Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 3+

Sims 2: Castaway bryder på flere måder med det gameplay, vi kender serien for. Hvor vi er vant til den hjemlige hygge og hverdagens gøremål, er settingen her flyttet til en øde ø, hvor din(e) sim('er) skal prøve at etablere en tilværelse, der tilfredsstiller behovene for mad, husly, ja endda selskab! Dette er Robinson befriende renset for intriger.

I modsætning til tidligere spil i Sims-serien, kræver Castaway næsten en indledning, der forklarer den noget aparte setting. Valget faldt på det helt traditionelle, nemlig et skibsforlis, der er spillets indledning bliver illustreret via stillbilleder. Det egentlige gameplay begynder med at du skal designe 1-6 sims, der som vanligt besidder en række forskellige evner og basale behov. Det er disse sims, der strander på den øde ø, og for hvilke du skal oparbejde en dagligdag, der dækker så mange af deres livsfornødenheder som muligt.

En af de centrale elementer i spillet er ressourceindsamling. Også her bryder Castaway med den vanlige Sims-stil, hvor penge dybest set er den eneste ressource man akkumulerer. I dette spil kan ting naturligvis ikke købes, de skal produceres af dine sims. De må derfor vade øen tynd efter materialer, der kan bruges til at skabe ting med. Det kan være drivtømmer til hytter, forskellige planter til tøj, bær og frugt til madlavning og andet. Man bruger en del tid - nogle ville nok endda sige for meget - på at indsamle materialer, og der er rigtig mange forskellige at opdage. For at kunne bruge disse materialer til noget, er det nødvendigt, både at have en sim, hvis skills inden for en given disciplin er tilstrækkelige, samt at du har de fornødne blueprints (tegninger), der viser hvordan en bestemt ting skal skabes. Disse blueprints kan erhverves på forskellige måder, men en del finder man i bøger, der på mystisk vis er efterladt på øen. Blueprints kræver oftest flere forskellige ressourcer, samt det rigtige værktøj, så som spiller bruger man en del tid på at lede efter de helt rigtige materialer til sine projekter. Dette er både godt og skidt. Godt fordi det skaber en form for formål i spillet, men problematisk fordi det kan være utroligt tidskrævende, især hvad gælder de mere eksotiske blueprints.

Når du har fået indsamlet de fornødne materialer til et byggeprojekt og skal til at placere bygningen på øen, støder man ind i et af spillets irriterende problemer. Det er nemlig langt fra muligt at bygge hvor det passer dig. Du er begrænset af hvor der er plads til en given bygning. Dette er sjældent et problem med små bygninger og møbler etc., men kan være ganske frustrerende når du f.eks. har bygget en ny bar til dine abetjenere, og du ikke kan placere denne i umiddelbar nærhed af dine andre bygninger, fordi der ikke er ledig plads. Ofte er din placering af bygninger dikteret mere af hvor der tilfældigvis er plads, end af æstetiske ønsker for beliggenhed. Det havde været rart, om man f.eks. kunne vælte nogle palmer for at gøre plads.

Nu nævnte jeg abetjenere i det ovenstående, og uden at dette skal misforstås, så kan disse være afgørende for at få dækket dine sim'ers behov for selskab. Dette er et af de svære behov at dække i Castaway, og samtidig det, hvor udviklerne har været mest kreative med løsninger. En af mulighederne er at besøge tilstødende øer, og håbe at finde andre overlevende man kan hygge sig med. Kan dette ikke lade sig gøre, er der heldigvis en del indfødte chimpanser på øen, som kan bestikkes med bananer til at holde dine sim'er med selskab. Bliver de tilpas gode venner, kan aberne hjælpe til med diverse ting, såsom at servere kolde drikke, eller indsamle materialer og mad. Går det helt galt, og er du ude af stand til at finde venner blandt mennesker eller andre primater, kan du ty til Tom Hanks løsningen og søge selskab hos en ting. Det behøver dog ikke lige at være en volleyball, men kan istedet være eksempelvis et sandslot eller en udskåret figur. Ganske afgjort surrealistisk, men et underholdende påfund ikke desto mindre.

Måden du styrer dine sim'er på er identisk med andre titler i Sim-franchiset, og de der har spillet et andet spil i serien, vil hurtigt føle sig hjemme. Det er muligt at tildele de enkelte sim'er nogle specialiserede opgaver, og så teoretisk kunne lade dem alene det meste af tiden uden behov for mikrostyring. Dette virker dog sjældent i praksis, for den kollektive intelligens er mildest talt underudviklet. Har en af dine sim'er f.eks. spist en given plante, og efterfølgende knækket sig i lårtykke stråler, er det ingen garanti for, at en anden ikke beslutter sig for at mæske sig i selv samme plante. Ligeledes kan dine sim'er finde på at negligere selv de mest basale foretagender, såsom almindelig hygiejne. Det bliver trættende i længden at skulle styre hver enkelt sim for at få denne til at bade i havet, eller træde af på naturens vegne. Alligevel kan det ind imellem være svært tilfredsstillende, bare at læne sig tilbage, og nyde dit lille samfunds gøren og laden.

Det endelige mål med spillet er neturligvis at få dine sim'er tilbage til civilisationen, altså få dem reddet. Det er dog et mål der ligger langt tilbage i bevidstheden mens man spiller, og det må siges at være et meget positivt tegn, at man ikke ønsker at slutte spillet. Der er generelt masser af små delmål at fornøje sig med undervejs, og selvom der kan være perioder, hvor man ikke er i umiddelbar nærhed af at opnå et givent mål, så er der altid noget at se frem til. En lidt bedre balance og dermed naturlig progression kunne være ønskelig, men på den anden side har Sims-serien altid være tænkt som et open-ended koncept.

Grafisk er Castaway på det jævne, måske endda lidt under vanlig standard. Animationerne er ganske gode, men mange af de ting man kan skabe til at forsøde tilværelsen på øen, er noget kornet i grafikken, hvilket forresten også kan siges om omgivelserne. Lydmæssigt er alt ved det gamle. Dine sims snakker stadig det uforståelige simlish, og baggrundsmusikken er grænser til det lystige, en skarp kontrast til den umiddelbart håbløse situation dine sim'er befinder sig i. Men dette matcher nu alligevel ganske godt hele stemningen i spillet, der mere bærer præg af, at dine sim'er er på badeferie end i yderste livsfare.

Sims 2: Castaway er ikke uden fejl, og der er afgjort plads til forbedringer. Alligevel er den anderledes setting forfriskende og gameplayet tilstrækkeligt varieret til, at spillet er et behageligt bekendtskab. Er du fan af Sims-seriens ufarlige og tilbagelænede stil, så kunne Castaway være et godt bud på mange timers underholdning.

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk