Assassin’s Creed har allerede fået et væld af priser. Det er blevet belønnet i hoved og r*v til de spilmesser, hvor det har været vist frem, men nu hvor det er at finde på spilhylderne rundt omkring, er der delte meninger om spillet. Vi kigger nærmere på fænomenet Assassin’s Creed her og giver dig vores vurdering.
Lejemord for begyndere
Assassin’s Creed var godt på vej til at blive legendarisk. Det vidste alle, der så spillet blive præsenteret på E3 i 2006, hvor det imponerede den samlede spilpresse. Spillet så ud til at blive fantastisk smukt, nyskabende og medrivende i en sådan grad, at det ville sætte nye standarder for stealth- og action-genrerne. Spillet høstede et væld af priser det år og forventningerne var således skyhøje.
Men hvad er det så sket siden da? Vi giver spillet et ottetal, der jo slet ikke er nogen dårlig karakter, men bestemt ikke den score man kunne forvente, hvis man kun kiggede på den omtale spillet fik efter E3-messen sidste år. Lad os tage det som det kommer og se hvor det er det er gået galt for Assassin’s Creed:
For ikke at ødelægge handlingen alt for meget, kan vi nøjes med at fastslå, at man som spiller styrer en gut ved navn Altair – han er lejemorder i det herrens år 1191. Korstogene raser (nærmere bestemt det Tredje Korstog) og Mellemøsten er blevet en stor blodig krigsskueplads. I dette kaos opererer den shiitiske sekt Hashshashin, som Altair skal løse opgaver for. Han er nemlig faldet i unåde, og for at genvinde sin status skal han udføre lejemord for sekten. Plottet er naturligvis noget mere komplekst (faktisk i en sådan grad, at det sikkert vil overraske spilleren en hel del, hvis han stadig er uvidende om spillets “store” plotmæssige twists). Altair skal gennemføre en række lejemord på fremtrædende og prominente personer under det Tredje Korstog og selvom disse missioner måske virker reelle og gode i deres oprindelige hensigt, er der naturligvis et tykt lag af konspirationer og hemmelige dagsordener under overfladen.
Spillet foregår i og omkring en rækker byer i det hellige land blandt andet Jerusalem, Acre og Damaskus. Lad det være sagt med det samme, at spillet gengiver disse tre byer så fantastisk smukt, at man i de første par timer man spiller vil sidde med åben mund og savle over grafikken. For hold da kæft hvor Assassin’s Creed er et flot spil. Livet i gaderne, støjen på markederne, lyseffekter, flydende animationer, detaljer i omgivelserne og så videre. Det hele går op i en højere enhed og er med til at skabe en helt fantastisk stemning og det er da også den, som spillet langt hen af vejen skal leve højt på, fordi det viser sig nemlig at gameplayet ikke altid kan leve op til den helt fantastiske visuelle præsentation spillet byder på.
Gameplayet involverer ni forskellige “hits”. Før hvert mord skal du først samle efterretninger ved at studere omgivelserne, snakke med de lokale og observere målet. Ofte skal du gennemføre små sidemissioner før de lokale vil spytte ud med de relevante oplysninger, mens andre informationer kan tilvejebringes ved en hurtig smule stealth og lommetyveri. Desværre er flere af de oplysninger, som man kan bruge lang tid på at fremskaffe, komplet nytteløse eller direkte latterlige i forhold til den mission man skal gennemføre. Det ødelægger stemningen.
Altair kan blande sig i folkemængde (meget simpelt – ved at trykke på en enkelt knap), hvorefter han kan bevæge sig uset tættere og tættere på målet. Når man først har sprættet sit mål op og efterladt ham gurglende i en pøl af indvolde og kropsvæsker, bryder helvede som regel løs og man kan glemme alt om stealth eller diskrete mord. Vagter vælter frem for at stoppe Altair, som skal forsøge at stikke af og forblive uset, således han kan slippe væk og starte den næste mission. Dette er naturligvis en hel del mere besværligt end jeg får det til at lyde.
Altair har reelt set kun to muligheder for at slippe væk efter han er blevet opdaget af vagterne. Han kan blive og tage kampen op mod overmagten (hvilket ofte er nødvendigt for at slippe af med mere insisterende vagter, der forfølger ham). Kampsystemet er meget simpelt og anvender stort set kun to knapper. Mestrer man det, og det skulle man gerne efter meget kort tids spil, kan man hurtigt gennemføre hurtige og ret brutale drab på vagter og andet godtfolk. Desværre er kampsystemet ikke særlig dybt og man bliver temmelig hurtig træt af det, så langtrukne kampe er ikke noget man ender med at se frem til – selvom animationerne er fede. Altairs anden mulighed er at tage flugten, indtil en indikator viser, at han ikke længere er i en vagts synsfelt. Derefter kan man forsøge at blande sig i en menneskeflok, hoppe ind i en høstak eller gemme sig i et af de andre “stealth punkter”. Man kan ikke gemme sig alle steder, så det gælder om at vide hvor det er muligt at søge tilflugt.
