Burnout: Paradise

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Jeg har ofte undret mig over, hvad der skulle være så fedt ved det der Paradis. Jeg mener, man må hverken pille ved pigerne eller frugterne, og en lumsk slange ligger på lur for at lokke folk i fælden. Men så stiftede jeg bekendtskab med Paradise til Playstation 3, og herefter har jeg gjort mig ekstra umage med aftenbønnen.

Demo... og hvad så

Mens vi er i det religiøse hjørne, kan jeg lige så godt krybe til korset og bekende, at demoen af Paradise på Xbox 360 ikke bragte min kaffe i kog. Grafikken var nydelig, men efter 5 minutters tøffen rundt i standardslæden, med en irriterende DJ i øret, var jeg i gang med en rask oprydning på den altid trængte harddisk.

Nogle uger senere dukker Playstation 3 retail versionen så op på redaktionen, og hvorfor ikke prøve at score den. Januar er traditionelt en sløv måned, efter det hektiske julesalg, så udvalget taget i betragtning var det forsøget værd. Grafikken på Playstation 3 er lige så flot som på Xbox 360. Måske endda en anelse sprødere, men det er så lidt at selv et trænet øje kan blive i tvivl. Spillet loader ikke specielt kvikt, så det tager lidt tid at komme i gang. Jeg brugte de ledige minutter til at hurtigt kig i manualen. Mine værste anelser viste sig at holde stik. Man kan frit rulle rundt og nyde udsigten, men det har vi ligesom prøvet før, ikk'?

Manualen afslører 5 forskellige måder at køre ræs på, desværre heller ikke rigtig nogen vi ikke har set før.

Vi har selvfølgelig de helt traditionelle Races, hvor det handler om at komme først over målstregen. Disse er overraskende svære i starten, da de forkerte sideveje ikke er blændet af som vi ellers plejer at se dem. Få sekunder inden du skal dreje tænder bliklyset, et skilt med frakørslen begynder at rulle i toppen af skærmen, og indtil man får tunet sig ind på styringen, synes det næsten at kræve overnaturlig reaktionsevne ikke at misse vigtige sving. Men flid belønnes, og når man kender byen en lille smule, og ved hvad man skal holde øje med, virker det befriende at der ikke er ubrydelige matterede ruder i hvert sving.

I Road Rage gælder det om at smadre et minimum af biler, inden tiden eller dit eget helbred udløber. Enkelthed... men med stor underholdningsværdi. Denne løbstype er klart min favorit.

Kan du huske dengang du var mælkeduks i folkeskolen, og de store lømler stod på lur for at nakke dig nede ved kiosken? Det er akkurat det samme i Marked Man. Det er alle mod dig, og kun fart og behændighed kan sikre dig overlevelse - og en tur mere eller mindre helskindet over målstregen.

Stunt Run handler om at score stuntpoint på tid. Jo større dødsforagt, des flere point.

Endelig er der Burning Route, hvor man skal vise sine talenter i bestemte biltyper - med chance for at udvide bilparken, såfremt det lykkes.

Når et race er bestået, kan man være heldig at der åbnes for et stunt run, hvilket betyder at hvis man opsporer og smadrer en bestemt biltype, vil denne som belønning dukke op i garagen. Der er ialt 75 biler at låse op for, så det er bare med at komme i hug. Desværre er der ikke tale om licensbiler, men bilparken er opfindsomt og flot designet (og du kan sagtens se hvilke rigtige biler kopisterne skal forestille).

Spillet starter ud med at forære dig et krøllet, usselt kørekort, men efterhånden som diverse løb gennemføres, opgraderes kørekortet og sværhedsgraden skrues (ikke overraskende) i vejret. Sværhedsgraden i de første løb er ikke overvældende, men på et tidspunkt lige efter mit klasse B kørekort var i hus, skal jeg indrømme at jeg fik kam til min sparsomme hårpragt. Heldigvis kan man selv kombinere hvilke typer løb man ønsker at benytte sig af. Hvis man f.eks. som jeg mest er til takedowns, men ikke bryder sig om traditionelle races, kan man i starten godt klare sig udelukkende med takedowns.

