muligt at spille World of Warcraft ni timer om dagen i Persona 3). Tiden skrider automatisk frem time for time, dag for dag, men skolegang er faktisk slet ikke unødvendig tidsfordriv. I skoletiden går man til timer, besøger biblioteket, dyrker sport, deltager i forskellige andre skole-relateede aktiviteter og interagerer med et temmelig stort og varieret persongalleri af elever, der alle har deres egen specielle personlighed. Disse ting kan direkte påvirke din karakters stats – studerer man bliver man klogere, ser man en film i biografen bliver man måske mere charmerende (er personligt aldrig noget jeg har oplevet på egen krop), gør man noget modigt (f.eks. synger karaoke) bliver man modigere og så videre. Et simpelt system, men det fungerer og det får skoledagene til at hænge rigtig godt sammen.
Man kan også forstærke sin karakter ved at knytte sociale bånd og venskaber. Ved at have mange venner forstærker man den/de persona, som man har til rådighed i kamp. Finten ved alt dette er naturligvis, at man kun har en begrænset mængde tid hver dag, så man kan ikke sidde og sludre i en endeløshed på en café eller studere i ugevis i træk på biblioteket. Så på et eller andet tidspunkt er dagen brugt op og så begynder Persona 3′s anden og mere horror-inspirerede del.
Gysertime
I gysertimen mellem midnat og klokken et om natten kan man besøge skyggeverdenen Tartarus. Her bliver spillet meget lige det gamle PlayStation 1 spil Azure Dreams, for Tartarus er opbygget som en multi-level dungeon, hvor man skal kæmpe sig igennem monsterfyldt etage efter monsterfyldt etage, imens man gradvist stiger i level som i et almindeligt rollespil. Man kan tage op til tre holdkammerater med ind i Tartarus, men man har ingen direkte kontrol over dem (udover mulighederne for at definere en taktik, som skal følges i kamp).
Kampene mod de monstre man render ind i rundt omkring i Tartarus er trækbaserede. Som nævnt kan man have venner med på sin side, men det er dine persona, der er spillets og kampenes helt store stjerner. Du kan godt nok anvende en vifte af forskellige moderne våben, men skal du virkelig gøre seriøs skade på fjenderne eller anvende andre typer af magi, for eksempel healing, må du skyde dig selv i hovedet med din “envoker gun” (ser temmelig vildt ud) og bruge din personas færdigheder i kampen. Efter kampene kan du, som i alle andre rollespil, fylde din rygsæk med forskellige former for skatte – for eksempel nye persona. Der er dog den lille krølle på systemet, at man får de mulige skatte vist som kort, hvorefter disse blandes på skærmen. Det gælder så om at holde godt øje med de gode skatte, så man kan finde de rigtige kort, når man får lov til at vælge hvilke skatte man vil have. En sjov idé, der dog kan være frustrerende når man vælger forkert.
Finder man nye persona, kan man forsøge at smelte to eller flere persona sammen for at producere bedre eller sejere persona. Det er lidt af en videnskab, idet hver persona kan have unikke færdigheder (eller vigtige magiske egenskaber, såsom healing), du måske har akut behov for og der er ingen garanti for hvilke færdigheder nye persona, som du måtte skabe, bliver udstyret med.
Desværre er det ikke alting i Persona 3, der fungerer helt så godt, som man kunne ønske. Som nævnt minder måden hvorpå man kan hoppe ind i Tartarus meget om måden man spillede Azure Dreams på og det betyder desværre også at denne del af Persona 3 hurtigt bliver en smule ensformig – det er de samme triste mørke omgivelser, som man oplever i Tartarus igen og igen og der er næsten endeløse rækker af mere eller mindre ens monstre at besejre i kampe, der også hurtigt bliver en smule ensformige. Heldigvis er der mange afbræk fra den endeløse grinding, som de næsten 60 timer det tager at gennemføre Persona 3, byder på. Disse afbræk er nydelige animerede sekvenser der fortæller spillets historie og ofte sender dig ind i Tartarus med en specifik mission for øje.
Visuelt er Persona 3 et smukt spil. Især spillets anime-filmsekvenser er fantastisk flot lavet og ser man bort fra den ofte alt for ensformige baggrundsgrafik i Tartarus, så er resten af spillets grafik ganske nydelig, med varierede og farverige omgivelser, nydeligt animerede personer og ganske flotte visuelle effekter. Det er imponerende hvad Atlus rent faktisk formår at presse ud af den gamle PlayStation 2 – og det er næsten helt sørgmodigt, at så fede og flotte spil stadig dukker op til en konsol, hvis dage nu definitivt er talte. Men der er ingen tvivl om at den gamle herre vil blive husket for sine fantastiske rollespil.
Persona 3 er et fantastisk veldesignet spil, der oser af charme og stil. Det er bestemt ikke endnu et af de typiske asiatiske konsolrollespil – selvom plottet med at redde verden fra de onde ånder måske får det til at lyde sådan. Shin Megami Tensei: Persona 3 er et spil med sjæl – godt nok en mørk, knudret og gotisk uhyggelig sjæl, men det er netop spillets sjæl og charme det vil blive husket for. Så har man interesse i konsolrollespil og vil man have en fantastisk spændende og til tider meget anderledes spiloplevelse, så er vores bud på solid underholdning til resten af foråret Persona 3.
Loading ...
