Der var en gang, hvor den lille lilla drage, Spyro, med lidt god vilje kunne sættes i bås med stjerner som Mario og Crash Bandicoot. Det var den gang Insomniac Games stod ved roret og styrede serien med fast, kærlig hånd. Siden da er det blevet til mange halvhjertede forsøg fra forskellige udvikleres side, på at holde serien i live. The Legend of Spyro: The Eternal Night er ingen undtagelse, og selvom Amaze Entertainment har prøvet at finde tilbage til seriens rødder, så fremstår spillet ufærdigt og sjusket.
Kan drager malkes?
I denne omgang er Spyro og hans verden udført i fuld 3D, og det klæder spillet. Farvepaletten er frisk og nogle steder føles det virkelig som at spille de gamle PlayStation-spil, dog er teksturerne meget dårlige taget i betragtning af, at det er et Nintendo DS spil. Oveni købet er Spyro, hans fjender og meget kedsommelige bosser fattige på polygoner, og efter spil som The Legend og Zelda: Phantom Hourglass, er det let at se, at Amaze Entertainment kunne have brugt langt mere tid på at kæle om spillets visuelle udtryk.
Spillet er bygget op af små områder, som typisk kun tager fem til ti minutter at komme igennem. Det gør spillet ideelt til at tage med på farten, og dér synes jeg faktisk at det skal have ros. Banedesignet er også nogenlunde. Der er lagt megen vægt på velplacerede hop og svæveture. Det er tilfredsstillende at se, at udvikleren har prøvet at finde tilbage til kernen af Spyro-oplevelsen, men i platformspil er det uhyre nødvendigt med et solidt og klogt kamera, og det har Amaze Entertainment ganske enkelt ikke formået at få til at fungere. Kameraet flyver forvirret omkring og gør det at navigerer rundt på banerne til en af de største udfordringer i spillet. Udover et til tider meget frustrerende kamera, så har udvikleren også sørget for, at styringen er ekstremt stiv og umedgørlig. Disse to ting vidner om, at The Legend of Spyro: The Eternal Night godt kunne have brugt mindst et par måneder mere i støbeskeen.
Da det nu er Nintendo DS’en, spillet udkommer til, har udvikleren selvfølgelig sørget for at presse nogle mere eller mindre ubrugelige og uforståelige touch baserede gimmicks ind hist og her. Når der kæmpes mod en af spillets mange onde aber, kan denne sendes en tur op i luften, og hvis Spyro følger efter startes en sekvens, hvor man ved at stryge henover skærmen i de retninger, som bliver anvist, kan uddele mere skade til aben (ja, fjenderne er aber). Det er ikke fordi det ikke fungerer, men det er bare ligegyldigt og irriterende i længden.
Nogle gange når Spyro frem til steder på banerne, hvor en stor sten eller en bunke træstammer blokerer vejen frem. På disse steder bliver der åbnet op for et puzzle, hvor en laserstråle skal reflekteres af en række spejle, så den rammer et bestemt mål. Disse puzzles er middelmådige, men giver en smule variation i det meget ensformige gameplay.
Spillets historie er uinspirerende og desværre også dårligt fortalt. Meget af den fortælles gennem samtaler mellem Spyro og andre drager via tekst, mens der efter hvert level afspilles en lille film med kedeligt artwork. Her har udvikleren benyttet sig af ægte stemmeskuespil, og selvom Elijah Wood, som tidligere har fået æren af at spille Spyro, er på rollelisten, så redder det hverken historien eller lyden fra at være kedelig og intetsigende.
Alt i alt er The Legend of Spyro: The Eternal Night et sørgeligt bekendtskab. Spillet kunne have været meget mere, hvis udvikleren havde fået længere tid til at finpudse spillet og optimere kontrollen og kameraet. Et godt banedesign ødelægges desværre alt for ofte af stiv styring og et uforudsigeligt kamera. Historien er dårligt fortalt, og gameplayet er langsommeligt og uopfindsomt.
Loading ...