Det lyder da meget fedt?
Ja, og det er det også. I de første par timer man spiller i hvert fald. Assassin’s Creed vil være en fantastisk og imponerende spiloplevelse i de første timer man spiller, derefter vil realiteterne desværre begynde at snige sig ind på spilleren. Assassin’s Creed har nemlig fejl og mangler i gameplayet, der desværre forhindrer at det er den revolutionerende spiloplevelse vi havde håbet.
Som udgangspunkt er spillet nemlig utrolig ensformigt. Den samme formel gentager sig gang på gang: få missionen, skaf oplysninger om dit mål, udfør drab og flygt fra vagter. Gentag indtil du har gennemført spillet eller givet op. Selvom byerne er præsenteret som store myldrende og levende steder, er der ikke meget at foretage sig udover at løse den mission man er på og nogle få typer mere eller mindre ligegyldige sidemissioner, hvorfor spillet også kommer til at virke stringent og unødvendigt lineært. Hvorfor er byerne ikke proppet op med Grand Theft Auto-agtige easter eggs og masser af små ekstra udfordringer? Det er godt nok muligt at lede efter udkigspunkter, som Altair kan bruge til at orientere sig med og er man i virkelig godt humør kan man bruge tid på at lede efter flag (som er spredt i hundredevis rundt omkring i byerne) – men det er næppe noget, der vil underholde spilleren i mange minutter.
For at gøre ondt værre, så er AI’en i spillet (som ellers var meget omtalt før spillet udkom) ikke den skarpeste. Nogle gange kan man dolke en person lige foran en gruppe vagter uden at de gider løfte så meget som et øjenbryn over blodet der sprøjter fra staklen man har myrdet, mens man andre gange blot skal kigge forkert på vagterne, før de kommer susende for at hugge Altair i små stykker.
At spillet er en lang gentagelse kommer dog mest til udtryk i omgivelserne. Selvom byerne er smukt modelleret og fyldt med handlende, tiggere, civilister, gamle damer, gadebørn, vagter, præster og så videre, så er spillet slet ikke så levende eller dynamisk, som udviklerne forsøger at gøre det til. De samme gale damer vil kontinuerligt sige de samme sætninger til dig om og om igen, ligesom de samme provokerende vagter vil genere de samme civilister og gadebørn i dine omgivelser om og om igen. Det er fedt at opleve denne form for hændelser første gang man ser dem i bybilledet, men det går hurtigt op for spilleren, at det er de samme hændelser der gentages i en uendelighed, fordi der simpelthen er for få “happenings” på gadeplan, så de få der er gentages i en evig løkke. Det ødelægger stemningen og afslører alt for tydeligt, at spillet slet ikke er så stort, frit og åbent som man i første omgang forledes til at tro.
Præsentation i top
Visuelt og teknisk er spillet, som tidligere nævnt, helt i top. Det vil imponere stort set alle med sine fantastiske omgivelser og helt utroligt detaljerede animationer. Altair er muligvis den bedst animerede computerspilsfigur jeg har haft chancen for at styre i mine mange år som spilanmelder, hvilket blot gør det endnu mere frustrerende, at spillet så viser sig at være så hult, som det desværre er. Så flot en præsentation, for så lidt reelt varieret indhold er en skam. Desværre er der ikke helt samme kvalitet over stemmeskuespillet i Assassin’s Creed. Philip Shahbaz er stemmen bag Altair og han gør det ikke særlig godt – faktisk lyder han som om han hellere vil hjem og klippe tånegle end at indtale stemmen til en hårdkogt lejemorder. Resten af lydsporet består af en solid lydkulisse af baggrundslyde, der skaber en god stemning i byerne, samt rigtig god og medrivende musik.
Sådan ligger landet altså. Assassin’s Creed skuffer lidt på den lange bane. Indholdet bliver i længden alt for ensformigt – dog er spillets plot interessant og grafikken er absolut værd at opleve og det trækker karakteren opad. De første timer jeg spillede Assassin’s Creed, før spillets ensformige gameplay begynder at trænge sig på, er helt sikkert nogle af de mest imponerende og fantastiske timer jeg har tilbragt med min PlayStation 3.
Så hvordan bedømmer man et spil som Assassin’s Creed? Vi har valgt at give spillet en karakter, der afspejler vore første oplevelser af spillet, men samtidig tager højde for at dette næppe er et spil man vil blive ved med at finde frem (det skulle da lige være for at imponere vennerne med grafikken). Kan man nøjes med at spille lidt engang imellem og bare nyde stemningen og grafikken i spillet, så kan vi absolut anbefale at Assassin’s Creed skal stå øverst på ønskelisten i år.
Loading ...