Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Der er efterhånden kommet så mange Tom Clancy-spil fra Ubisoft, at man må sige, at det er en af spilverdenens helt store franchises. Det kan nok ganske enkelt forklares med, at alle har leget politi og røvere somt børn, og Tom Clancy-serien basalt set er en voksen udgave af dette: Swat team og terrorister.


Efter det skuffende Lockdown vendte Tom Clancys Rainbow Six-serie tilbage til toppen af poppen med sidste års Vegas. Det er ikke lang tid siden, at det udkom, og Vegas 2 er da også i høj grad (meget høj grad faktisk) mere af det samme. Heldigvis er det jo mere af en god ting, og der er da også lidt nyt her og der - men Vegas 2 minder ligeså meget om det oprindelige Vegas, som Black Arrow i sin tid mindede om Rainbow Six 3. Forskellen er bare, at Vegas 2 ikke er prissat som en udvidelsespakke.

Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at isoleret set så er Vegas 2 indholdsmæssigt fuldt ud på højde med enhver anden fuldpristitel. Omvendt så er spillet fyldt med deja-vu-oplevelser, hvis man som jeg har spillet det første Vegas, og der er kun få nye tiltag.

Trods det helt sort/hvide helte/fjendebillede (tæt knyttet til personernes hudfarve), er jeg vild med Tom Clancy-spil - primært Rainbow Six og Ghost Recon-serierne. Hvis man fokuserer på gameplay, og lader diverse moralske ovevejelser om korrektheden af at sidde trygt på lang afstand med en sniper-riffel og pille rebeller ned i USA's hellige navn, så leverer spillene lige præcis det, de skal. Rainbow Six-serien har bevæget sig i en action-præget retning, hvor der ikke er så meget fokus på strategi, som der var tidligere. Men mindre man bliver ramt i hovedet, kan man tåle flere skud, inden man går ned, og man genvinder hurtigt sin energi, så man er top frisk igen. Altså tættere på Gears of War end på Ghost Recon og når du bliver ramt, begynder skærmen da også at blive mørkere og mørkere, indtil du dør. Faldne kammerater (som sædvanlig styrer man elegant og ubesværet et lille team) kan også heles - denne gang har du to allierede med rundt.

Et andet punkt, der også minder om Gears of War, er muligheden for at gå i dækning bag forskellige objekter. Mens man holder L nede klæber man sig op ad nærmeste væg og kan kigge/skyde ud i forskellige retninger afhængig af, hvilken retning, man bevæger venstre stick. Det virker godt, men er også lidt komplekst. I forhold til etteren er der nu tre sværhedsgrader i stedet for blot to, så alle kan være med.

Spillet tager tråden op direkte fra det første Vegas efter en kort lille tilbagebliksscene. Det vil sige, at man igen (stadig) befinder sig i Las Vegas, Nevada og skal kæmpe med en veritabel hær af terrorister i både kasinoer, gyder gader, tage, parkeringskældre osv. Settingen er altså ret varieret, selvom de fleste nok udelukkende associerer Vegas med kasinoer. Omvendt så har man set mange af stederne før, hvis man har spillet etteren, og det føles ikke længere originalt, selvom det er teknisk i orden.

Ganske som i Vegas 1 er der flere steder opstillet våbenkasser, hvor man helt selv kan vælge. Man har to slots til store våben (shotguns, smgs, assault rifles og sniper rifles), et til pistol og to til granater. Det vil altså sige, at man har den frihed, at man selv kan bestemme, hvilke baner, der er sniper-baner osv. Meget lækkert. Til alle våbnene kan man også vælge en opgradering typisk i form af enten et blandt flere kikkertsigter, lasersigte eller større magasin. Virkelig lækkert. Ikke mindst selv at kunne vælge hvilket kikkertsigte, der passer bedst til en given situation. Man kan stadig via Live Vision-kameraet kan sætte sit eget hoved på sin mand. Det virker ok, og jeg har i anmeldelsesperioden spillet som en, der ligner mig selv nogenlunde. Skægt at det ikke er muligt i flere spil, for det holder ret godt.

Nye tiltag i forhold til etteren er et mere detaljeret level-system, hvor man optjener XP i alle spilvarianter og låser forskellige våben og udstyr op. Det minder en smule om Call of Duty 4, og virker godt. Et andet CoD4-agtigt tiltag er, at man kan skyde en smule gennem dække. Ikke så godt et system som CoD4, men helt klart meget bedre end ikke at have det. Sidste nye ting, jeg specifikt vil nævne, er muligheden for med mellemrum at lave et varmescan af banen, så man kan se fjendernes positioner. Lidt GRAW-agtigt og igen noget, der virker godt.

Campaignen er ikke voldsomt lang, men indeholder potentielt masser af udfordring afhængig af, hvilken sværhedsgrad, man vælger. Hele campaign-delen kan spilles igennem i co-op to spillere både splitscreen og via Live. Det holder 100%. I etteren kunne man spille 1-4, men der fik man ikke cutscenes/historiebidder med. Her får man det hele. Man kan stadig spille Terrorist Hunt (altså en form for co-op på små baner, hvor man bare skal slagte alle terrorister) 1-4 spillere sammen. Dertil kommer så 'adversarial' modes - atså mod spillere - denne gamemode har dog siden Vegas 1 fået en formidabel konkurrent i Call of Duty 4, så det skal blive spændende at se, hvordan og hvor stort Vegas' online community bliver.

Grafisk set er spillet godt, men kun en anelse over middel grafik anno 2008. Det er især fordi miljøerne svinger i kvalitet. Nogle er rigtig gode, mens andre er rigtig middelmådige.

Vegas 2 ender på samme karakter, som jeg gav det første, fordi det grundlæggende er af samme kvalitet, men Hot-awarden har jeg sløjfet, for der ikke længere er nogen wow-effekt (og nej, jeg hentyder ikke til World of Warcraft her, nørd!). Med et mix af GRAW og Gears tilsat kompetent banedesign, diverse co-op muligheder og diverse deatchmatches, går man altså ikke galt i byen. Xbox Live giver optimale forhold, men mulighed for splitscreen giver fleksibilitet, hvis man vil spille flere sammen. Anbefalet.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.