Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Så begynder årets første titler at ankomme i takt med at julens fedt begynder at være væk fra sidebenene igen, og vi vender tilbage til redaktionens hverdag. Stortitlerne plejer at udkomme op til jul snarere her i januar, men lad os se nærmere på sidste nye udgivelse fra Microsoft selv.

Circle of Doom nåede ikke ud til julehandlen i Europa. Nu var det heller ikke fordi vi just savnede titler at spille i november og december, så det har egentlig passet mig fint, at vente lidt ekstra på nyeste afsnit af Kingdom under Fire-serien - et spil, jeg har haft på radaren et stykke tid. Jeg har holdt øje med spillet, fordi man kan spille sammen op til fire spillere via Xbox Live. Således har jeg forventet et slags Diablo med co-op og lækker japansk grafik.

Admiral Ackbar

Jeg har oplevet større skuffelser i mit liv, eksempelvis til min syvårs fødselsdag, hvor jeg ikke fik den rigtige Star Wars-figur, men Circle of Doom lever ikke op til mine forventninger. Langtfra, men det kan jo være, at forventningerne bare var for høje, for jeg har da også haft det sjovt med spillet i anmeldelsesperioden.

De tidligere afsnit i serien har blandet action og strategi, men Circle of Doom er 100% button masher med masser af level up og for god ordens skyld en lille påklistret japansk historie, der vist skal være ret dyb, i baggrunden. Hvis man skærer ind til benet, er vi ovre i den gerne, hvor alle KOEIs spil såsom Dynasty Warriors og Samurai Warriors ligger, men det er også beslægtet med Baldur's Gate: Dark Alliance og i sidste ende Gauntlet.

Man kan vælge mellem fem karakterer (og en sjette kan låses op). Her er de sædvanlige valg, man må foretage: Stærk eller hurtig? Nærkamp eller bue? Osv. Jeg har primært spillet med elverpigen Celine, da jeg i disse spil foretrækker at benytte afstandsvåben og kunne løbe hurtigt. I og med, at jeg er en kujon, der er meget glad for at stikke halen mellem benene, afdækkede jeg også hurtigt den mest generende svaghed i programmeringen af fjendernes AI. Først skal nævnes, at der er mange gode ting at sige om fjenderne i spillet også. Der er mange forskellige, de er flotte og fantasifulde og passer godt ind i designet af spillets verden. Deres AI er naturligvis generelt set sløv, så man har en chance mod den voldsomme overmagt. Fejlen er, at alle fjender er programmeret til kun at kunne bevæge sig indenfor et fastlåst område. Hvis man bevæger sig udenfor dette, så vender de om og stikker af. Det går spillet ret let, da man således sjældent bliver presset, når man stikker af. Så snart jeg blev presset i nærkamp med min buedulle, stak jeg bare af, og efter få meter opgav fjenderne forfølgelsen og stak selv af i modsat retning. For at føje spot til skade så kan fjenderne ikke beskadiges på nogen måde, mens de stikker af. De er pludselig usårlige, fordi de vender ryggen til.

Resten af spillet er godt indenfor genren, der på mange måder har en naturlig begrænsning, fordi ensformigheden altid lurer. Achievement-systemet lægger op til at gennemføre spillet flere gange og power-level'e totalt på højere og højere sværhedsgrad. Ens våben kan udskiftes og opgrades og til sidst får man jo en ret hård figur. Det er fedt til en hvis grænse, men altså også ensformigt, for man kommer til at vende tilbage til spillets seks grundlæggende områder mange gange og tæske mange ens fjender. Når man vender tilbage til et område skabes en ny dungeon tilfældigt inden for visse faste kriterier, men stor er afvekslingen ikke.

4 ftw

Selve styringen i spillet er lækker, og både magi- og våbensystem er gennemarbejdet. I 'butikkerne' kan man købe formularer, man så kan lære ved at nedlægge en mængde fjender. På den måde har man hele tiden små missioner at gå efter, men for nu at komme til sagens kerne, så skal det her spil spilles i co-op, sådan er det, og så bliver det pludselig meget sjovere. Co-op spilles via Xbox Live op til fire spillere, og så minder spillet pludselig meget mere om Phantasy Star Online, hvor man også sammen går på raids i de samme områder igen og igen for at power-level'e. I Circle of Doom er der dog ingen abonnement, men der står 'content download' på æsken, så noget er der nok på vej. Når man er fire bliver spilllet hyggeligt i stedet for ensformigt, fordi man sidder og sludrer imens og nyder, art det er comfort gaming. Levetiden er dog stadig ikke uendelig, men det er tydeligt, at spillet er designet til Live og ikke single player.

Grafikken i spillet passer virkelig godt til genren. Japanerne kan noget med lækker art direction og de over 70 monstre har givet grafikerne rig lejlighed til at lege med mediet. Alle lydeffekter holder, og talen, der ellers ofte er denne genres svageste punkt, er faktisk nogenlunde tålelig. Musikken gjorde det ikke for mig, men den kan lukkes helt, og så kan man sætte en CD på i stedet.


Circle of Doom er godt, hvis man spiller nogle stykker sammen. I single player er det trivielt, men jeg vurderer, at det er designet til at spille flere - og derfor har jeg givet karakter efter dette. Træk ca. en fra, hvis du skal sidde med det selv. Det kan ikke anbefales. Til gengæld er det et godt mødested med gutterne over Live en kold og mørk vinteraften, så man kan sidde og sludre lidt over den til tider terapeutiske button mashing.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.