Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI Violence

Hvis vi skal være helt ærlige (for en sjælden gangs skyld), så må vi indrømme, at vi ikke var de helt store fans af SEGA's sidste forsøg på at lave et sportsspil med Sonic og hans venner i hovedrollen (Sonic & Mario at the Olympic Games var ikke lige vores kop varme vand tilsat tørrede blade importeret fra fjernøsten). Nu forsøger de sig så igen, de glade gutter hos Sega, og denne gang står menuen på kaos-tennis.

Velkendt formel

Formlen for spil som SEGA Superstar Tennis (og stort set samtlige sportsspil, der har Mario i hovedrollen – og det er efterhånden en velvoksen bunke) er ret enkel - skab en familievenlig og let tilgængelig version af en kendt sportsgren og fyld den derefter til randen med sjove velkendte figurer, farverige omgivelser, et hav af ekstra spilmuligheder i form af minispil og top hele blandingen af med en masse gimmicks, som varierer det ellers ret ensformige gameplay. Den formel har SEGA fulgt slavisk da de producerede SEGA Superstar Tennis og resultatet er blevet ganske hæderligt. Det er i hvert fald bedre end Sonics udfoldelser ved de olympiske lege.

Spillet byder op til tennis med otte karakterer fra kendte SEGA-spil og er man vedholdende kan man få lov til at befri otte til, så spillets total kommer op på seksten spilbare figurer. Der er de obligatoriske klassikere som Sonic og Tails, mindre kendte figurer som Ulala (Space Channel Five), NiGHTS (NiGHTS spillene) og Aiai (Super Monkey Ball) og helt obskure karakterer såsom Amigo (Samba de Amigo – Maikens yndlingsspil til Dreamcast) og Gilus (Golden Axe). Hver karakter har stats, der indikerer spillestil samt styrker og svagheder på tennisbanen. Man kunne måske godt have ønsket sig et mere mainstream persongalleri, men for os nørder, er der kærkomne gensyn med mange "glemte" SEGA-karakterer. Hver af karaktererne repræsenterer nemlig deres gamle spil, så banerne og ikke mindst musikken er naturligvis inspireret af de gamle SEGA-klassikere. Det holder 100%.

Det er blevet til i alt 14 forskellige tematiserede verdener, som spilleren skal arbejde sig igennem i spillets Superstar Mode. Der er også mulighed for forskellige former for multiplayer tennis, både med venner i stuen eller online (i PlayStation 3 og Xbox 360 versionerne i hvert fald). Men det er faktisk Superstar Modes mange forskelligartede udfordringer, der sikrer at SEGA Superstar Tennis har en solid lang levetid. Der er naturligvis udfordringer hvor man skal vinde tenniskampe, men der er også en række andre sjove minispil, hvor spillet kombinerer klassiske SEGA-spil og tennis - for eksempel et ChuChu Rocket spil, hvor man, som i det originale ChuChu Rocket til Dreamcast skal lede mus hen til deres rumraket ved at ramme pile med tennisbolde. I spillets version af Virtua Cop skal man skyde fjenderne, der dukker op på skærmen med tennisbolde. Sådan fortsætter det med andre klassiske SEGA-spil som Space Harrier, OutRun, Puyo Puyo og så videre.

De mange forskellige udfordringer er god variation til gameplayet, for selve tenniskampene (der også kan spilles som regulære tennisturneringer eller hurtige opvisningskampe) er i sig selv slet ikke nok til at bære spilet. Tennisdelen er meget let at gå til - kontrollen er enkel og ganske præcis, men der er en regulær mangel på forskellige skudmuligheder og det betyder at kampene hurtigt kan blive en ensformig affære. SEGA har forsøgt at løse det problem ved at give de forskellige karakterer varierede spillestile og et stykke hen af vejen hjælper det da også. Det samme gør såkaldte "superstar" egenskaber, som karaktererne kan anvende på forskellige tidspunkter, når de har fået dem ladt op igennem spillet. Igen er det en sjov idé, men det er bare ikke nok til at gøre tennisoplevelse mere end middelmådig eller over middel med nogle af de sjovere karakterer.

Et andet problem er mangel på effektivt og hurtigt netspil. Man bliver for let udspillet, når man står inde ved nettet, så de fleste multiplayer kampe ender mad at begge spillere står på deres baglinje og forsøger at få modstanderen til at løbe mest muligt. Det kan godt blive en lille smule trættende i længden.

Visuelt er SEGA Superstar Tennis ikke årets mest imponerende PlayStation 3 spil. Grafikken er, som nævnt tidligere, varm og venlig og de fleste SEGA-kendere vil være godt underholdt med de mange referencer til gamle og nye SEGA-spil. Men omgivelserne er simple og der mangler lidt detaljer her og der. Den grafiske kvalitet svinger en hel del alt efter hvilken bane man spiller på, men den formår aldrig at komme på et niveau, hvor den rent faktisk imponerer. Lydsiden er præcis som man kunne forvente den i et Sonic-spil - masser af glad musik og lydeffekter og temamusik hentet fra de forskellige tennisspilleres originale spil. Alt i alt en godkendt præstation, der er både forfriskende og en smule nostalgisk

Samlet set er SEGA Superstar Tennis et af den slags spil, hvis sum er større end værdien af de enkelte dele – spillet fungerer bare rigtig godt, også selvom selve tennis-spillet næppe vinder nogle præmier. Variationen imellem karakterene, den venlige grafik, de mange sjove spil-inspirerede baner og ikke mindst de mange minispil, betyder, at spillets levetid faktisk er meget længere end forventet. Det er let at gå til og nemt at spille – præcis som et rigtig familiespil bør være.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).