Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Verden som vi kender den er forsvundet. Faktisk er den menneskelige civilisation ved at være fejet væk fra jordens overflade. Tre fremmede racer har valgt vores baggård som deres slagmark, og her er vi endt som sørgelige tilskuere, som skrigende render rundt i de sønderskudte gader. Det lyder da egentlig meget underholdende – gør det ikke?

Universel krig på vores lille planet

Rester af det hedengangne Westwood Studios – der blandt andet har bragt os en af pionertitlerne indenfor RTS: Dune – lever stadig i bedste velgående. De har nu slået sig ned hos Petroglyph, hvor de atter muntrer sig med RTS genren. Resultatet af dette har jeg haft kørende i min Xbox360 – desværre har det ikke kun været en fornøjelse.

Som titlen jo nok lidt afslører, så er vi her vidne til en kamp af universelle dimensioner. Jorden er blevet omdrejningspunkt for en kamp mellem fremmede racer, som alle har deres egne bevæggrunde. Efter et par korte missioner, som involverer mennesker (naturligvis amerikanere) får man lov til at kaste sig ud i mere eksotiske bygninger og enheder. De tre fraktioner i Universe at War er dejligt varierede, og giver umiddelbart mulighed for mange forskellige strategiske indgangsvinkler.

Skal jeg lige knytte en kort kommentar til historien, så må det siges at være B-films science fiction af værste skuffe. Heltene er slemt karikerede, fortællingen ren kliché og dialogen rigtig tarvelig. Man finder hurtigt på andet at lave, imens de mange mellemsekvenser udfolder sig. Heldigvis er de tre fraktioner som sagt godt varierede. Vi har de robotlignende Novus, som mest af alt minder om noget som er hevet ud af en mangahistorie. Der er Hierarchy, som er den oprindelige ondskabsfulde fraktion – det er dem som starter hele opgøret. De har nogle imponerende Walker enheder – kæmpe vandrende baser, som man kan modificere som man har lyst. Endelig er der Masari, som er en oldgammel race, der har slumret under verdenshavene. De er mere mystiske, og kan veksle mellem lyset og mørket, hvilket giver dem unikke muligheder.

Af de tre racer fandt jeg personligt det mest interessant at spille Hierachy. Deres Walkers er virkeligt imponerende. Fornemmelsen af at dundre igennem landskabet med et supervåben på ryggen er fremragende. Det er dog også netop her, at man finder et af spillets svagheder. Af underlige årsager er ens muligheder for at zoome ud uendeligt dårlige. Faktisk fylder en af disse enheder en god del af skærmen, og det gør det jo selv sagt besværligt at lave mikro-management. Det ville jo så være fint, hvis det var let at vælge enheder og skifte mellem grupper, men her lider Xbox360 versionen kraftigt under sin mangel på mus og keyboard. Ofte sidder man og koger rundt i desperation for at få fat i en given enhed. Det medfører i sidste ende, at man som oftest bare markerer en hel bunke enheder og bare håber at deres antal er nok til at klare fjenden. Med andre ord går meget af alle de taktiske lag og muligheder tabt i kontrolproblemer, og det er meget ærgerligt.

Bedre bliver det så ikke, når man betragter den frygteligt mudrede grafik. Var det ikke svært nok at finde en given enhed fra starten, så får sværhedsgraden lige en kende ekstra grundet det. Igen længes man efter sine høje opløsninger på sin PC, hvor tingene står krystalklart frem. Samtidig kæmper man generelt i kedelige omgivelser, hvor der er klar overvægt af grå og brune nuancer, hvilket jo ikke ligefrem gør helhedsindtrykket bedre. Det skal dog siges at mange af enhederne ellers er ganske pæne og unikke – det drukner bare lidt i helhedsbilledet. Nu hvor jeg i øvrigt alligevel er fremme med riven, så må jeg også hellere knytte en kommentar til framehastigheden, hvor det er tydeligt at maskinen bliver presset til det yderste. Ofte hoster grafikken voldsomt og bevæger sig i rykvise spasmer. Det er ikke ligefrem noget der hjælper en midt i en kamp.

Det er faktisk rigtigt ærgerligt, for der er klart positive momenter. De tre fraktioner er virkeligt godt vægtede i forhold til hinanden, og alle har de et lag af spændende muligheder. Samtidig er hele ressourceindsamlingsdelen fornuftigt nedvægtet, hvilket burde give fokus på de strategiske aspekter. Man har virkelig mulighed for at strømline sine tropper, blandt andet via unikke egenskaber samt forskellige teknologier man kan udforske. Banerne er også lavet, så de burde give mulighed for at udnytte dette. Det skal dog siges, at jeg fandt at banerne i kampagnen var noget lineære, og lidt for meget lagde op til en given løsning i stedet for bare at give dig en åben kamp. Meget af dette kunne til dels afhjælpes ved at tage kampen op online, men her er problemerne med framehastighed ikke ligefrem mindre, hvilket fjerner meget af fornøjelsen.

Universe at War har potentialet til at være noget specielt. Den har en række fraktioner, som virkeligt er unikke og burde give mulighed for flere forskellige spillestile. Desværre bliver meget af oplevelsen spoleret af en række problemer, hvor de tekniske er de værste. Her tænker jeg især på problemer med udvasket grafik kombineret med en hakkende framehastighed. Historien er samtidig ikke videre interessant, og styringen gør det svært at udnytte spillets ellers mange facetter.

Om Alan Vittarp Rasmussen