portal-pc-box.jpg

Portal

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 12+PEGI Violence

En simpel idé kan føre til de mest spektakulære resultater. Det gør sådan en idé i Portal, som lå som ekstra bonus i Valves Orange Box. Vi kigger her på hvordan det klarer sig alene.

Portal

Portal-geværet, som man bliver udstyret med i Portal, ændrer radikalt måden man spiller et FPS på og det kan ikke undre, at Valve er meget modvillige til at give Gordon Freeman adgang til den. Dens funktion er simpel; man kan skyde genvej. Men den ændrer fuldstænding måden du kommer igennem en bane på. Giv den til Gordon og Half-life vil ændre sig radikalt.

I Portal vågner du op i et lille rum i og bliver budt velkommen til Aperture Science Enrichment Centre af en ukendt robot stemme. Du skal nu kæmpe dig gennem 19 baner, designet til at udfordre dine evner med et Portal gevær. De første par baner er en introduktion til hvordan den virker og hvordan den kan bruges. Det kan affyre to ’portaler’; en blå og en orange og du kan så træde gennem den ene og du vil så dukke op gennem den anden portal. Et simpelt koncept, som virkelig åbner op for mange muligheder.

Banerne kræver alle, at du benytter dit nye legetøj på forskellige måder og ofte skal tingene tænkes godt igennem inden man kan komme helskindet gennem banen. Nogle gange skal du bruge portaler til at transportere kasser rundt, i andre rum skal du dirigere energi-kugler rundt på banen ved hjælp af portaler og så videre. Der er også automatiske maskingeværer der skyder på dig i nogle af banerne, og dem kan man slå ud ved hjælp af portaler også. Det lyder måske simpelt, men det er det ikke. Banerne er bygget op af forskellige elementer, som ikke alle kan manipuleres med portal geværet, hvilket er med til at gøre udfordringen stor. På de sværeste baner er farten også ofte et element der skal beregnes med. Det kræver ofte stor fart at nå en platform højt oppe, og den fart skal opbygges ved at sende dig selv gennem portaler højt oppe fra og så lande i en ny portal uden pause, for at få den rette fart på. Det kræver ikke kun omtanke, men også gode reflekser og behændighed at opbygge den rette fart.

En af de ting der gør, at så mange folk er blevet grebet af dette spil, og ofte nævner det først når der snakkes om Orange Box, er uden tvivl de muligheder som portal-geværet giver. Når man skal igennem en bane, åbner der sig et hav af muligheder for hvordan det kan gøres. Man bliver hele tiden grebet af en ’gad vide om det vil virke’-stemning, og eksperimenterer på livet løs med de muligheder som de to portaler giver.

Til at følge dig på din tur gennem banerne er der robot-stemmen. Hun sørger for at holde dig underholdt undervejs. Og når jeg siger underholdt, så mener jeg underholdt. Jeg vil ikke røbe for meget om den del af spillet i denne anmeldelse. Den skal opleves og jeg vil ikke ødelægge oplevelsen ved at skrive det her. Jeg vil nøjes med at sige, at den stemme er en af de mest underholdende og sjove karakterer jeg er stødt på i et computerspil længe.

De 19 baner er desværre hurtigt overstået. Jeg brugte lidt over 2 timer på at nå dem igennem første gang, og det er altså alt for kort tid. Man begynder lige at blive begejstret og fortrolig med sit nye gevær og så er det overstået. Eller rettere det er ikke helt overstået. Der er to ekstra måder at spille på, når man er igennem hoveddelen. En ’Advanced Tour’, hvor de sidste 6 baner kan spilles igen, denne gang med mere udfordring. Valve har ændret lidt på banerne, så de ikke længere er så ’nemme’ at rende igennem og det er forståeligt at de kalder dem ’advanced’, og så en Challenge måde, hvor de samme 19 baner spilles igen, denne gang bare med en ekstra udfordring smidt ind i formlen. For eksempel at gennemføre dem på tid, eller med mindst muligt antal portaler og lignende.

Portal vil ændre dit syn på FPS spil, og få dig til at tænke over hvor stereotype denne type spil egentlig er i dag, og hvor lidt der egentlig skal til for at ændre spillereglerne fuldstændigt. Valve har designet 19 geniale baner, hvor idéen med et portal-gevær virkelig kan udfolde sig. Hele spillet emmer af kvalitet og omtanke, lige fra den simple men klare grafik til den geniale monolog, som den kunstige stemme leverer. Så når man skal give dette spil karakter, er det med en lidt ambivalent følelse. Man har lige haft en af sine bedste spil-oplevelser, men lige som det har grebet én er det overstået og det hele virker som en appetit-vækker eller en god trailer til en film. Men det er bestemt ikke en appetit-vækker man skal snyde sig selv for. Så har man ikke Orange Box i forvejen, så kan det bestemt godt betale sig at investere i Portal. Det er én stor oplevelse.

Gamesector Anbefaler

Om Frank F. Pedersen

Frank har anmeldt spil i mange år og må nok betegnes som en veteran i branchen. Har anmeldt for Jubii Games og Spilzonen inden han kom til Gamesector. Han kaster sig gerne over alle typer spil og på alle formater, hvis han kan få fingre i det. Det er dog rollespil og mmorpg's der er hans foretrukne.