Score: 2
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Vinterens tradition om at "filmatisere-en-eventyr-klassiker-på-bogform" er i år faldet på Det Gyldne Kompas af Philip Pullman. Og ifølge "same procedure as least year" skal filmen og bogen også udkomme på spil. Til DS'en er det ingen undtagelse. Læs anmeldelsen og se hvorfor Gamesectors kompas peger stik imod en bundkarakter.

Fra bog til film til spil (vi helst vil glemme)

Det Gyldne Kompas blev skrevet af Philip Pullman og udkom for første gang i Danmark i 1996. Bogen behandler forskellige temaer, såsom at blive voksen, skæbnen, religion og andre dimensioner.

I spillets introduktion møder vi hovedpersonen, pigen Lyra, fire måneder fremme i tiden. Derefter fungerer spillets historie som et flashback. Som i alle andre spil bliver man som spiller langsomt introduceret til spillet og spillets figurer. Man lærer at bruge sine "daimon", som er forbundet med Lyras sjæl. Lyras sjæl hedder Pantalaimon (kaldet Pan) og er en lille gnaver, men kan forvandle sig til en fugl, en kat og en myg. Lyra hopper rundt på en 3D platformbane, set fra 2D perspektiv, og når hun møder forhindringer eller modstandere skal Pan tages i brug. Ofte handler det om at være gåde-løser; f.eks. kan fuglen løfte kasser og andre genstande ned fra høje platforme, katten kan smadre kasser osv. Men Lyra er en meget træt pige, så hver gang man skifter over til et af disse "sjæle-dyr" begynder hun at gabe med det samme. Det virker utrolig provokerende overfor spilleren. Gådeløsningen er i øvrigt heller ikke særlig sjov; der er ikke ret meget logik, og oftest er det ren gætværk.

Historien er ganske fint fortalt, om end spillet mest henvender sig til dem, der allerede har læst bogen eller set filmen. Spillet findes med danske tekster, hvilket er ganske fint og udvider målgruppen. Den alvorligste anke er dog, at man opdager flere fejl i den danske tekst. Mest alvorlige fejl var nok, at guiden fortalte, at man skulle trykke på R-skulderknappen. Men der skete ingenting - først efter flere forsøg og en gennemlæsning af manualen fandt jeg ud af, at det faktisk var X, der skulle trykkes på. Det er den slags små detaljer, som er med til at irritere.

Men den slags er blot små ting, som irriterer. Værre står det til med styringen. For det første er den ikke særlig intuitiv. For det andet er styringen generelt upræcis, hvad der specielt kommer til udtryk, når man hopper. Den dårlige styring bliver kombineret med et ekstremt dårligt kamera; midt i en opgave eller kamp forsvinder spillerens figur ud af synsfeltet. Det er også svært at gennemskue præcis, hvor man kan hoppe hen, når der skal hoppes over broer eller hustage.

For at gøre ondt værre kan der bestemt heller ikke siges meget positivt om grafikken. Udviklerne har forsøgt at gøre den stemningsfuld, men stemningen er også med til at ødelægge spillet, for jeg blev sneblind efter, at jeg for 117. gang havde fejlet et hop. De andre personer Lyra møder i spillet bliver ind imellem til spøgelser - man kan i hvert fald se lige igennem dem, og det er bestemt ikke meningen. Musikken i spillet er dog med til at skabe den stemning, som det ikke lykkedes for de andre dele af spillet at skabe.

Kan man leve med ovennævnte kritik, så er der bestemt masser af spiltid i The Golden Compass. Der er masser baner i spillet, og de kan alle spilles på let, middel og svær. Der er samtidig masser af statistik, så alle tal-fanatikere vil juble. Der kan ikke gemmes undervejs på banerne, hvilket ind imellem godt kan føre til yderligere frustration. Det er surt, når man sidder fast i en bane er nødt til at starte helt forfra, hvis man slukker.

En dårlig styring, mislykket grafik, ulogiske gåder, forfejlede danske tekster kan ikke på nogen måde give en god karakter til spillet. The Golden Compass er en ret ligegyldig og frustrerende oplevelse. Brug hellere tiden på at (gen)læse bogen, så gør du også din mor eller bibliotekar (YAY! -red.) fornøjet.

Gamesector Frarder

Om Mette Munk Heilesen