Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Magical Melody er egentlig et GameCube-spil, men som så mange andre spil, der måske ikke fik den fortjente opmærksomhed på Nintendo GameCube, udkommer spillet nu i en forbedret udgave til Nintendo Wii. Så har du en lille bonderø... jeg mener landmand... i maven, kan du gode belave dig på afgrøds-relateret morskab.

Farmer-dating?

Kender du ikke til Harvest Moon-spillene, så er du gået glip af en helt speciel spiloplevelse, der med sikkerhed ikke vil tiltale alle. Spillet er, i mangel på en anden måde at beskrive det på, et landbrugs-rollespil. Du overtager altid en lille idyllisk gård, hvor du skal købe, fodre, opdrætte og sælge forskellige dyr samt passe og sælge forskellige typer af afgrøder. Spillet skrider frem dag for dag, årstid for årstid og er generelt præget af meget rutinemæssigt arbejde (såsom at luge, vande marker, fodre dyr, malke og andre ting, som man kunne forestille sig rigtige bønder også synes er røv-irriterende dag ud og dag ind).

Dette er også den grundlæggende præmis for spillet Harvest Moon: Magical Melody, der dog kommer med en lang række ”ekstra” features, der varierer spiloplevelsen en smule og som giver nogle kærkomne pauser fra landbrugslivet. Spillets ”handling” fokuserer på en Harvest Goddess, der har forvandlet sig selv til sten, fordi hun er blevet ignoreret af de lokale bønder – eller noget i den stil i hvert fald. Din opgave er at befri hende ved at samle magiske noder (deraf titlen ”Magical Melody”). Noderne tjenes på forskellig vis ved at opfylde bestemte kriterier – for eksempel at blive venner med bestemte personer eller dyr eller at producere en bestemt mængde afgrøder.

Udover at bruge de penge du tjener på afgrøder til at købe ny såsæd og foder til dine dyr, kan du bruge dine kontanter til at købe bedre og mere effektivt landbrugsudstyr. Vi snakker ikke selvbindere og mejetærskere her – men derimod spader, hakker og vandkander. Disse kan opgraderes, så du hurtigere kan ordne din jord og passe din stigende mængde af afgrøder. Du kan også vælge at smide penge efter noget nyt inventar til dit lille bondehus, som man for første gang i serien kan få lov til at indrette – dog uden at det har den helt store betydning for selve spillet.

En anden ”nyhed” er muligheden for at få en kone – der er en række personer af begge køn i spillet, der er single og man kan frit vælge og vrage imellem dem og flirte med dem man finder mest interessante (så interessante som en lille pixel-japaner kan blive i et spil om landbrug i hvert fald). Man kan sågar blive gift med sin udkårne og det kan der komme et barn ud af. Det kommer der faktisk helt automatisk. Dette er mest af alt en gimmick, for det betyder sådan set ikke rigtig noget og barnet udvikler sig aldrig fra barnestadiet. Med andre ord, så får man ingen gratis barnearbejder man kan sætte til at luge markerne – desværre.

I Nintendo Wii-versionen er flere af spillets små minispil (for eksempel når man tager på fisketur eller graver efter værdifulde mineraler) blevet tilpasset Wiimoten. Nogle af disse kan låses op som små multiplayer-dueller for op til fire spillere. Men ellers er det svært at få øje på ”forbedringer” i forhold til GameCube-versionen. Det gør måske heller ikke så meget for Magical Melody indeholder, som alle sine forgængere, et hav af små spilmæssige detaljer, gøremål og muligheder for at samle sjældne ting. Alt dette tager fokus væk fra det centrale og til tider ret ensformige gameplay, hvor man på daglig basis skal passe sin gård.

Visuelt er det tydeligt, at vi har med et spil fra de gamle GameCube-dage at gøre. Det er med andre ord en kende simpelt at se på – dog uden at være direkte grimt. Grafikken er bare meget firkantet og der er en næsten slående mangel på detaljer i omgivelserne. Men det er en del af seriens stil og der er næppe nogen, der spiller Harvest Moon serien fordi de forventer et grafisk overflødighedshorn. I så fald bliver de i hvert fald skuffet over Magical Melody. Musikken i spillet er, som man kunne forvente, munter og simpel baggrundsmusik, der næppe vil få nogen op af lænestolen, men den er glimrende til at understøtte spillets generelle ”nuttethed”.

Samlet set er Harvest Moon: Magical Melody et glimrende tidsfordriv til Nintendo Wii. Spillet byder ikke på de helt store spilmæssige revolutioner, men det vidste man jo allerede, hvis man har spillet GameCube-versionen. Som alle andre Harvest Moon spil er Magical Melody holdt i et tempo, som de fleste kan følge med i – det betyder sikkert også, at der er nogle spillere, der kører død i det længe før de kommer rigtig i gang. Men er man mere til rolige og søde spil, kan Magical Melody sagtens anbefales.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).