Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Mario & Sonic sammen for første gang i et spil. Godt nok bruger de gamle fjender hele spillet på at dyste mod hinanden, men alligevel. Der er store forventninger til de to superstars. Kan de samarbejde og lave et godt spil? Få svaret her.

Forsmag på OL 2008

Mange vil sikkert kunne huske dengang da man ikke kunne forestille sig Sonic og Mario i det samme spil. For slet ikke at sige i spil på den samme konsol. Men det er hvad der sker i denne tid, og det har der selvfølgelig været en del fokus på de sidste måneder. Med et sådant fokus følger der også forventninger. Mario og Sonic er blevet populære fordi de har leveret store titler før i tiden, på hver deres måde. Det er måske også derfor at de mødes til de Olympiske Lege, i et spil hvor ingen af dem rigtig får vist deres egen velkendte stil.

Selve spillet består af 16 olympiske discipliner, samt otte Dream events. Nogle af dem kan man hoppe lige ud i, andre skal 'låses op' inden man kan vælge dem. Disse konkurrencer kan startes enkeltvis eller i Circuits, som er samlinger af discipliner, hvor man samler point sammen i hver disciplin for at finde en vinder til sidst. Der er 16 karakterer at vælge imellem fordelt med otte fra Sega og otte fra Nintendo. Hver karakter har seks missioner der kan gennemføres, som er opgaver i de enkelte discipliner.

Så der er masser af ting at gå i gang med. Ikke alene er der masser at gennemføre, men der er også et sandt hav at medaljer og trofæer man kan sikre sig. Der burde være indhold nok til masser af timers underholdning, men det kniber lidt. De enkelte discipliner er ikke vanvittig spændende, og når man har spillet dem igennem de første tre eller fire gange, er det ikke lysten, der driver én til at prøve igen. I hvert fald ikke uden en god lang pause. Det er lidt en skam. Det virker som om udviklerne har satset på at folk er så vilde med at samle alle trofæer og medaljer, at de ikke behøvede at gøre disciplinerne så interessante. En stor fejlvurdering i mine øjne. Det gør det heller ikke mere interessant at computermodstanderne aldrig for alvor bliver udfordrende, og at man får smidt trofæer i nakken for et godt ord. Det føles ikke som om man har præsteret noget særligt, når man får en medalje.

Tidligere nævnte jeg Dream Events. De er faktisk de mest interessante. her holder man sig ikke til de olympiske regler, men bruger de olympiske sportsgrene til andre konkurrencer. Tag som eksempel lerdue-skydning. Normalt i den sportsgren skyder man lerduer der flyver hen over horisonten. I Dream Shooting skyder man en masse fjender ned i noget der minder om et fps (first person shooter), hvis man da lige ser bort fra at man ikke selv render rundt. Lidt trist at de mest interessante konkurrencer er dem hvor udviklerne går væk fra de rene olympiske konkurrencer.

Når man går bort fra singleplayer og starter multiplayer op, bliver det lidt mere spændende. Man kan desværre ikke spille online, men kun over Wifi, men til gengæld 4 venner så spille mod hinanden med kun én udgave af spillet. Med kun et spil er det dog kun nogle af disciplinerne der kan spilles. Vil man konkurrere i alle disciplinerne kræver det at alle 4 selv har spillet i DS'en. Det er sjovere at spille mod rigtige modstandere, men det hæmmes lidt af at nogle af discipliner, som for eksempel længdespring, egentlig spilles enkeltvis og ikke direkte mod hinanden. Selv om man ikke kan spille online, så kan man uploade sine rekorder til en Online liste, men det fik jeg ikke prøvet og det må vel også betegnes som et meget lille plaster på såret over ikke at kunne spille online.

Grafisk og lydmæssigt skuffer spillet ikke. Der bliver heller ikke imponeret, men både Sega og Nintendo har været med i gamet så længe, at de ved hvordan det skal skrues sammen og det har de altså gjort, men uden at imponere.

Mario & Sonic at the Olympic Games er et typisk mini-game spil, som lider under det samme som mange andre spil af denne type gør. Nemlig at de enkelte mini-spil ganske simpelt ikke er interessante nok til at holde interessen over lang tid. Det er så absolut mest underholdende i multiplayer, men selv der fænger det ikke rigtig. Jeg havde håbet på masser af Mario og Sonic underholdning i et spil der lånte lidt fra Olympiaden. I stedet kom der masser af Olympiade underholdning i et spil der lånte karakterne fra Mario og Sonic.

Om Frank F. Pedersen

Frank har anmeldt spil i mange år og må nok betegnes som en veteran i branchen. Har anmeldt for Jubii Games og Spilzonen inden han kom til Gamesector. Han kaster sig gerne over alle typer spil og på alle formater, hvis han kan få fingre i det. Det er dog rollespil og mmorpg's der er hans foretrukne.