Grafiklir

Det kan godt være jeg ikke faldt på halen over de minutter jeg spenderede i demoen, men selv efter mange timers spil bliver jeg stadig målløs over landskaberne og selve Paradise. Afvekslingen mellem miljøerne er formidabel, og ved nærmere undersøgelse viser det sig at gaderne er et skatkammer af skjulte smutveje, og skilte, kasser, tønder og andet løsøre, som bare tigger om at blive hærget til ukendelighed.

Jeg har set mange, rigtig mange, flotte bilspil med stor bevægelsesfrihed - men aldrig noget der ligner Paradise og opland. Solen er klar, vindmøllerne snurrer rundt, trafikken glider søvnigt afsted. Alt ånder fred og idyl - altså lige indtil du kommer smadrende med slænget, og raserer alt på jeres vej. Aldrig har destruktion været så herligt. Og det er tilmed velegnet for mindreårige!? Jeps, PEGI-ratingen på kassen siger bare 3+ år! Forklaringen ligger i, at gaderne er støvsuget for fodgængere, cyklister, barnevogne, og alt de bløde trafikanter vi kender fra f.eks. Grand Theft Auto. Desuden er bilerne mennesketomme, så selv de voldsomste kollisioner går ikke ud over andet end lidt metal og gummi. Om det er dobbeltmoralsk at lade poderne ødelægge og smadre alt hvad der ikke er naglet eller cementeret fast, må være op til den enkelte forælder at vurdere.

Det kan godt være grafikkens udformning og detaljeringsgrad kan lovprises i alle ender og kanter, men den virkelige helt er grafikmoteren. Ikke et øjeblik udviser teknikken rystelser eller nedsættelser i hastigheden, selv om nok så mange biler krølles og kastes gennem luften på een gang. Jeg har oplevet lignende spil, javist, men jeg har alligevel aldrig oplevet noget lignende.

Action ja tak, ventetider nej tak

Borgmesteren i Paradise kører en stram politik, når det gælder loadtider og forsinkelser. Efter et par minutters opstart, er der ikke den mindste klods om benet på gameplayet. Vil du deltage i et løb, kører du bare ind i et kryds og holder to knapper nede. Ingen svinkeærinder i menuer eller andet adrenalin-nedsættende fusk. Vil du online, kommer du det med få tastetryk med pilene, du er online på et øjeblik. Paradise sætter ganske enkelt nye standarder for ventetider, eller mangel på samme, i et bilspil.

Ens for alle løbene, er at computerens intelligens er udstyret med det man i genren kalder for en elastik-logik. Det vil sige, at hvis du er håbløst bagefter, kører feltet mærkbart langsommere indtil du (næsten) har indhentet dem. Omvendt, hvis det virkelig kører for dig, og du skærer hjørner af og fyrer turboer af i eet væk, er det alligevel umuligt helt at slippe fra dem. Det virker kunstigt, og mange bryder sig ikke om den slags egenskaber. Jeg mener at den er lavet for at holde gameplayet spændende, så mig generer det ikke. Det virker i al fald glimrende i praksis.

Intet paradis uden slanger, og i dette tilfælde kan der entydigt peges på den irriterende DJ, som gennem bilradioen kommer med fiffige bemærkninger når du skal bemærke nye features. Han er ikke specielt fiks at høre på, og han gentager sig selv lidt for ofte. Det virker nogle gange som om han træder vande ved at læse regler op mens et løb klargøres, for på den måde at sløre loadtider. Men pyt, så længe loadtiderne er så små, ja næsten ikke eksisterende, som det er tilfældet, er han tilgivet. Soundtracket udgøres dels af ligegyldig metervare rockfræs, dels af mere eller mindre kendte hits såsom Avril Lavignes Girlfriend. Heldigvis har udviklerne haft slanter nok på kistebunden til at købe Guns'n'Roses Paradise City, og som det eneste lydspor i samlingen holder det stadig. Men smag og behag er som sædvanlig forskellig.

Hvad enten man er til singleplayer kampagne-ræs, online konkurrence, eller bare lidt morfar-tøffen rundt for at nyde omgivelserne, giver Paradise fuld valuta for pengene. Alt indhold er set før, men aldrig på een gang, og aldrig nær så flot. Og oveni hatten er fartfornemmelsen helt i top, så selv Wipeout-serien kommer til at ligne en handicappet snegl i færd med at bestige Himmelbjerget. Når det drejer sig om arcade action, er Paradise det bedste bilspil jeg nogensinde har lagt min klamme hånd på.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).